Leder: Kommunale serviceniveauer på nul dages ledsagelse erklæret for ugyldige

I den ene af principafgørelserne giver styrelsen borgeren ret til fem dages ferie, hvilket jo ikke i sig selv er imponerende. Det er i hvert fald langt fra de 15 timer månedlig som andre med et ledsagelsesbehov kan få via ledsageordning efter § 97. Men afgørelsen er alligevel en vigtig markering, som rammer en pæl igennem flere kommuners forsøg på at afskære borgeren fra denne type ledsagelse ved at vedtage serviceniveauer med nul dages ledsagelse.

Den slags serviceniveauer må nu endelig være erklæret for entydigt lovstridige.

Principafgørelserne er udsendt på baggrund af to konkrete sager. I en af dem havde en borger ansøgt sin kommune om støtte og ledsagelse til en ferie. Kommunen gav afslag, og borgeren – sammen med hendes værge – valgte at klage, hvilket betød at sagen havnede i Ankestyrelsen.

Det er fuldkomment afgørende, at der er nogle, som har ressourcerne til at klage og få kommunens afgørelse til bedømmelse i Ankestyrelsen. Både for den pågældende borger selv, men også for andre, der ikke har de ressourcer, som det kræver at køre en klagesag.

Konsekvensen af en principafgørelse er nemlig – ifølge loven – at alle landets kommuner skal justere deres praksis efter den. Kommunerne er forpligtet til at kigge på deres egne afgørelser af lignende karakter og rette ind efter den linje, som Ankestyrelsen hermed udstikker.

Om vi vil se denne ændring af kommunernes praksis må tiden vise. Belært af historien er jeg desværre nødt til kun at være forbeholdent optimistisk.

Fortæl os om brud på retssikkerheden
Jeg er sikker på, at mange pårørende nok skal sørge for at bruge principafgørelserne i en ansøgningsproces over for kommunen – og dermed få kæmpet en forbedring af mulighederne for støtte og ledsagelse i forbindelse med ferier og udflugter igennem for deres datter, søn, søster eller bror. Det er godt.

Anderledes forbeholden er jeg nødt til at være, når det gælder situationen for udviklingshæmmede, som ikke har nogen til at hjælpe sig med en ansøgning til kommunen eller en klage til Ankestyrelsen. Kan vi regne med, at kommunerne af sig selv sørger for at rette deres praksis i forhold til denne gruppe sårbare borgere? Nok i en del tilfælde, men som vi har set det på andre områder, findes der kommuner, som er villige til at gå meget langt, når det handler om at beskytte kommunens budget mod udgifter.

Mange med handicap er blevet ramt af besparelser de senere år. Men for mig bliver det stadig mere tydeligt, at de helt store tabere i de efterhånden årelange statslige og kommunale angreb på handicapområdet netop er dem uden forudsætninger for at beskytte deres egen retssikkerhed. De udviklingshæmmede, hvis fundamentale retssikkerhed er truet, fordi de ikke har nogen, som kan bistå dem, for eksempel i forbindelse med en klagesag på det sociale område.

Som du kan læse inde i bladet, har LEV derfor besluttet at åbne mulighed for, at pårørende, medarbejdere og ledere anonymt kan viderebringe information til os om, hvordan de oplever retssikkerhedssituationen for mennesker med udviklingshæmning. Det håber jeg, at du og mange andre vil benytte dig af. Mit håb er, at den viden kan råbe politikerne op og vise, at der er behov for handling.

Leder i LEV 6, oktober 2015

Læs mere
LEV 6 oktober 2015