Leder: Tre jubilæer og en fødselsdag

Af Anni Sørensen, landsformand i LEV

Skandalen om Strandvænget i Nyborg rullede hen over tv-skærmen i februar 2007. Det var en skandale, som viste os, at der stadig var enorme opgaver at tage fat på i forbedringen af vilkårene for mennesker med udviklingshæmning i et højtudviklet velfærdssamfund som det danske. Dokumentationen af den nedværdigende behandling af nogle af Strandvængets beboere var måske en øjenåbner for mange, men da først forargelsen havde lagt sig, var det så som så med grundlæggende forbedringstiltag fra de ansvarlige. Tilsynsfunktionen blev nogle år senere forbedret markant med Tilsynsreformen, men det grundlæggende svigt af området er fortsat – og tilmed intensiveret siden.

Den 1. januar 2007 trådte kommunalreformen i kraft. Mange anede allerede dengang, at reformen kunne få store negative følger for mennesker med udviklingshæmning og andre handicap. Og selvom det næppe hjælper så meget nu, så er der grund til at slå fast, at skeptikerne fik ret i det meste. Både kommuner og stat svigtede ansvaret for den specialiserede viden og indsats på handicapområdet – og langsigtede handicappolitiske visioner og værdier blev hurtigt erstattet af banal og kortsigtet økonomistyring i kommunerne.

Denne udvikling har Danmarks underskrivelse af FN’s Handicapkonvention ikke formået at forhindre. Selvom der er grund til at hylde de rettigheder, som konventionen indeholder, så må det konstateres, at den ikke har udgjort noget værn mod de massive forringelser, som mennesker med udviklingshæmning og andre handicap har oplevet i årene siden dens ratifikation. Tænk blot på de aktuelle lovgivningstiltag, hvor der er udsigt til, at brugerbetaling i ti-tusindkroners klassen kommer til at undergrave mennesker med udviklingshæmnings eksisterende rettigheder. Eller tænk på fremvæksten af nye store institutionslignende bosteder.

Da en gruppe forældre for 65 år siden stiftede Landsforeningen LEV, befandt vi os i en historisk periode med store kampe om værdig behandling af børn, unge og voksne med udviklingshæmning i Danmark. Dengang stod kampen ikke mindst om forholdene i de store centralinstitutioner med sovesale, passivisering og en behandling fyldt med overgreb.

Her mere end seks årtier senere er der naturligvis sket mange fremskridt – både i anerkendelsen af denne gruppe borgeres ligeværdighed og ret til en ordentlig tilværelse og i de helt fundamentale levevilkår. Ret til en mindre institutionaliseret tilværelse, ret til en meningsfuld hverdag med aktiviteter og beskæftigelse, muligheder i fritidslivet og så videre. De fremskridt skal vi minde hinanden om. Men LEV har fortsat meget at kæmpe for de næste 65 år.

De senere år er det som om, at stemningen er drejet fra en markant national anerkendelse af mennesker med udviklingshæmnings krav på en god og inkluderet tilværelse i retning af nærmest maniske påstande om, at de er ’alt for dyre’. En sproglig forråelse, og en nyttetænkning, som er uetisk og menneskefjendsk. Den udvikling skal vendes, så vi som samfund igen forpligter os entydigt på at skabe rammerne for, at mennesker med udviklingshæmning kan leve en så inkluderet tilværelse som overhovedet mulig.

Derfor er der mere brug for et stærkt LEV nu end nogensinde før.

Leder i LEV Bladet nr. 1.

Læs mere
Læs hele bladet her