Drømme forandrer liv

Af Arne Ditlevsen

FØRSTE LEVENDE BILLEDE - JENS AASTRUP, PÆDAGOG PÅ BOTILBUDDET VESTER HASSING FORTÆLLER:

-Jeg vil gerne fortælle om Gitte og hendes selvstændighed. Gitte er meget selvhjulpen, men når ofte ikke på toilettet om natten. Så hun får våde blebukser. Hun har fået en ringklokke ved sin seng, så hun kan ringe efter en nattevagt. Hun har bare aldrig benyttet sig af den. Så jeg talte med Gitte om selv at stå op om natten. Jeg foreslog, at en nattevagt kunne komme og kalde på hende. Men det ville hun ikke have. Men hun ville godt selv stå op. Så nu står Gitte selv op om natten – eller tisser i bleen og går selv ud og skifter den. Gitte er rigtig glad for det. På sigt er målet, at hun helt skal slippe for blebukserne.

- Fantastisk at du italesætter det. Muligheden har jo været der hele tiden. Hvorfor går hun ikke ud på toilettet? siger en af de andre pædagoger om bordet.

- Det er kommet, fordi Livskraft er sat i søen. Det har givet en masse refleksion, siger en tredje.

NÆSTE LEVENDE BILLEDE – SUSANNE BROBERG, PÆDAGOG PÅ BOTILBUDDET VESTER HASSING FORTÆLLER:

- Anni ville gerne til bal. Men der var ingen muligheder i vores nærområde. Så opdagede jeg, at der var Kandisfest i Løgstør. Jeg tænkte over, om hun nu kunne. Var det det værd? Men jo, du skal til bal, hvis du vil! Der er bare det ved det, at Anni er 85 år, og det er i Løgstør, hvordan kommer vi dertil? Taxi? Jeg talte med en kollega, og det viste sig, at der var flere, som gerne ville til fest. Og vi kom til fest. I vores bus. Det var en utrolig oplevelse. Anni livede simpelthen op. Hun hyggede sig. Kørte rundt og var oppe på scenen. Hun blev også fotograferet med Kandis-Johnny. Hun snakkede hele vejen hjem og var slet ikke træt næste dag. Jeg har lavet en planche med hende her i weekenden.

Susanne holder en planche i A3-størrelse op, hvor der er fotos fra festen og lidt tekst om, hvad der skete.

- Jeg har lært af det at være bevidst om at lytte til, hvad de virkelig gerne vil. Ikke bedømme på tidligere handlinger. Ikke dyrke fortiden. Men med godt fodarbejde kan man komme mange problemer til livs på forhånd. Vi er blevet bedre til at se mulighederne hos brugerne, hvor vi før så begrænsninger. Nu prøver vi! Fokus på drømmen! Hvis der er en drøm, så skal de dæl’me have lov. Vi kan ikke tillade at være begrænsende på borgerens vegne, siger Susanne Broberg.

TREDJE LEVENDE BILLEDE – HELLE THOMSEN, PÆDAGOG PÅ BOTILBUDDET VESTER HASSING FORTÆLLER:

- Jeg tog vores spørgeguide ”her er mit liv” og spurgte Axel, hvad han er god til. Axel sagde feje, muge ud, køre ting væk på trillebør. Det skrev jeg på planchen og hængte den op uden på hans dør. Næste tanke var hvilke opgaver, som Axel ellers kunne lave. Og om nogle af de andre grupper havde noget til ham. Og så kørte vi i Jem og Fix og købte en kost og en skovl, hvor der nu står hans navn på. Og han skal også have en jakke, hvor det står ”Vicevært” på. Det hele gør, at Axel vil føle sig betydningsfuld, men det skal styres, for ellers rydder han op, til han segner.

- Forskellen på nu og tidligere er, at vi tidligere måske sagde, at det gør vi, men man kom ikke så meget videre. Og man glemte at spørge borgerne. Det, at man tvinges til at sætte sig ned og formulere det løbende, gør det meget anderledes end de gamle handleplaner.

SUSANNE BROBERG FØLGER OP:

- Vi ser på borgerne på en anden måde. Mere ressource end begrænsninger. Begrænsningerne er nok hos os selv. Det handler om at turde nogle ting i stedet for at gøre, som vi plejer. 

HANNE JUUL, LEDER PÅ BOTILBUDDET VESTER HASSING:

- Og så får man blod på tanden, når man ser, at det fungerer.

