Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Foto: Forsorgsmuseet/Jon Bjarni Hjartanson

Historisk bog burde være pligtlæsning for DJØF’erne

Formand for Socialdemokraterne ønsker en officiel undskyldning til alle dem, der blev svigtet i de gamle statslige institutioner og børnehjem, som den netop udgivne bog ”På kanten af velfærdsstaten” har givet en stemme. LEVs landsformand ser gerne, at nutidens beslutningstagere læser bogen og får bare lidt historisk indsigt

MAGASINARTIKEL

Af Arne Ditlevsen

Det er en historie, som vi ikke kan være stolte af, og som kun få kender. Alt for mange mennesker, der har boet på børnehjem og statens andre institutioner, har igennem tiden været udsat for massive svigt af Danmark. Det er et sort kapitel, som kræver en undskyldning og ikke bare en beklagelse til alle dem, det gik ud over.

Således udtalte formand for Socialdemokraterne, Mette Frederiksen, da hun den 12. november holdt tale i forbindelse med præsentationen af bogen ”På kanten af velfærdsstaten”.

”På kanten af velfærdsstaten” fortæller historien om alle dem, der i årene fra 1945 til 1980 var anbragt uden for hjemmet – og som har været glemt i mainstream historieskrivningen.

Bogen er en udvidet og redigeret udgave af rapporten ”Anbragt i historien”, som udkom først på året. Den er baseret på en meget bred vifte af kilder, men frem for alt viderebringer den en række personlige øjenvidneskildringer fra dengang, som forfatterne Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen og Jacob Knage Rasmussen har indsamlet.

Bogen giver os dermed indsigt i en verden, som ellers har været lukket for de fleste: Psykiatriske institutioner, åndssvageforsorgens anstalter og børnehjem. En verden af vanrøgt, mishandling og omsorgssvigt.

”Bogen fortæller om en systematik i omsorgssvigt, vold og overgreb. Misbrug af magt og afmagt.” sagde Mette Frederiksen blandt andet i sin tale. Hun finder det nu afgørende, at vi som samfund siger til de, der blev udsat for den behandling: Det var ikke jeres skyld. Og derfor mener hun, at en undskyldning er på sin plads.

Mette Frederiksen lovede forsamlingen, at Socialdemokraterne vil fremsætte forslag i Folketinget om at få en faglig udredning af de grupper, der har været udsat for overgreb på institutionerne, med det sigte at give dem en officiel undskyldning.

Godnat læsning til DJØF’erne
LEVs landsformand, Sytter Kristensen, holdt også en tale i forbindelse med præsentationen af bogen. ”Det er en virkelig vigtig bog, vi i dag står med i hånden i en rigtig flot udgave. En bog, som jeg synes burde være pligtlæsning for enhver politiker og embedsmand med indflydelse på tilværelsen for mennesker med handicap – ikke mindst LEVs målgruppe, mennesker med udviklingshæmning”, sagde hun blandt andet. ”Måske kunne man ligefrem forestille sig, at DJØF’erne inde i Finansministeriet alle sammen fik et eksemplar?”

Det sidste blev der grinet en del af hos de godt 200 mennesker, der deltog i boglanceringen. Men det var egentlig ikke ment i sjov. Sytter Kristensen henviste således også til den ”alvorlige historieløshed blandt dem, som træffer beslutningerne i nutidens Danmark” med tanke på den udvikling, vi nu igen ser ”med mere institution og isolation fra det omgivende samfund. Der bygges igen store omsorgsfabrikker med 60 eller 80 beboere. Udviklingshæmmede skal kæmpe hårdt for at beholde deres aktivitets- og samværstilbud eller beskyttede beskæftigelse. Og de svageste får det bare frataget. Børn med handicap beskrives igen som ”uden væsentligt udviklingspotentiale”.”

Om behovet for at give forsorgens mange ofre en undskyldning siger Sytter Kristensen:
- Jeg synes, at det er på sin plads med en officiel undskyldning. Bogen ”På kanten af velfærdsstaten” viser jo i den grad, at der er noget at undskylde i forhold til de mange sårbare borgere. Den pine, det har været for mange af de borgere, der levede på institutionerne, kom tydeligt til udtryk i alle de taler, som nogle af de tidligere anbragte kom med i forbindelse med bogens lancering.

- Første skridt i en undskyldning kunne passende være ikke at gentage fortidens fejltagelser. Det er jo ret absurd, hvis den ene del af ’det offentlige Danmark’ siger undskyld, mens den anden fortsætter med at forringe vilkårene for den samme gruppe mennesker. Ude i kommunerne ser vi tilbageskridt til mere institution og mindre værdighed og frihed. Det håber jeg, at bogen kan være med til at sætte fokus på.

LEV Bladet omtalte udførligt indholdet i forbindelse med udgivelsen af ”På kanten af velfærdsstaten” i forløberen, rapporten ”Anbragt i historien”, der udkom tidligere i år. Læs hele den artikel i LEV Bladet nr. 2, 2015, på lev.dk. Hele projektet har været forankret på Svenborg Museum og blev finansieret af en satspuljebevilling efter aftale i Folketingets Socialudvalg. Læs mere på anbragtihistorien.dk.

”På kanten af velfærdsstaten” er på 512 sider, koster 325 kroner og kan købes på svendborgmuseum.dk/shop.

Artiklen er bragt i LEV Bladet nr. 7, 2015

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.