Operation X-dokumentar viser konsekvensen af besparelser og forråelse af socialområdet

Debatindlæg af Anni Sørensen, landsformand Lev, bragt i Altinget|Social 3. november 2023

TV 2s Operation X-dokumentar om botilbud har med smertelig tydelighed givet indblik i, hvordan nogle af de mest sårbare og forsvarsløse mennesker med udviklingshandicap svigtes - på daglig basis. Overgreb, svigt og ligegyldighed står i kø, og den specialpædagogiske faglighed er helt i bund. Og jeg er desværre alvorligt bange for, at man kan finde tilsvarende forhold andre steder.

Derfor må vi – når vreden, sorgen og bestyrtelsen over de skjulte optagelser er kommet lidt på afstand – prøve at forstå, hvordan det kunne ske. Det er forudsætningen for at søge de løsninger, der kan vende den tragisk nedadgående spiral, som har snurret i årevis.

Et sted at starte denne søgen er i en nyere Momentum-analyse (2022) baseret på tal fra 22 kommuner. Den viser, at kommunerne tilsyneladende har stigende udgifter til de få, men meget intensive og komplekse indsatser til borgere med handicap. Fra 2018 til 2021 stod de dyreste 20 procent af enkeltindsatserne for 50 procent af stigningen i udgifterne.

En lille, men voksende gruppe mennesker med handicap rammes med andre ord af så alvorlig mistrivsel, at de får behov for mere intensiv, mere kompleks og mere omfattende hjælp.

Stigende utryghed og konfliktniveau

Forklaringen på denne bekymrende udvikling er næppe mennesker med handicaps rettigheder, som Kommunernes Landsforening og Socialministeriets ”Ekspertudvalg på socialområdet” ellers har stirret sig så blinde på i deres første delrapport. Svaret handler snarere om, hvad der sker, når mennesker med udviklingshandicap svigtes og ikke bliver mødt af den indsats, de har behov for.

I 2022 gennemførte Lev en undersøgelse med svar fra godt 700 pårørende til voksne med udviklingshandicap i botilbud. De pårørendes klare melding var på én gang tydelig og skræmmende:

Faldende kvalitet og faglighed, færre uddannede medarbejdere og markant mindre hjælp til den enkelte. Forringelser med store negative konsekvenser for beboerne. Omkring 40 procent af de pårørende angiver eksempelvis, at konfliktniveauet og utrygheden er stigende, og mere end halvdelen mener, at deres pårørende i botilbud taber kompetencer, fordi de ikke modtager den nødvendige hjælp.

For mig at se er det meget nærliggende at koble den generelle forringelse af vilkårene for den brede gruppe af beboere i botilbud med stigningen i kommunernes udgifter til de få meget dyre indsatser for mennesker med meget komplekse handicap.

Dyre katastroferedninger

Det lyder måske umiddelbart paradoksalt, at besparelser fører til øgede udgifter. Men med lidt eftertanke, så burde det vel ikke overraske, at svigt og utilstrækkelig støtte til sårbare mennesker med handicap i botilbud fører til mistrivsel. Og vel heller ikke, at den mistrivsel i sig selv øger risikoen flere konflikter og mere utryghed – og risikoen for den medarbejder-forråelse, som vi fik et indblik i med de skjulte Operation X-optagelser?

Denne nedadgående spiral er en tragedie for sårbare mennesker i botilbud. Men det er det formentlig også for kommunekassen. For når konflikter og mistrivsel eskalerer, så ender kommunerne ofte med at måtte gribe til intensive og ofte meget dyre katastroferedninger. Nødløsninger som ikke bare dyre – de er i mange tilfælde også fagligt utilstrækkelige.

Når sådanne nødløsninger sættes i værk, så skulle man jo tro, at kommunerne ville indhente og gøre brug af den specialviden, som de kunne få fat i. Men sådan forholder det sig tilsyneladende langt fra.

En anden nylig opgørelse fra Momentum, baseret på 50 kommuner, viser således, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO, kun har været anvendt i godt en tredjedel af de i alt 721 borgersager, som hver især årligt koster disse 50 kommuner over to millioner kroner.  Et både absurd og ekstremt bekymrende resultat.

Et mislykket system

Tænk sig, at kommunen i to tredjedele af tilfældene ikke gør sig den ulejlighed at indhente gratis specialviden og ekspertise fra VISO, selvom der tydeligvis både er tale om fagligt og ressourcemæssigt udfordrende indsatser.

Denne kommunale selvtilstrækkelighed er først og fremmest (endnu) et svigt af ekstremt sårbare mennesker, der ikke får den rette specialiserede indsats. Men også her taler vi formentlig om et svigt af kommunekassen, der ender med at betale for dyre, men også dårlige indsatser.

Omsorgssvigt, overgreb og ligegyldighed i botilbud, er – men langt fra kun – et spørgsmål om forrået medarbejderkultur og ledelsessvigt. Det er samtidigt et billede på et mislykket system, der ikke formår at investere i specialisering, kvalitet og faglighed. Et opgør med det system kræver andet og mere end småjusteringer i en halvhjertet specialeplan, en ny ansøgningspulje eller et par projekter.

Det, håber jeg, står klart for socialministeren og resten af regeringen, når der dette efterår skal forhandles om specialeplan på handicapområdet.