Der er væsentlige fejl i udligningsreformen, og det er en bunden opgave at rette op på dem, hvis ikke de skal medføre dårligere hjælp til nogle af de allermest udsatte borgere i det her land, mener underskriverne bag indlægget. 

Indenrigs- og boligministeren må have det som bygherren, der efter flere års besværligt og dyrt byggeri kigger på det færdige hus og må konstatere, at der er fejl i de skjulte installationer. Det er træls, men der skal gøres noget ved det, hvis ikke der skal opstå større og værre problemer i de kommende år.

Indenrigs- og boligministeren har ikke bygget huset, men han har arvet en udligningsreform, der bygger på tidligere aftaler, og som er kommet i stand efter flere års analysearbejde og tunge politiske forhandlinger. Dygtigt har hans forgænger manøvreret et forlig på plads, der kunne tilfredsstille kommuner og politiske fløje. Derfor er det forståeligt, at appetitten på at genåbne reformen ikke er så stor.

Problemet er blot, at der er problemer med de skjulte installationer i udligningsreformen. Fejl, som forværrer de tidligere, og som er så skjulte, at selv ikke embedsmændene opdagede dem, da reformen blev udformet. Først i sidste øjeblik gik det op for regeringen og forligspartierne, at afskaffelsen af det såkaldte betalingskommuneprincip i forbindelse med udligningsreformen ville få store konsekvenser for det i forvejen hårdt plagede specialiserede socialområde.

Ingen kan rigtig forklare, hvorfor man afskaffede betalingskommuneprincippet. Det nyligt afholdte samråd gav ingen nye svar, ud over et spagt forsøg på at forklare det med, at nogle kommuner vist snød før. Hvem der snød, hvor meget de snød, eller om de overhovedet snød, kan ingen rigtig svare på. Det ligner mere en efterrationalisering end et beslutningsgrundlag.