Lev Venner
Venskab og fællesskab på spejdermanér
Lev Venner
Venskab og fællesskab på spejdermanér
På en smuk juniaften mødtes 20 beboere fra Bofællesskabet Postens Vej i Brejning med en flok unge lokale KFUM-Spejdere og deres holdledere.
Spejderne havde takket ja til at afholde spejdermøde i fællesskab med beboerne, der alle glædede sig til fællessang, fortælling om spejderlivet og hygge omkring bålet.
Kit Kielstrup fra Postens Vej og Anni Vestergaard Horsted fra ”Lev Venner” bød indledningsvis velkommen, hvorefter bålet blev tændt og sanghæfterne delt ud.
Glæden ved at synge var ikke til at tage fejl af! Jannie Wismar sang for på sange af Kim Larsen og fortalte, at hun synger i det lokale band ”Bakkesangerne”, der skal optræde den 15. august ved årets Ballonfestival i Vejle.
Så blev der slået lejr omkring bålet og spejderne fortalte om, hvad de laver, når de mødes til samlinger. De fleste synes, at fællesskab og friluftsliv med vandreture, deltagelse i løb og på lejre er det sjoveste ved spejderlivet.
Tid til at binde knob. Efter kyndig vejledning af spejderne var det beboernes tur til at prøve at binde knob. Det synes mange var sjovt. Spejderne viste også eksempler på simple lege i naturen.
At forberede mad over bål er en hel naturlig del af spejderlivet. Denne aften var der popcorn på ”menuen” og det hittede - for hvem kan ikke lide lune popcorn?
Beboerne var gode til at stille spørgsmål – én ville vide hvad spejdernes påsyede mærker på den grønne uniform betød. Spejderne stillede op på række og fortalte, at de får tildelt mærkerne efter deltagelse i ture, løb og lejre. Denne aften fik de alle tildelt et nyt mærke.
Inspireret af spejdernes fortællinger stillede Rasmus Andersen sig op og fortalte om hverdagen på Postens Vej – med arbejde, fællesskab og øvrige gøremål som alle andre.
Spejderne sluttede aftenen af med at synge en spejdersang – hvorefter det var tid til farvel. Der blev givet hånd og udvekslet kram. Det var tydeligt at mærke, at aftenens ”Lev Venner arrangement” havde været en god oplevelse for alle.