Gå dig glad – med Hverdagsaktivisterne
Camilla Köhler Karlsson og nogle af ’hendes’ Hverdagsaktivister er nu blevet involveret i endnu et projekt. Seks borgere med udviklingshæmning og tre støttepersoner vil deltage som frivillige i et gå-tur-arrangement lørdag den 1. juni.
Af Karin Ditlevsen, freelancejournalist
Gå-tur-arrangementerne er ture, der er åbne for alle, hvor man mødes om at gå en fastlagt rute sammen.
Initiativtageren bag gå-tur-arrangementerne, Jakob Amsgaard, så Camilla Köhler Karlsson i et tv-indslag, hvor hun fortalte om Hverdagsaktivisterne. Her nævnte hun, at det kan være lidt svært at finde samarbejdspartnere, som har brug for frivillige med fysisk eller psykisk handicap.
Den efterlysning gik rent ind hos Jakob Amsgaard.
- Det falder lige i tråd med mine gå-ture, hvor kodeordet er mangfoldighed. Alle kan være med på gå-turene - og alle kan hjælpe til med forberedelserne og under selve turen. Det er jo ikke en konkurrence. Det handler ikke om at gå længst eller komme først frem. Det kræver ikke, at du har investeret i dyrt sportsudstyr eller trænet i årevis. Det hele handler blot om at gå. At gå sammen med andre og møde hinanden på et rart og helt basalt plan, fortæller Jakob Amsgaard.
Hvorfor ikke gå en tur sammen?
Jakob Amsgaard fik ideen til de store offentlige gå-tur-arrangementer efter at have gået fra København til Helsingør sammen med en kammerat i en weekend sidste sommer. Turen, og den kolde øl bagefter, var så hyggelig, at Jakob tænkte, at det ville han gøre igen – og hvorfor ikke få flere med?
Så Jakob sendte en opfordring om at gå en tur med ham ud på Facebook til sine venner, som sendte ud til deres venner, som sendte ud til deres venner – og interessen eksploderede.
Siden den første tur har Jakob stået bag fire gåtræninger op til den 1. juni. Deltagerantallet stiger støt fra gang til gang, og på den seneste gå-tur den 28. april var der omkring 1500 glade mennesker, som gik sammen fra Kongens Nytorv og 20 kilometer rundt i København.
- Der sker noget helt særligt med os, under en gå-tur. Når man går mange sammen, bliver man en del af et fællesskab. På turene opstår der en varm atmosfære, hvor jeg oplever, at alle tager et ansvar for, at man bevarer den glade stemning. Folk går ikke overfor rødt eller smider rundt med affald.
Hvad brænder du for?
Jakob Amsgaard opfordrer deltagerne på den næste gå-tur til at sætte en mærkat bag på deres rygsæk eller jakke, hvor man har noteret de interesser, man brænder for. Så kan du nemmere finde sammen med lige præcis hende på 65, der også godt kan lide folkedans, ham på 35 kan finde en makker, der hellere vil spille rollespil, og drengen på otte, som elsker at game, finder måske en ny spille-kammerat.
Gåturen fra København til Helsingør finder sted lørdag den 1. juni. Der er start klokken 8.00 på Christiansborg Slotsplads, og ruten ender med en festlig afslutning ved Kulturværftet i Helsingør.
På ruten er der tre officielle pitstop med mulighed for at købe lidt forskelligt. Tilmelding skal ske på Facebook-siden ”En gåtur langs kysten - Fra København til Helsingør”.
Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 3 2019
Læs mere
Ingen kan alt – men alle kan noget
Læs hele bladet her