Debatindlæg af Anni Sørensen, formand i Lev, Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen, Christina Strauss, formand i SAND – De hjemløses landsorganisation, Bo Mollerup, direktør i Socialt Lederforum og Anders Fransson, formand i FDDB, bragt i Kristeligt Dagblad tirsdag den 9. februar 2021

Det går stærkt med digitaliseringen – til glæde for de mange, der behersker computere, smartphones, NemID med videre. Men samtidigt går det mindst lige så hurtigt med afviklingen af ”det analoge samfund”. Den udvikling har store negative konsekvenser for blandt andet mennesker med udviklingshandicap, synshandicappede, socialt udsatte og en gruppe af ældre, der i mange tilfælde ikke kan anvende de digitale løsninger.

Banker, offentlige myndigheder og transportselskaber sparer millioner af kroner på digitaliseringen.

Spørgsmålet er, om de store gevinster ikke burde udmønte sig i en forpligtelse til at sikre rimelige løsninger og vilkår for de ikke-digitale.

Lukkede billetsalg i den kollektive transport gør, at man risikerer at skulle rejse rigtig langt for at få tanket sit rejsekort op, hvis man ikke kan anvende onlinebilletkøb og billetautomater. Og mange skal på en lignende rejse for at finde en bankfilial, hvor de kan hæve kontanter til at tanke Rejsekortet op med.

For eksempel lukkede Arbejdernes Landsbank alle sine kontantkasser pr. den 1. januar 2021.

Udviklingen har de seneste par år taget fart og særligt her under corona. Nu er det ikke længere kun et ”landproblem” – den sidste kontantkasse på Vesterbro i København lukkede eksempelvis den 11. december.

Banker, der stadig har kassefunktion, er dyre at benytte – gebyr ved hævning og indsættelse af kontanter, ved betaling af regninger osv. Hertil skal ofte lægges høje udgifter til transport til og fra banken, da der jo er langt imellem dem.

At sende fysisk post er også blevet voldsomt dyrt – og der er efterhånden langt mellem postkasserne. Brevene er desuden længe undervejs – hvilket giver store udfordringer for ikke-digitale i forbindelse med undersøgelser på hospitalet eller aktuelt i forbindelse med covid-19-vaccinen. Endelig så går ikke-digitale glip af rabatter, der forudsætter, at man kan handle på nettet eller med smartphone i butikken.

Denne udvikling er problematisk, og vi tillader os i al stilfærdighed at påpege, at langt hovedparten af de ikke-digitale hører til blandt lavindkomstgrupperne, typisk folke- eller førtidspensionister.

Bankerne har en vigtig samfundsunderstøttende funktion, hører vi jævnligt. Men for os at se følger der et ansvar med – også for at sårbare mennesker ikke kommer i klemme, når digitaliseringen buldrer derudaf. Ikke-digitale kunder i hele landet må sikres reelle og rimelige løsninger til håndtering af egen økonomi. Og hvis ikke bankerne på egen hånd vil løfte deres del af ansvaret, så bør der tages politiske initiativer.

Tilsvarende så må det offentliges aftaler med trafikselskaberne sikre, at ikke-digitale borgere stadig har mulighed for at rejse, tanke op og købe kort og billetter på egen hånd. Det sker ikke i dag, og konsekvenserne er stadigt mere uholdbare.

Lige nu bliver en stor gruppe sårbare borgere efterladt på perronen – billedligt, og nogle gange også bogstaveligt talt.

Derfor er der brug for en midlertidig løsning på de aktuelle problemer. For eksempel kan man i en overgangsperiode forpligte Borgerservice til at stå for kassefunktionen for bankerne og kontantsalget for trafikselskaberne.

Men en Borgerservice-løsning løser langt fra alle problemer. Mange har langt til Borgerservice eller kan ikke komme til dertil, og der er derfor behov for yderligere tiltag.

Der skal foretages reelle investeringer i teknologi, der ikke forudsætter, at man kan huske en pinkode og håndtere NemID, og som giver visuel understøttelse som ikke bare er tal.

Det er vigtigt, at der handles nu – så flest muligt fortsat kan være en del af samfundet uden behov for umyndiggørende hjælp og støtte!