Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Digitaliseringen er umyndiggørende

Muligheden for at være selvhjulpen, når man ikke er ’digital’, er lige så stille blevet ringere og ringere de seneste 10 år. Og de seneste par år lader udviklingen endda til at være accelereret

DEBATINDLÆG

'Synspunkt' af  Anni Sørensen, landsformand Lev, bragt på Ingeniørens PRO-medie DigiTech 23. november 2022

Op mod en fjerdedel af befolkningen udfordres ifølge den juridiske tænketank Justitia i større eller mindre grad af den konstant stigende digitalisering. Alternativerne til de digitale løsninger bliver stadigt dårligere og mere besværlige – og udsatte og sårbare borgere rammes ekstra hårdt.

Voksne med udviklingshandicap og deres pårørende oplever eksempelvis vilkårlighed og en svagere retssikkerhed i mødet med banker og den offentlige sektor.

Borgere, der tidligere har været helt eller delvist selvhjulpne, får gradvist behov for mere hjælp, som følge af digitaliseringen – en umyndiggørelse, der er uholdbar og urimelig.

Øget digitalisering medfører større umyndiggørelse

Med et større behov for hjælp virker det logisk, at det offentliges fokus er rettet mod at finde på løsninger, der kan gøre det lettere at hjælpe. For sideløbende med det øgede hjælpebehov, som den intense digitalisering har medført, er også mulighederne for at hjælpe blevet færre og mere besværlige af samme årsag.

Mange mennesker med udviklingshandicap har - og har altid haft - et stort hjælpebehov i hverdagen. Og mange pårørende, og andre støttepersoner for mennesker med udviklingshandicap, føler sig i stigende grad tvunget til at benytte borgernes pinkode til dankort/hævekort og kode til MitID - selvom de er helt klar over, at denne fremgangsmåde er i strid med reglerne. For at få hverdagen til at fungere, efterlades de i et grotesk valg mellem ikke at kunne yde den nødvendige hjælp eller at begå lovbrud.

..vi bliver som samfund også nødt til at insistere på, at der skal findes løsninger, der sikrer, at der ikke er borgere, som bliver mere afhængige af hjælp som følge af digitaliseringen.

Anni Sørensen, Landsformand i Lev

Så det er absolut nødvendigt, at der bliver udviklet langt bedre støttemuligheder i takt med digitaliseringen. En opgave, der er blevet svigtet af banker og myndigheder, som i realiteten kun har haft øje for de store økonomiske rationaliseringspotentialer.

En samfundsopgave at sørge for en løsning til alle

Men vi bliver som samfund også nødt til at insistere på, at der skal findes løsninger, der sikrer, at der ikke er borgere, som bliver mere afhængige af hjælp som følge af digitaliseringen. Først og fremmest for den enkelte borgers skyld, der oplever tab af selvhjulpenhed og selvstændighed. Men også ressourcemæssigt, idet en del pårørende og professionelle støttepersoner oplever at skulle bruge stadigt mere tid og flere ressourcer på at få hverdagen til at fungere.

Digitaliseringen er kommet for at blive. Jeg er ikke en maskinstormer, og jeg forestiller mig ikke, at udviklingen kan standses. Men med de udfordringer, udviklingen giver mange borgere, er vi nødt til at se på alternativer og samtidigt få sat turbo på udvikling af nye løsninger, der har nogle af de samme egenskaber som for eksempel kontanterne har - intet krav om kode, og en anden visuel og fysisk fremstilling end et beløb på en skærm.

Lev har i årevis indgået i adskillige konstruktive dialoger med banker og myndigheder med netop det formål at finde løsninger. Der lyttes imødekommende, pænt og høfligt til vores input, men bortset fra uforpligtende ’inspirationskataloger’ og arbejdsgrupper, så sker der reelt ingenting.

Hvordan man kan sikre et sikkerhedsnet under de digitalt udsatte

Anni Sørensens tre konkrete forslag til, hvad vi som samfund kan gøre for at sikre alle borgere mest mulig selvhjulpenhed i vores digitaliserede samfund – både på kort og på lang sigt:

  • Bankerne skal pålægges at sikre adgang til kontanter indtil nye og brugbare løsninger er fundet
    Den samlede banksektor skal kollektivt forpligtes til at dække hele landet med minimum en kontantkasse i hver kommune.
  • Alternativerne til de digitale løsninger skal være bedre end i dag
    Sammen med hver digital løsning skal der udvikles et reelt og brugbart alternativ. Og de eksisterende alternativer skal løbende ’kvalitetssikres’.
  • Der skal afsættes midler til udvikling af nye brugbare løsninger
    En del af de store digitaliseringsgevinster, som høstes i banker og i det offentlige, skal afsættes til udvikling af nye løsninger - analoge, digitale eller hybride - der kan sikre, at ingen borgere bliver mindre selvhjulpne som følge af udviklingen, og som kan beskytte pårørende og velfærdens ansatte mod at skulle begå daglige lovbrud.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Små piger på forglemmigej-dagen engang i 1950'erne.

Støt Lev

Hjælp Lev med at forbedre forholdene for mennesker med udviklingshandicap og deres familier.
Din støtte gør en forskel!