Socialtilsynet er ikke perfekt. Men den nye politiske aftale vil med sikkerhed gøre det værre

Indlægget blev bragt i Socialmonitor den 4. februar 2025

Regeringen har med en ny politisk aftale besluttet at sløjfe en stor del af den beskyttelse, som socialtilsynet yder sårbare mennesker med handicap.

Socialtilsynsaftalen indebærer en besparelse på hele 30 procent og betyder blandt andet, at langt de fleste botilbud, opholdssteder med videre fremover kun skal have tilsynsbesøg hvert tredje år – frem for hvert år, som det er tilfældet i dag.

Desuden skal den eksisterende 5-trins-skala i tilsynet ændres til en såkaldt binær skala, så tilbuddene fremover kun får en vurdering af, om kvaliteten er ok eller ikke-ok i forhold til et antal – i øvrigt markant reducerede – indikatorer.

Som en slags plaster på den voldsomme nedskæring af tilsynet indeholder aftalen en justering af whistleblowerordningen, uddannelse af tilsynskonsulenter samt en mere risikobaseret tilgang.

Risikobaserede tilsyn har fået meget fokus i socialministerens kommunikation. Men det er stadig helt uklart, hvor mange tilbud der ender med at blive omfattet af disse tilsyn, og hvilke kriterier der vil ligge til grund.

Men mit gæt er, at det næppe kan blive særligt mange tilbud. Besparelsen på 30 procent skal jo for enhver pris indfries.

Et misvisende billede

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den planlagte nedskæring af socialtilsynet vil øge risikoen for, at sårbare mennesker med handicap udsættes for omsorgssvigt og overgreb – og øge risikoen for, at det sker i langt længere tid, før der gribes ind.

Det er en politisk prioritering, som regeringen bør stå åbent og ærligt på mål for. Men det synes jeg desværre ikke, at ministeren gør.

I et interview i Socialmonitor den 23. januar fortæller ministeren således, at vi ikke skal »… forstyrre de tilbud, der egentlig fungerer«.

For som ministerens yderligere forklarer: »... i langt de fleste tilfælde – faktisk i 98 procent af tilfældene – har tilsynene jo ikke opdaget noget, der har givet anledning til, at man er gået ind med et påbud eller en reaktion, når de er kommet på det her årlige besøg. Og det siger mig jo, at der er rigtig mange steder, hvor vi godt kan lette på trykket.«

Ud fra en formel betragtning er det korrekt, at det årligt er cirka to procent af tilbuddene, der pålægges egentlige påbud eller skærpet tilsyn.

Men ved at fokusere på de meget ekstreme situationer, hvor tilsynet anvender disse ’ultimative’ reaktioner, får ministeren tegnet et meget misvisende billede af virkeligheden i de øvrige 98 procent.

Førte hverken til påbud eller skærpet tilsyn

Jeg har gennem årene som formand for Lev læst talrige tilsynsrapporter – og i vores rådgivning har de læst endnu flere. De fleste indeholder væsentlige og meget kritiske vurderinger, men for det meste uden, at tilsynet er skredet til hverken påbud eller skærpet tilsyn.

Lad mig give et nyligt og helt konkret eksempel fra et botilbud, som mange danskere fik gruopvækkende indsigt i med TV 2’s Operation X-dokumentar ’Nødråb i Natten’ fra november 2023, nemlig Botilbuddet Lynghuset i Københavns Kommune.

Et halvt års tid inden TV 2’s dokumentar var socialtilsynet på besøg i Lynghuset og udarbejdede på den baggrund en tilsynsrapport i juni 2023.

Rapporten godkendte tilbuddet og udstedte hverken påbud eller skærpet tilsyn. Men læser man rapportens konkrete konklusioner og vurderinger igennem, er det tydeligt, at der er alvorlige problemer og grund til bekymring.

Tilsynets vurdering af Lynghuset lå generelt på et sted mellem ’middel’ og ’lav opfyldelse’ af kravene til kvaliteten. Eksempelvis på baggrund af en personale-gennemstrømning i 2022 på 36,1 procent og på hele 47,9 procent i 2021.

Noget, som tilsynet mente »… kan betyde, at borgerne kan miste værdifulde relationer til medarbejdere« og føre til »uforudsigelighed og utryghed hos borgere«.

Alarmklokkerne ringede flere steder tilbage i juni-2023-rapporten, før TV 2 kom på besøg. Alligevel førte det hverken til påbud eller skærpet tilsyn, og Lynghuset var dermed en del af de 98 procent, som vi ifølge socialministeren skal lade være med at forstyrre.

En whistleblowerordning er ikke nok

Derfor er det misvisende, når ministeren forsøger at give os det indtryk, at konsulenterne i socialtilsynet hidtil har spildt tiden i tilbud, hvor der ikke er problemer, som er værd at snakke om – eller gøre noget ved.

Det er muligvis en belejlig fortælling, men den er misvisende.

Socialtilsynet er ikke perfekt. Det viser historien om Lynghuset med stor tydelighed. Men aftalen om socialtilsynet vil med sikkerhed gøre det værre.

Med en tilsynsfrekvens på tre år vil problemerne vokse sig endnu større, før der gribes ind. Og den såkaldte binære vurderingsskala vil sætte en kæp i hjulet på dialogen mellem tilsynet og tilbuddene om udvikling af kvaliteten.

Det vil hverken risikobaseret tilgang på nogle (meget få) tilbud eller en justeret whistleblowerordning ændre noget ved.

Vi kan ikke basere beskyttelsen af mennesker med meget komplekse kognitive og kommunikative udviklingshandicap på, at de jo bare kan ringe til tilsynets whistleblowerordning.

Det har de ofte ikke forudsætninger for, og op imod 1/5 af de voksne med udviklingshandicap i botilbud har heller ingen pårørende, som kan bistå dem. De vil være helt alene – nu i endnu længere tid, før nogen har mulighed for at opdage, hvis etik og faglighed er kørt af sporet i det tilbud, hvor de bor og lever.

Jeg står bestemt ikke alene med disse bekymringer i forhold til den nye tilsynsmodel. En meget bred vifte af aktører – for eksempel langt de fleste af parterne i Sammen om Handicap – har udtrykt væsentlige forbehold og bekymringer.

Men den slags viden baseret på indsigt fra virkeligheden har regeringen desværre valgt helt at se bort fra.