Kim nyder selv at bestemme – sammen med løbevennerne

Af Lars Ege

Et tæt samarbejde mellem blandt andre Horsens Kommunes frivillighedskoordinator, beboere med udviklingshæmning på Ane Staunings Vej, fagfolk på bostedet og den lokale atletik-/løbeklub danner rammen om et usædvanligt frivillighedsinitiativ.

Den korte version af, hvad der foregik, da LEV Bladet et par dage før Store Bededag var inviteret på løbebesøg i Horsens, lyder som følger: Anita og Mikael fra Atlética Horsens i deres røde løbetøj ankom som aftalt kl. 17.30 til bostedet på Ane Staunings Vej. Her havde Kim i nr. 8 og Per i nr. 10 gjort sig klar og klædt om. Kim i orange, blå og gule løbesko – Per i sorte.

Bostedet har fast stående to løbevogne, der er blevet sponsoreret med fondsmidler. Vi fulgte Kim, mens han hjulpet af to pædagoger blev overflyttet fra sin normale kørestol til en løbevogn ved hjælp af en loftslift. Kim sørgede selv for at indtage den rigtige kropsstilling ved at hæve sig op i liftens løftebøjle. Så var der afgang. Af hensyn til fotografen blev den normale løbetur på typisk otte-ti kilometer ude i det grønne lavet om til paradekørsel på Ane Staunings Vej og på en – ikke alt for spændende – parkeringsplads. Da det var slut, blev Per kørt direkte hjem til nr. 10 for at komme lidt ned på jorden og slappe af efter, som det ses på billederne, at have knoklet med at huje, juble og more sig på.

De øvrige deltagere i løbesamarbejdet skulle bagefter snakke sammen i Kims lejlighed, så LEV Bladets læsere kunne få noget mere at vide om projektet.

Eftersnak
Deltagerne i eftersnakken var Tina Naldal (afdelingsleder på Ane Staunings Vej 6-8), Mikael Kristensen og Anita Rasmussen (frivillige fra løbeklubben Atlética Horsens). Og naturligvis Kim Weber, der med passende mellemrum falder ind i snakken, når noget lige skal sættes på plads. Afdelingslederen: Beboerne nyder at være fri for pædagogerne

Tina fortæller, at de begyndte med løbeturene tilbage i december, altså for omkring et halvt år siden. Der har ikke deltaget så mange beboere i de kolde vintermåneder, men hun regner bestemt med, at det vil ændre sig nu, hvor sommeren nærmer sig. Kim har en bemærkning: - Jeg vil godt sige, at jeg synes det er et godt hold at støtte op om; så det vil jeg blive ved med. Det må I godt skrive. Jeg synes det er sjovt at være med. Man får nye venner og møder andre mennesker, man ikke har mødt før. LEV JUNI

Tina griber fat i Kims bemærkning og siger, at Kim synes godt om at være på et hold, der ikke ledes af pædagogerne. Han oplever en frihed, fordi han af egen fri vilje har meldt sig til noget, der knytter ham til et liv og nogle personer, som selv styrer løjerne.

Tina kommenterede på Kims bemærkning om, at det er sjovt at være med. Det kan man nemlig sagtens blive i tvivl om, når det drejer sig om beboere, der ikke kan formulere sig eller har svært ved det. Hvis de har været med på en tur, har de så egentlig lyst til at være med næste gang? Der var en episode med en beboer, Majken, lige før hendes anden tur. Alle stod uden for bostedet og ventede på løberne, men Majken var ikke til at få op i løbevognen. Hvad havde vi nu at gøre med her? Men med ét blev kommunikationen umisforståelig. Da de nye venner fra løbeklubben kom småløbende op foran huset i deres røde løbetøj, begyndte Majken at stråle over hele femøren og ville i dén grad gerne op i vognen. Og kunne ikke komme hurtigt nok afsted!

Den problematik skulle Kim også lige give nogle ord med på vejen: - Det er ikke så svært med mig, for jeg kan give udtryk for, hvad jeg synes, bedre end nogle af de andre. Så jeg får lange ture.

Løberne: Vi bliver helt høje, og byen smiler til os
Stikordet til at høre om løbernes erfaringer med samarbejdet gik via Kim. Tina sagde til Kim:
- Du, du kan da godt lide, at I løber en hel flok, ikke?

Det blev der grinet af, mens de langsomt opfattende fra LEV så spørgende ud. Tina fulgte op på sit spørgsmål:
- Du vil da gerne have, at en bestemt løber, Julie, ligger foran dig, ikke?

Der var nu ingen vej uden om for Kim:
- Jo, hun ser nemlig godt ud! Men alle løberne er gode. Det vil jeg godt have, at I skriver, og jeg vil godt have, at I omtaler mig som pigernes ven. De er i orden.

Løberen Mikael greb stafetten og berettede, at Julie en anden gang bestemt ikke var god nok. En kvindelig beboer blev kørt af en mandlig løber, men Julie overtog. De næste halvanden kilometer sad beboeren i løbevognen med korslagte arme og et så forurettet udtryk, at en af de andre mænd herefter måtte tage over. Så var alt rigtig okay!

Mikael og den anden løber, Anita, fortalte, hvordan de især gør sig meget umage med at give deltagerne en god oplevelse på deres første løbeture - og umage med at gøre sig iagttagelser om de forskellige deltageres reaktioner. Så de kan vænne sig til indtrykkene og blive trygge ved det hele. Det er ifølge løberne jo også træls at være mange kilometer fra Ane Staunings Vej, og en pludselig ikke vil længere. Der blev nævnt et eksempel på en iagttagelse, hvor en beboer lige med ét blev helt kulret. Årsagen var nok den, at ruten var gået ned ad en længere allé, hvor det stærke sollys blev totalt flimrende på vejen ned gennem trækronerne. Den generelle erfaring er, at alle på turene får en god oplevelse, selv om de reagerer meget forskelligt; men det kræver altså stor opmærksomhed.

Løberne ønsker, at flere fra deres løbeklub, Atletica, vil være ’motorer’. Men der er en vis naturlig berøringsangst fra en del klubmedlemmers side. Den skulle være til at overvinde. Anita fortæller således, at man som frivillig får en masse sjovt og opløftende ud af det:
- Vi kan være helt høje, når vi tager hjem herfra efter løbeturen.

Mikael understreger også glæden ved at iagttage bysbørnenes reaktioner ved mødet med løbekaravanen. Karavanen er blevet kendt i bybilledet. Der vinkes, og ofte trutter bilisterne til hilsen, tager hensyn og giver plads. Mange har vel også læst i lokale medier, hvad der er gang i. Der er god respons i oplandet og rundt i kommunen.

Lær dem at kende som dem, de er
Tina runder af med at understrege nogle bærende principper og vilkår for samarbejdet – og rollefordelingen – mellem fagfolkene og de frivillige fra løbeklubben.

De frivillige skal ikke kunne det samme som pædagogerne. De skal bare følge deres egen sunde fornuft lige som i samvær med alle mulige mennesker i andre sammenhænge. Faktisk skal de på forhånd kende mindst muligt til den enkelte beboer, idet egen fornemmelse og intuition er vigtigst. Pædagogerne holder sig hjemme og er bare back up, hvis løberne roder sig ud i situationer, de ikke kan overskue eller håndtere. Trygheden for løberne er fæstnet på løbevognen: Telefonen til Tina og de andre.

Kontakter
Oplysninger om løbeaktiviteterne, anskaffelse/sponsorering af specialbyggede ledsagerbetjente racerkørestole (som er producenten Wolturnus’ officielle navn for løbevognene), samarbejdet mellem kommune og løbeklub med videre kan fås ved at kontakte:

• Botilbuddet Ane Stauningsvej 8-10; afdelingsleder Tina Naldal, tnn@horsens.dk; tlf. 2154 6584 (Tina er desuden frivillighedskoordinator for Bodøgn (der er alle kommunens botilbud på områderne handicap, psykiatri og socialt udsatte).
• Atlética Horsens/løbeklubben; Mikael Kristensen (løber og bestyrelsesmedlem), tlf. 5137 2133, mikael.kristensen@atletica.dk.
• Frivillighedskoordinator på områderne handicap, psykiatri og socialt udsatte i Horsens Kommune, Karina Busch Simonsen, kbs@horsens.dk; tlf. 2144 5058.
• Foreningen Team Tvilling; om samarbejdsprojekter mellem kommuner og idémagerne bag de specialbyggede løbevogne: Klik ind på foreningenteamtvilling.dk/kommunalt-samarbejde.
  
  

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 4 2016

Læs mere
LEV Bladet nr. 4 2016 - læs hele bladet her