Stor interesse for ny efterskole
140 personer, hovedsageligt forældre, var i slutningen af januar mødt op på Aarre Kro til informationsmøde om en kommende efterskole for unge med svære, generelle indlæringsproblemer. De stiftede på stedet en såkaldt skolekreds.
Af Arne Ditlevsen
At der er behov for en ny efterskole til unge med udviklingshæmning, kan man vist ikke være i tvivl om, efter at 140 personer fyldte Aarre Kro til bristepunktet til et informationsmøde om en ny skole.
De fremmødte hørte blandt andet om det forarbejde, som initiativtagerne har gjort. Og så dannede man en skolekreds, der blev på 92 medlemmer. Skolekredsens størrelse betyder ikke i sig selv noget, men en stor skolekreds er med til at vise behovet og dermed give hele projektet ballast. Det er derimod et krav, at der er mindst 24 årselever ved skolestart, for at man kan få lov til at gå i gang.
Stine Tryk, der er en af initiativtagerne, er begejstret for den store interesse:
- Det var bare så fedt. Der var så meget energi og positivitet – meget mere end jeg havde turdet håbe på.
De 140 deltagere kom fra hele Jylland og fra Fyn. Der var flest forældre, men også forskellige fagpersoner, herunder forstanderen fra Djursland Folkehøjskole, og lokale interesserede.
Vardes borgmester, Erik Buhl (V) deltog også i mødet. Han kaldte efterskoleplanerne for et fantastisk initiativ. ”Jeg tror, behovet er enormt. Jeg vil rigtig gerne have, det skal være i Varde Kommune”, sagde han videre.
Skolen skal ligge i mindre by
Med etablering af skolekredsen går arbejdet nu videre med at etablere en bestyrelse for den kommende skole. Det sker på en stiftende generalforsamling i skolekredsen den 20. februar. Denne bestyrelse skal især finde ud af, hvordan økonomien kan hænge sammen, og hvor efterskolen skal ligge.
Varde har været omdrejningspunkt i etableringen af efterskolen. Men derfor er det ikke sikkert, at skolen skal ligge her, siger Else Marie Fog, en anden af initiativtagerne:
- Skolen kunne godt ligge et andet sted end i Varde – lige i øjeblikket har vi faktisk kig på tre mulige placeringer af skolen. To ligger i Varde og en i Skjern. Det er bare vigtigt, at det bliver i en mindre by, hvor skolen kan blive del af et samfund. Der skal være en lille butik til træning og oplæring, det skal være tæt på motorvej og tæt på offentlig transport.
- Men vi har fra starten haft et godt samarbejde med Varde Kommune. Borgmesteren har været meget positivt indstil let. Og vi har trukket på en konsulent i Power Tower (et iværksætterhus, der arbejder med erhvervsudvikling i Varde, red.), så meget taler jo for, at det bliver her. Men det er vigtigt, at vi holder os for øje, at det er indholdet i skolen, der er det vigtigste – ikke placeringen!
- Men uanset placering – der skal rejses en masse millioner, lige meget hvad vi vælger.
Hvis efterskolen skal åbne i august 2019, som er planen, så skal ansøgning til undervisningsministeriet sendes senest 1. oktober 2018. Målet er at åbne med mindst 30 elever det første år.
Vil du vide mere om efterskoleprojektet, så er der lavet en facebookgruppe, der hedder "alle kan noget" Efterskole.
Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2018
Læs mere
Aktivister viser vejen
Læs hele bladet her
Facebookgruppen "alle kan noget" Efterskole