Kommentar fra LEVs landsformand, Sytter Kristensen

Jeg er utroligt glad for, at der i hele Folketinget er enighed om, at også mennesker med udviklingshæmning har krav på den nødvendige ledsagelse. Det er en vigtig markering. Men hvis man ikke vil bakke de flotte ord op med konkret og effektiv handling, så må man også leve med, at det i manges øre kan lyde lidt hult med al sympatien.

Enhedslistens forslag var i mine øjne et klart og enkelt bud på en løsning. Ikke en mirakelkur, som ville løse alle problemer én gang for alle, men et realistisk bud, der tager udgangspunkt i en eksisterende rettighed – nemlig den entydige ret til 15 timers ledsagelse månedligt, hvis ikke man kan færdes på egen hånd. At den eksisterende ledsageordning efter §97 ikke kun tager udgangspunkt i ledsagelsesbehovet, men også i karakteren af ledsagelsen, er et underligt og uholdbart princip, som i realiteten virker som diskrimination af mennesker med omfattende kognitive handicap.

Det er interessant at læse debatten om beslutningsforslaget igennem – men også lidt bedrøveligt – midt i al velviljen. Det er ekstremt veldokumenteret, at især de mest sårbare mennesker med udviklingshæmning har fået forringet deres muligheder for at få den nødvendige ledsagelse voldsomt de seneste år. SL's undersøgelse fra sommeren 2014 viste, hvordan det er gået stødt ned af bakke år efter år, siden kommunerne overtog området ved kommunalreformen. Og i KL's undersøgelse var tendensen også tydelig: Et flertal af kommuner med et noget pauvert serviceniveau for ledsagelse til ferie og fritid – og hele 12 kommuner, hvor der både er nul dage til ferieledsagelse og nul dage til fritid.

Dette veldokumenterede bagtæppe viser, at udviklingshæmmede svigtes på det groveste, når det blot overlades til kommunerne at beslutte, hvor meget ledsagelse de synes, at de vil yde. Det eneste realistiske og effektive værn er en entydig rettighed, som den vi finder i den eksisterende ledsageordning. Det er bedrøveligt, at nogle af partierne insisterer på at fornægte, at problemerne er omfattende – og at de faktisk er voksende i disse år. Når både ministeren, og for eksempel den socialdemokratiske ordfører, affejer behovet for forslaget med vage og u-konkrete henvisninger til ’lokale forhold’ og at kommunerne kan yde ledsagelse til målgruppen efter de eksisterende regler, så er der tale om en problematisk virkelighedsflugt.

Henstillinger og gode råd til kommunerne virker måske på nogle – men andre steder er ligegyldigheden så grundfæstet, at det preller af. Udviklingshæmmede i de kommuner er på spanden – og de har fortjent en effektiv beskyttelse frem for rituelle sympatitilkendegivelser garneret med svigt.

Socialministerens talmagi omkring størrelsen af målgruppen for beslutningsforslaget er problematisk. Hvorfor skal åbenlyst relevant viden om de faktiske forhold undertrykkes? Det er muligt, at beslutningsforslagets skøn er upræcist – sådan må det nødvendigvis være, når man ikke har det store embedsapparat i Socialministeriet og Finansministeriet til sin rådighed. Men så kom dog med troværdige og underbyggede bud frem for talmagi uden hold i virkelighedens verden.

Jeg vil opfordre Enhedslisten til at genfremsætte beslutningsforslaget, når det nye Folketing er trådt sammen efter valget. Uanset hvem, der indtager regeringskontorerne, så bør partierne gives endnu en chance for at genoverveje forslaget – forhåbentligt på et mere fyldestgørende grundlag.

Artikel fra LEV 4, juni 2015
På grund af folketingsvalget har vi valgt at lægge enkelte artikler ud på lev.dk, inden det fysiske blad er udkommet.

Læs mere
LEV 4 juni 2015