Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ditte og Mette forbereder sig til voksenlivet

Lige nu er de to unge kvinder elever på Djurslands Folkehøjskole, hvor de nyder fællesskabet og fag, som de brænder for. De har klare fremtidsdrømme, som højskolelivet ruster dem til at indfri.

NYHED

Af Martin Hungeberg, freelancejournalist 

Når 18-årige Ditte Søgaard med Downs syndrom hver aften ringer hjem til sine forældre, er det ikke hjemve, som præger samtalerne.

- I starten var jeg nok lidt nervøs ved at skulle på højskole. Dengang var det lidt svært for mig at møde nye mennesker, så jeg vidste ikke, hvordan det skulle gå, så det talte jeg med mine forældre om. Men nu er jeg bestemt ikke nervøs længere, fortæller Ditte Søgaard.

Hun er faldet hurtigt til på Djurslands Folkehøjskole og har for alvor taget hul på højskolelivet. Det har allerede kastet tætte venskaber af sig.

- Det bedste er alle vennerne, man får. Jeg bor sammen med Freja, og vi kan tale om alt muligt. Det kan være om kærlighed for eksempel. Sådan er det at være på højskole, siger Ditte Søgaard.

Ved siden af hende sidder veninden Mette Larsen på 21, der også har fået en god start på sin nye tilværelse væk fra mor og far i Korsør.

- Jamen, det er bare fedt at være her, og alle har det godt sammen. Jeg kan især godt lide, når vi har ’værksted’. Så kan vi gå rundt og høre musik og save i træ og lave de ting, som vi har lyst til. Det værste er rengøringen. Men man lærer at få det gjort, og det er rart, når det er overstået, lyder Mette Larsens vurdering.

Cykling, zumba og musik
Hver morgen på Djurslands Folkehøjskole begynder med vækning klokken syv efterfulgt af morgenmad, fællessang i salen og morgenvandring. Alle elever har valgt sig ind på en faglinje, som betyder noget for, hvordan resten af deres dag ser ud, men også hvilke aktiviteter, der er planlagt i løbet af et semester.

Mette Larsen er på linjen ’Friluftsliv og bevægelse’ og har lige deltaget i højskolens Tour de Djursland, hvor en stor gruppe elever og lærere forcerede 110 kilometer på cykel over tre dage med overnatning på campingpladser undervejs.

- Det var ret hårdt, og jeg havde også lidt ondt i lårene bagefter, men det var en stor oplevelse. Jeg er et udemenneske, og jeg kan godt lide at bevæge mig, så det passer godt til mig, siger Mette Larsen.

- Der er jo også zumba, supplerer Ditte Søgaard.

- Ja, det er altså sjovt, fordi man både rører sig og danser. Det kan jeg også godt lide. Også fordi, vi er så mange, der gør det sammen, svarer Mette Larsen. Ditte Søgaard nikker. Hun har selv valgt ’Musik og teater’ som sin faglinje, og det passer lige ned i hendes altoverskyggende interesse:

- Jeg elsker bare musik. Både når vi har undervisning, og når vi hører det og gør rent på vores værelser. Tit tager jeg også hørebøffer på og hører Rasmus Seebach. Det kan jeg ikke få nok af, forklarer hun.

Springbræt til voksenlivet
Højskolelivet er på mange måder også et springbræt til voksenlivet for de to unge kvinder. Mette Larsen har ambitioner om at finde et arbejde og en rideskole at begynde på efter højskoleopholdet. I Ditte Søgaard brænder der en lyst til at flytte hjemmefra og bo for sig selv i fremtiden.

- Det har jeg drømt om i lang tid. Jeg tror, at det er nemmere at bo selv, når jeg har været her på højskolen først. For her kan jeg lære en masse ting. Jeg er her også, fordi jeg gerne vil tabe mig, så det er godt at lære, hvad man skal spise og også dyrke motion samtidig, siger Ditte Søgaard og slutter:

- Det er dejligt at prøve nogle helt andre ting end derhjemme, og selvom jeg indimellem godt kan savne mine forældre, så har jeg det rigtig godt. Det fortæller jeg dem også i telefonen.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 6 2018

Læs mere
Læs hele bladet her

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.