DRØMME OG RELATIONER
Det er en helt almindelig fredag formiddag i botilbuddet Vester Hassing lidt uden for Aalborg. Over en kop kaffe og et rundstykke samles de pædagoger, der har tid og mulighed for det, omkring det store mødebord til det, de kalder Café Livskraft. På endevæggen kan man se en hel masse plancher med historier om, hvordan man (det vil først og fremmest sige pædagogerne, men også beboerne selv) med små kneb og lidt nysgerrighed har formået at sparke en ny gnist ind i de 30 beboeres liv.

Og netop de gode, lærerige historier og en konsekvent viderefortælling af dem er et af kernepunkterne i det udviklingsprojekt, som man nu i halvandet år har kørt i Aalborg Kommune under navnet ”Livskraft – et projekt om drømme og relationer”. Fredagsmødet om det ovale mødebord i botilbuddet i Vester Hassing er netop en måde at formidle de lærerige fortællinger. Mødet eksisterede således ikke, før Livskraft-projektet blev sat i søen. Men nu mødes personalet en halv times tid hver uge og fortæller om de såkaldte prøvehandlinger. For det er centralt i hele projektet, at man skal prøve. Ofte går det godt, men det er tilladt at fejle, fortæller projektleder Ann Kinly Klinge. Videre siger hun om projektet:

- Livskraft blev søsat i januar 2016, og involverer alle cirka 600 borgere i botilbud, dagtilbud, bostøtte og væresteder i kommunen. Projektet er vores måde at arbejde med kerneopgavens mål om øget selvstændighed. Livskraft baserer sig på de erfaringer, man i kommunen fik med miniprojektet ”Med drømme som drivkraft”, der kørte i tre måneder i 2014/ 2015, hvor ti borgere med vidt forskellige støttebehov deltog.

- Vi havde en antagelse om, at alle har drømme, og at drømme er en motiverende løftestang for at lære noget nyt eller for at bruge det, man kan, på en anden måde. Uanset udgangspunkt. Og resultaterne gav gåsehud. Alle borgerne fik positivt udvidet deres måde at kunne være i verden på, for eksempel ham, der lærte at tage bussen, og dermed fik udvidet sin frihed til oplevelser, og hende der fik frydefuld og beroligende alene-tid i sandkassen året rundt - fordi den nu står midt i stuen! Vi satte ikke borgeren i centrum - vi satte borgerens drøm i centrum, siger Ann Kinly Klinge.

Fremgangsmåden er blandt andet at få forskellige personer til at kaste netop deres blik på hver enkelt borgers drøm, situation og vilkår med det formål at få øje på nye muligheder og veje at gå. Ud over borgerne selv kan det være pårørende, de nære medarbejdere samt andre fagfolk, der kan bidrage med relevante vinkler, for eksempel vedrørende kommunikation, sansemotorik eller fysioterapi. Og så skal der laves prøvehandlinger – og deles erfaringer med kollegerne på arbejdspladsen og med kolleger på andre tilbud i form af temadage, workshops og stafetter.

- Det har været en stor succes at samle eksempelvis tre forskellige tilbud til en snak om, hvordan hver især arbejder med Livskraft. Og jo flere forskellige medarbejdere, der deltager i udviklingsarbejdet, jo bedre, for det er med til at sikre, at begejstring og videndeling bliver vekslet til et stærkt ejerskab, siger Ann Kinly Klinge.

SÅDAN HAR VI JO ALTID GJORT, MEN…
Erfaringerne med Livskraft er på mange måder enslydende fra de to øvrige tilbud, som LEV besøgte denne fredag i april. Underliggende er, at fokus på borgerens muligheder og evner har man jo altid haft, men så alligevel: Livskraft har været med til at frisætte en masse liv. På dag- og aktivitetstilbuddet værkstedet Hammer Bakker siger pædagog Trine Bonde:

- Der er mere fokus nu, og vi tør stille andre spørgsmål til borgerne om, hvad de vil og drømmer om. Det, at vi også snakker om det indbyrdes, har givet mig meget rent fagligt. Det har givet noget til hele huset – både borgerne og os pædagoger.

På værkstedet Hammer Bakker deler man også historierne indbyrdes. Til stor inspiration for hinanden.

- Tidligere var det vores tolkning af, hvad borgerens ønske er. Vi fik ikke altid spurgt borgeren: Hvad giver mening for dig? Hvorfor skal hun være i textil-værkstedet, hvis hun hellere vil arbejde med maleri? siger Rikke Rye, fungerende leder af aktivitetscenteret.

- Nu er det borgerens egne ønsker og drømme, der er i fokus. Kunne man måle livskvalitet – både for borgeren og pædagogen - så er der sket ting og sager. Man kan mærke det, når man kommer her. Livskraft skaber glæde. Arbejdsglæden er steget. Vi kan også se, at sygefraværet hos personalet er faldet markant, efter vi begyndte med Livskraft, siger Rikke Rye.

I botilbuddet Valmuehaven i Sulsted bor der 12 borgere i alderen 44-79 år med udviklingshæmning, seks af dem har demens. Her siger pædagog Anette Mortensen om Livskraft:

- Vi har arbejdet med Livskraft i et år. Fokus hos os har været at styrke selvstændigheden og relationer. Vi er vant til at være i relationen, men nu arbejder vi lige så meget med at facilitere nye relationer for borgerne.

DA KAJS LEJLIGHED SKULLE MALES
En enkelt begivenhed fik en anden pædagog, Gitta Sloma, overbevist om, at der er et stort potentiale i Livskraft, nemlig da Kaj Poulsen hjalp til med at male sin egen lejlighed.

- Vi var nysgerrige på projektet fra starten. Men der var også den tanke, at hvad er det nu lige, vi skal med det her? Men efter det med Kaj, er jeg ikke i tvivl.

Eksemplet med Kaj er helt nede på jorden – ikke en stor og enestående opfindelse. Men det viser, hvad Livskraft helt basalt handler om: kendskab til og brug af borgernes egne drømme og tanker. Gitta Sloma fortæller:

- Kaj ville gerne male egen lejlighed. Så vi købte en heldragt, så han kunne deltage. Vi brugte selvfølgelig en professionel maler. Men Kaj var med. Det var aldrig sket tidligere. For Kaj var det bare den fedeste oplevelse at være med til. Overordnet handler det om, at vi pædagoger skal væk fra centrum. Vi skal se borgeren, vi skal kende borgeren. Men vi skal væk fra centrum.

Der er to spor i Livskraft, som kan føre til prøvehandlinger: 1) Et nyt fagligt blik på borgers situation og muligheder. 2) Et ønske om at brede viften af mulige relationer ud – også gerne til lokalsamfundet.

I Valmuehaven har man haft mange tiltag omkring en styrkelse af relationerne til lokalsamfundet. For eksempel har man fået kontakt til et dyreinternat, da mange af beboerne er glade for dyr. Det har resulteret i et besøg på internatet, og nu vil internatet gerne komme på genbesøg. Livskraft har også ansporet til, at gåture er brugt til at efterspørge – og heldigvis finde – ”Sulsteds ildsjæl nr. 1”.

Nu er dialogen i gang med ham om, hvordan han kan hjælpe med at finde andre borgere i byen, som botilbuddet kan samarbejde med, og man har knyttet tætte bånd til et nærliggende plejehjem. Den anden vinkel med et nyt syn på borgerens egen situation har man også – som eksemplet med Kaj og malingen af hans lejlighed viser. Nogle gange kan de to spor kombineres. Som da en ældre dame fra plejehjemmet var endt i Valmuehaven uden at kunne finde hjem. En af pædagogerne fik tanken, at måske ville en af Valmuehavens beboere, Birthe, følge damen hjem? Og Birthes omsorgsgen er helt i top, så hun har nu flere gange fulgt plejehjemsbeboere hjem. Tidligere var det nærmest pr. automatik en pædagog, som fulgte de ældre hjem. Men for Birthe er det stort at kunne gøre noget for andre. Så hvorfor ikke lade hende gøre det?!

Hele Livskraft-projektet kører frem til udgangen af 2018. Hele fagcentret arbejder videre med projektet ud fra den virkelighed, de selv sidder i. Der er altså ingen fast manual, man skal følge, hvilket også betyder, at nogle er kommet længere i processen end andre.

Løbende kan de trække på projektets to bagmænd, projektlederne Ann Kinly Klinge og Mette Karmark Wenderby. De to er i øvrigt så småt gået i gang med forberedelserne til en bog, der skal fortælle om og dokumentere projektet.

Gitta Sloma fra Valmuehaven får de sidste ord:
- Livskraft er blevet en del af vores tankesæt. Borgernes tanker og drømme - det er der, guldet ligger.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 3 2017

Læs mere
Læs hele bladet her