Spring navigationen over og gå direkte til indhold

KLAPjob sikret økonomiske midler frem til 2022

En ny satspulje-aftale sikrer KLAPjob finansiering frem til sommeren 2022. I aftalen afsættes der også midler til en bedre overgang fra STU til den efterfølgende indsats.

NYHED

I går aftes blev der indgået en aftale om satspulje på beskæftigelsesområdet. Generelt er der tale om en satspuljeaftale, der med udgangspunkt i regeringens beskæftigelsesudspil for mennesker med handicap, har et solidt fokus på dette område.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen udtaler: "Jeg er glad for, at vi har fået en god satspuljeaftale på plads, og jeg vil gerne takke satspuljepartierne for opbakningen til at prioritere handicapområdet i år. Vi skal have flere mennesker med handicap i job. Det er længe siden, der sidst blev sat målrettet ind på området”

For LEV har det naturligvis særlig interesse, at beskæftigelsesindsatsen KLAPjob fik forlænget sin finansiering frem til sommeren 2022. Cirka 3000 mennesker med udviklingshæmning og andre kognitive handicap har indtil nu fået muligheden for at komme ind på det ordinære arbejdsmarked. Og med denne satspulje-aftale de næste 3,5 år, er der blevet skabt ro om fremtiden i KLAPjob.

Landsformand i LEV, Anni Sørensen er godt tilfreds med aftalen:

- KLAPjob er et vigtigt projekt for LEV. Det er først og fremmest et vigtigt initiativ for de 500 mennesker, som hvert år får chance i en virksomhed på det ordinære arbejdsmarked. Det er en kendt sag, at mennesker med udviklingshæmning og andre kognitive handicap har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet via det traditionelle beskæftigelsessystem. Jeg tolker denne forlængelse som en politisk anerkendelse af, at LEV og KLAPjob er en del af løsningen på denne udfordring.

Bedre overgang fra STU
Et andet element i satspuljeaftale handler om en bedre udslusning og overgang fra STU og den efterfølgende indsats i jobcentret. Undervisningsministeriet gennemførte sidste en evaluering, som blandt andet pegede, at der var betydelige udfordringer i overgangen, og at mange unge mennesker med udviklingshæmning havde store problemer med de videre forløb, når STU’en var blevet afsluttet.

Anni Sørensen sætter stor pris på det politiske fokus på disse udfordringer.

- Jeg er glad for, at politikere har fokus på overgangen fra STU til den efterfølgende indsats i jobcentret. Vi ved, at det er et problem for mange af de unge, og derfor håber vi, at der med den indgåede aftale bliver mulighed for bedre overgange i mere håndholdte og planlagte forløb.

Den nye aftale løber træder i kraft fra næste år og løber frem til år 2022. Den er bredt politisk forankret blandt en forligskreds bestående af samtlige politiske partier på nær Enhedslisten. I alt er der afsat 128,4 millioner kroner til at fremme beskæftigelsen for mennesker med handicap.

Læs mere
Se link til Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse her
KLAPjob.dk

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.