En aften med Sarah Smed
Den 16. maj havde Lev Odense et medlemsmøde med Sarah Smed, museumsleder ved forsorgsmuseet i Svendborg
Det blev en spændende aften, hvor Sarah Smed på fornemmeste vis redegjorde for overvejelserne bag og forløbet samt resultatet af rapporten om forholdene for de mennesker, som den danske stat anbragte under sær-og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980.
Sarah Smed har være forkvinde for den kompetente forskergruppe, der har stået bag det store arbejde, der bygger på et omfattende arkivmateriale og en række dybdegående interviews med anbragte mennesker, personaler og pårørende.
Selv om vi ikke i et foredrag og en efterfølgende debat på nogen måde kan sætte os ind disse mennesker erfaringer og oplevelser, efterlod aftenen alligevel for os alle en følelse af det svigt, som den danske stat, der jo havde ansvaret, gennem små 50 år udsatte en gruppe mennesker for, mennesker der om nogen havde brug for støtte og omsorg.
Her er der ikke plads til en længere opremsning har de svigt, som mennesker med udviklingshandicap blev udsat for. Jeg kan dog i korthed alligevel nævne. Udbredt vold, som også var kendt. Seksuelle overgreb blandt anbragte og ansatte og anbragte indbyrdes. Udbredt brug af tvang som fikseringer, medicinering og lukkede afdelinger. Manglende kontrol og tilsyn inden for både institutioner og familiepleje. Fejlanbringelser samt sterilisering manglende retssikkerhed.
Selv om anbragte også have positive oplevelser er de negative overvældende.
Men mest slående er at de anbragte ikke har turdet forholde sig til deres følelser og i udpræget grad har fortrængt mange erfaringer. Deres adfærd har været præget af et langt liv på diverse institutioner og de har følt sig stigmatiseret, mindreværdige og rodløse med få eller ingen nære sociale relationer. Endelig har flere haft dødsangst og selvmordstanker. Gennemgående for de anbragte mennesker er en følelse af skam og skyld.
Nu venter vi alle på undskyldningen og håber på, at denne undersøgelse sammen med de mange andre, der er lavet, skaber bedre vilkår for mennesker med udviklingshandicap i en tid, hvor en af de mest udsatte grupper i samfundet er under menneskelig, social og økonomisk pres.
Jon Boje Jensen, formand Lev Odense – livet med udviklingshandicap