Debatturné: Bevæger nutidens handicappolitik sig baglæns?
Store institutioner med helt op til 100 beboere, et ’hjem’ med håndsprit og gummihandsker som obligatorisk inventar og dagtilbud, der flyder sammen med boenheder, så beboerne er tvunget til at blive på samme matrikel hele dagen. FOA, Socialpædagogernes Landsforbund (SL) og LEV vil sammen rejse debatten om den aktuelle udvikling i synet på og behandlingen af mennesker med udviklingshæmning i Danmark. Det sker, når en debatturné med tre stort anlagte arrangementer afholdes landet over i maj måned.
Af Anne Roland Hollbaum, projektkonsulent i LEV
”Jeg oplever en virkelig bekymrende historieløshed blandt dem, der træffer beslutningerne i dagens praktiske handicappolitik. Det må vi gøre noget ved”. Sådan beskriver LEVs landsformand, Sytter Kristensen, et af hovedformålene med den debatturné, som LEV, SL og FOA – i maj måned er arrangørerne bag. Målet er at give perspektiv til nutidens handicappolitik og genskabe positive visioner på området.
Stemmer fra fortiden
I december måned viste DR K dokumentarfilmserien ”De åndssvages historie”, som blandt andet baserer sig på bogen ”På kanten af velfærden – Anbragte og indlagte i dansk socialforsorg 1933-1980”. Filmene skildrer gennem vidneberetninger livet som anbragt i den gamle Åndssvageforsorg – med fortællinger om eksklusion fra samfundet, tvangssteriliseringer, fikseringer og tvangsarbejde.
Men vi får også historien om den nye socialpædagogiske faglighed, der med sin begyndelse i 60’erne og op igennem de følgende årtier var med til at gøre op med Åndssvageforsorgen og udvikle indsatsen ud fra nye værdier om inklusion, værdighed, dagligt miljøskifte og lige menneskerettigheder. Værdier, som stadig bør være blandt grundpillerne i fremtidens handicappolitik.
Debat om nutidens handicappolitik
Opgøret med Åndssvageforsorgen affødte en positiv udvikling i både synet på og behandlingen af mennesker med udviklingshæmning og handicap i Danmark. Men de seneste ti år har tendensen desværre været, at grundlæggende handicappolitiske værdier og menneskesynet bliver udfordret.
I forlængelse heraf lancerer LEV, SL og FOA derfor den landsdækkende debatturné om nutidens handicappolitik, som vil henvende sig til pårørende, lokale og nationale embedsmænd og politikere samt fagpersoner og forskere på området.
Med filmene som historisk bagtæppe skal debatten stille skarpt på nogle af de centrale emner, som historiebevidstheden er med til at rejse: Kan vi bruge Åndssvageforsorgens historie til at reflektere over, hvordan der i fremtiden vil blive set tilbage på vor tids handicappolitik? Kan vi blive klarere på, hvilken retning en moderne handicappolitik skal gå? Og hvorfor synes vi stadig som samfund, at det er acceptabelt, at nogle mennesker skal tage til takke med værdier og rammer, som andre aldrig ville acceptere?
Tilmeld dig LEVs elektroniske nyhedsbrev på lev.dk eller vores facebookside og hold øje med, hvor og hvornår debatturnéen kommer rundt i landet. ”De åndssvages historie” genudsendes i øvrigt i tre dele på DR K i slutningen af marts og starten af april.
Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 2.
Læs mere
LEV 2 marts 2016