Afholdt - Den "Skæve" Festival
19. september 2024 kl. 10:00-15:00
Skrevet af Rikke Blomgren
"Den skæve festival" gjorde det igen og denne gang med op til 600 deltagere. Det er svært ikke at smile med sådan et brag af et arrangement.
Kertemindes Borgmester Kasper Ejsing Olesen startede dagen med at byde velkommen sammen med arrangøren Claus Schmidt. "Sækken med Hip-hoppere" startede herefter dagens musik første indslag. Og da de lige har vundet det danske Melodi Granprix for bands med udviklingshandikap, var de flyvende og gav den max gas med alle deres energiske Hip-hop sange.
Herefter gik Johnny Hansen fra "Kandis" på Scenen og som altid leverede han en fin koncert med masser af inviterede korsangere på scenen.
Sluttelig spillede "Fede Finn and the Funny Boys" og leverede mange syng-med sange, hvilket medførte masser af dans på dansegulvet.
Såvel udenfor som indenfor var der forskellige madboder sat op, og arrangørerne havde også sørget for Cirkus, lege med forskellige udfordringer og endda en tur i Tivoli, som åbnede forlystelserne en time hvor deltagerne da kunne prøve en tur fx i karrusellen.
"Det er altid fedt at se glade mennesker. Jeg håber mest af alt på sammenhold, at folk får snakket og danset sammen og i det hele taget bare nyder livet - og den her målgruppe skal også feste og have det godt", udtalte Claus Schmidt - og det var sandelig en dag fyldt med venskaber, god musik og dans.
Vi er taknemmelige for alt den frivillige arbejdskræft, vi fik på denne dag samt et godt samarbejde med Langeskov borgerforening og Lange skov Kræmmermarked.