Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ændring af værgemålslov kan nedbringe ventetiden

Lev er overordnet positiv over for et lovforslag om forenkling af værgemålsreglerne. I sit høringssvar vurderer Lev, at lovforslaget vil bidrage til at nedbringe sagsbehandlingstiderne samtidigt med, at det i et vist omfang vil øge borgere under værgemåls mulighed for at bruge egne penge

HØRINGSSVAR

Der har det seneste år været betydelig fokus på de lange sagsbehandlingstider i Familieretshuset i relation til værgemålssager. Civilstyrelsen har udarbejdet en kritisk redegørelse og påpeget, at situationen er uholdbar, idet antallet af værgemål er steget meget de senere år, og der derfor anvendes meget betydelige administrative ressourcer på området. Desuden har DR har dækket emnet i en række historier, der viser de problemer som værger og borgere med værgemål har med sagsbehandlingstiderne.

Lev har i den forbindelse opfodret til, at der gennemføres forenklinger på området – både i medierne og i direkte dialog med Justitsministeriet.

Nyt lovforslag vil bringer sagsbehandlingstid ned

I det nye udkast til lovforslag, som netop har været i høring, lægges der blandt andet op til etablering af en helt ny attestordning. Denne ordning indebærer, at Familieretshuset kan udstede en attest, der i et vist omfang giver nære pårørende adgang til at varetage personlige og økonomiske anliggender for en borger, der har behov for bistand i den forbindelse.   

Attestordningen er markant forenkling i forhold til værgemål, og vil som udgangspunkt være en fordel for mange borgere i Levs målgruppe og for de pårørende, som ønsker at påtage sig opgaven med at bistå i den forbindelse.  

Desuden indebærer forslaget flere andre justeringer af reglerne herunder, at en værge ikke må beskikkes mere end 50 værgemål, men at der dog som undtagelse kan beskikkes 75 værgemål, hvis særlige forhold tilsiger det. 

Lev er positiv overfor ny ordning, men har også forslag til ændringer

I høringssvaret er Lev overordnet positiv over for lovforslaget, idet borgere med udviklingshandicap og deres pårørende i meget høj grad oplever de problematiske konsekvenser af sagsbehandlingstiderne i Familieretshuset, og fordi vi vurderer, at sagsbehandlingstiden vil blive nedbragt med forslaget.

Lev anfører dog også en række kommentarer med forslag til ændringer i lovudkastet. Det drejer sig blandt andet om afgrænsning af hvilke økonomiske dispositioner, der kan foretages inden for rammerne af erklæringsmodellen, som er meget snævert defineret.

Desuden foreslår Lev, at der etableres et tilsyn med pårørende, der er omfattet af erklæringsmodellen. Tilsynet skal være betydeligt mindre end med egentlige værgemål, men vi mener ikke, at den rent reaktive model, som forslaget lægger op til, er betryggende. Særligt fordi mange med udviklingshandicap kan være omfattet af erklæringsmodellen et helt voksenliv. 

Endelig foreslår Lev i høringssvaret, at der indføres en skærpet vurdering af værger med et højt antal værgemål. Denne vurdering skal sikre, at værger med et højt antal værgemål rent faktisk har realistiske muligheder for at prioritere tilstrækkelig tid og opmærksomhed til de borgere, som den pågældende er værge for.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Følg Lev på Twitter

Få politiske kommentarer samt nyheder om mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende.