Øretæverne sad løst

”Jeg håber ikke, at denne bog er skrevet forgæves.” Sådan står der i slutningen af Bjarne Jensens bog ”Min opvækst på Den Kellerske Institution i Brejning”. Bjarne fortæller, at bogen er skrevet for at minde folk om, at ”vi udviklingshæmmede skal behandles værdigt og ikke blive udsat for overgreb…

Der er mange andre som mig, der også har meget at slås med, fordi de har levet på institution.” ”Jeg må beklageligvis sige, at med det, vi har været vidner til de senere år med overgreb på bostederne og værestederne… så er der lang vej til forbedringer og forståelse for os udviklingshæmmede. Ikke mindst på bostederne, ude i kommunerne og regionerne, og ikke mindst på Christiansborg.”

Tillykke, du skal bo på børneasyl
Den 27. februar 1958 fyldte Bjarne tre år. Som gave blev han anbragt på børneasylet F1 i Brejning. ”Det jeg blev udsat for den dag, var at føle mig kasseret som et stykke affald,” skriver Bjarne, der på det tidspunkt hverken kunne gå eller tale. ”Mine forældre har nok ikke haft det godt med det, men dengang var det kutyme, at forældre skulle glemme deres handicappede børn.”

Det blev en barsk opvækst for Bjarne. På F1-afdelingen boede han sammen med op mod 20 andre drenge i en stor sovesal. Mange skreg, fordi de enten var dårlige eller ikke havde andet sprog at tale med, fortæller Bjarne.

Børnenes beklædning bestod af institutionens grå sæt – nemlig skjorte og bukser med elastik, der sluttede tæt om benene. Der stod DKA (De Kellerske Anstalter) på tøjet, og alles tøj så ens ud, så hvis en stak af, var han nem at genkende.

Hospitalsagtig med voldeligt personale
Anstalten mindede mest af alt om et hospital. Personalet gik også i uniformer – lægerne og afdelingslederne i hvide kitler. Når Bjarne nu ser tilbage på tiden på Brejning, så var der selvfølgelig også flinke pædagoger og plejemødre. Men de ondskabsfulde var i overtal. Afstraffelse i form af øretæver var helt normalt. Bjarne fortæller om opholdet på en anden afdeling, K2:

”En dag sad jeg med et sort/hvidt billede af mig og min mor. Da Kirsten Andersen (afdelingsleder, red.) så, at jeg havde malet lidt på det, tog hun det fra mig. Det blev jeg meget ked af. Jeg fik det aldrig igen.”

”Det værste ved K2 var, at man blev straffet for ingenting. Hånden sad tit løst på personalet. Man måtte ikke ses eller høres. Jeg havde det ikke godt og var tit ked af det.”

”Til sidst fik mine forældre mig væk fra afdeling K2. De var fortørnede, da de fandt ud af, hvordan jeg blev behandlet.” Bjarne har løbende haft kontakt til sin familie. Han var på familiebesøg i forbindelse med ferier og højtider. Men det er ikke de mest mindeværdige tanker, han har om familien: ”Jeg var ikke velset af mine andre søskende og nok heller ikke af min mor og far, der jo i al stilhed skammede sig over at have fået mig.”

Druk og depressioner
Da Bjarne var omkring de 15 år begyndte han at få smag for at drikke øl. Han ville drikke sig ud af mobningen og ydmygelserne, så han glemte dem for en stund. ”Mit drikkeeventyr fortsatte, da jeg flyttede ud for mig selv. Det var sådan jeg tacklede de mange problemer, jeg havde, og den modgang og depression, jeg måtte slås med.”

Bjarne kom heldigvis i behandling for både sit misbrug og sine depressioner. Nu får han medicin for det, og det gør, at det er til at holde ud.

Bjarne har selv skrevet hvert et ord om sin barske livshistorie. Der er selvfølgelig masser af gode oplevelser, som man også kan læse i bogen. Og selv om Bjarne er vokset op i en anden tid, hvor livsbetingelser for mange ikkehandicappede også kunne være brutale, så ligger det Bjarne meget på sinde, at vi ikke igen må isolere mennesker med udviklingshæmning, fordi de ikke er værdige til et ’rigtigt’ liv.

Min opvækst på Den Kellerske Institution i Brejning
Af Bjarne Jensen
Udgivet i samarbejde med Udviklingshæmmedes Landsforbund

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 4, 2016 

Læs mere
LEV 4 juni 2016