Giver man mennesker med handicap et værdigt liv, er en ’værdig’ død ikke så tillokkende
Debatindlæg af Karina Bundgaard, formand for Autismeforeningen; Pia Allerslev, landsformand for CP Danmark; Susanne Olsen, landsformand for Dansk Handicap Forbund; Morten Lorenzen, direktør for Hjerneskadeforeningen; Ditte Guldbrand, medstifter af Ikke Død Endnu; Anni Sørensen, landsformand for Lev; Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden; Janus Tarp, formand for UlykkePatientForeningen, bragt i Politiken 13. juni 2024
Sidste år proklamerede statsministeren i sin tale på Folkemødet, at ikke blot var hun tilhænger af dødshjælp, hun så det også gerne indført i Danmark.
Vi blev som handicaporganisationer både overraskede og bekymrede over denne udmelding.
Dødshjælp handler nemlig i høj grad om andet end retten til at dø med samfundets hjælp. Det handler om, hvilket liv vi som samfund ønsker at tilbyde udsatte grupper, altså mennesker med funktionsnedsættelser, vores medlemmer.
Dødshjælp er et ekstremt komplekst emne og kræver en nuanceret debat. Det Etiske Råd har flere gange haft det oppe til drøftelse og er hver gang kommet frem til et nej til at legalisere dødshjælp. Sidst – september sidste år – sagde et overbevisende flertal på 16 af 17 medlemmer nej.
Et liv med funktionsnedsættelse behøver ikke at være ubærligt. Tværtimod har mange mennesker med handicap og funktionsnedsættelser gode og værdifulde liv.
Legalisering af dødshjælp vil uundgåeligt blive en værdisætning af liv, altså hvem skal have mulighed for at få det, og hvem skal ikke. Vores medlemmer vil unægtelig høre under målgruppen, da betegnelsen ofte lyder: »ubærlige livssituationer forårsaget af kronisk og uhelbredelig sygdom«, hvilket beskriver mange mennesker med handicap.
Men et liv med funktionsnedsættelse behøver ikke at være ubærligt. Tværtimod har mange mennesker med handicap og funktionsnedsættelser gode og værdifulde liv. Det har de, fordi vi i Danmark investerer i mennesker.
På handicapområdet har vi ’kompensationsprincippet’, hvilket grundlæggende betyder, at samfundet er forpligtet til at kompensere bedst muligt i forhold til ens funktionsnedsættelse, så man kan leve et selvstændigt liv på lige fod med andre. Desværre har vi de senere år set, at en større vægtning af økonomi frem for menneskelig værdi gør sig gældende, når den rette hjælp skal bevilges. Det betyder, at folk skal kæmpe for helt basale behov, som tidligere var en selvfølge.
Det bekymrer os i særdeleshed i forhold til indførelsen af dødshjælp. Vi har allerede nu kendskab til folk, som har ønsket at få dødshjælp. Egentlig ikke fordi de ønskede at dø, men fordi deres basale hjælp blev taget fra dem, og deres livssituation blev så ubærlig, at de mistede livsmodet og blev deprimerede. Heldigvis bor disse mennesker i Danmark, for da de vandt deres ankesager og fik deres hjælp tilbage, forsvandt deres ønske om at få dødshjælp. Havde de derimod boet i et land, hvor dødshjælp er en mulighed, havde de måske ikke været her længere.
Desværre har vi de senere år set, at en større vægtning af økonomi frem for menneskelig værdi gør sig gældende, når den rette hjælp skal bevilges.
Der er altså derfor en klar sammenhæng mellem den hjælp, man får tilbudt, og ens livskvalitet.
Et andet princip, vi finder utrolig vigtigt, er princippet om at være forpligtet til at gribe ind, hvis nogen er selvmordstruet. Men princippet kan komme under pres, ifald dødshjælp bliver legaliseret.
Det er ikke ukendt, at bliver man alvorligt deprimeret, er selvmordstanker ofte en del af forløbet.
Da mennesker med handicap har livskriser ligesom alle andre, kan man stå i en situation, hvor to personer på samme alder og med samme livssituation begge får en alvorlig depression og ønsker at begå selvmord. Men fordi den ene har et handikap, tilbydes vedkommende dødshjælp, hvorimod den anden tilbydes livshjælp. Det er for os et skræmmende scenario og et eksempel på de konsekvenser, som dødshjælp kan medføre.
Statsministeren mener, at man godt kan lave en model for indførelse af dødshjælp i Danmark, som ikke bliver en glidebane. Det tillader vi os nu at være lidt skeptiske overfor, da vi endnu har til gode at se eksempler herpå. Tværtimod har legalisering af dødshjælp ført til udvidelse af kriterier år for år i de lande, hvor det er indført.
Tag nu f.eks. Canada, et af de lande, der senest har indført dødshjælp – i 2016. Canadierne var stolte af at have udtænkt den mest restriktive lovgivning, som målrettet skulle sikre, at det kun var terminale patienter, som blev det tilbudt. Diverse safe guards skulle forhindre en glidebane. Alligevel er det skredet og det endda i en sådan grad, at 3,3 procent af befolkningen i dag dør via dødshjælp, og tallet stiger år for år. Og man har netop vedtaget, at mennesker med psykiatriske diagnoser samt større børn uden deres forældres tilladelse også skal kunne få det.
Canada har i dag nogle af verdens mest vidtgående kriterier for at modtage dødshjælp, og det er sket på bare otte år. Det er kun overgået af Holland, hvor ca. 6 procent dør via dødshjælp, altså flere, end der dør i trafikken. I Holland har dødshjælp været mulig siden 2002.
Den norske læge Morten Horn lavede i 2020 en antologi, hvori han undersøgte, om det var muligt at lave en lov, som sikrede, at de svageste og mest udsatte ikke kom i klemme. Hans konklusion var, at det ikke er muligt.
Nu er der Folkemøde igen, og vi vil i den forbindelse opfordre politikerne til at diskutere, hvad et værdigt liv er. For giver man os og vores medlemmer et værdigt liv, bliver en ’værdig’ død ikke så tillokkende.
Følg debatten på Facebook
Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.
Bliv medlem af Lev og få adgang til gratis rådgivning, kurser og viden om udviklingshandicap. Som medlem af Lev er du også med til at forbedre mulighederne for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende. Vi er glade for at have dig med i fællesskabet!
