Drop kassetænkningen - se på det enkelte menneske

Af Karin Ditlevsen

Marianne Jakobsen ønsker ikke, at hendes søn Troels, 23, skal pakkes ind i vat. Og han skal ikke have hjælp til ting, han godt kan klare selv. Og de ting, han ikke kan klare ved første forsøg, skal han forsøge at lære at beherske.

Der er dog bare visse ting, Troels Sørensen har behov for hjælp til at lære og udføre. Og her mener Marianne Jakobsen ikke, at det kommunale system, i dette tilfælde i hjemkommunen Tønder, lytter nok til det enkelte menneskes ønsker, behov og udviklingsmuligheder.

Fik afslag på lejlighed
Troels havde i en årrække et meget stort ønske om at få sin egen lejlighed.
- Jeg vil gerne klare mig selv så meget som muligt og blive set som et selvstændigt menneske, forklarer Troels Sørensen. Men her mødte han og hans mor ikke meget støtte.
- Da vi udtrykte ønske om en lejlighed til Troels, fik jeg at vide, at kommunen ikke havde mulighed for at finde en lejlighed til Troels. Det eneste boligtilbud, han kunne få, var et værelse i et bofællesskab for udviklingshæmmede, fortæller Marianne Jakobsen.

Det skal være løgn, tænkte Marianne. Troels skal have en chance for at bo for sig selv i en lejlighed, når det er det, han så brændende ønsker sig.

Stuves sammen på bosteder
Så Marianne satte sig ned og ringede rundt til boligforeninger i Tønder Kommune. Og et boligselskab kunne med det samme tilbyde hele tre forskellige lejligheder til Troels.

Nu har Troels boet i sin egen lejlighed i udkanten af Tønder i tre et halvt år. Det fungerer superfint, og han er lykkelig for at have fået chancen.
- Når nu kommunen vil presse Troels til at bo i et bofællesskab, så er det et udtryk for kassetænkning. Det handler udelukkende om besparelse. Der bliver ikke taget nogen form for personligt hensyn.
- Det er nemmest og billigst at samle grupper af udviklingshæmmede på bosteder. Selv om nogle måske – som Troels – brændende ønsker at bo for sig selv og er i stand til at klare sig selv med en form for hjælp, siger Marianne Jakobsen.

Udvikling – ikke fastholdelse
Marianne Jakobsen har opdraget alle sine tre børn til, at de skal være høflige, sparsommelige og tage ansvar for deres eget liv. De skal udføre deres del af de opgaver, som de møder hen ad vejen i livet. Og de skal tro på sig selv.
- Handicappede, der godt kan, skal klare sig selv. Men omvendt skal de have den hjælp, de har behov for, for at komme videre. Og der synes jeg ikke, at det er godt nok, det, vi har oplevet med Troels, siger Marianne.

Troels - og andre handicappede - skal udvikles – og ikke bare fastholdes, understreger Marianne.

Troels er på førtidspension, men et andet stort ønske for ham er at få et arbejde. Derfor vil han meget gerne ind i et meningsfuldt praktikforløb, som kan føre ham videre imod et skånejob. Men heller ikke her har han mødt den store hjælp, fortæller Marianne.

Troels mødte muren
Troels gør en stor indsats selv. Men han har også, som sin mor, oplevet at løbe panden mod en mur.

Troels personlige drøm er at komme til at arbejde på en tankstation.
- Min far har arbejdet på en tank, og jeg er blevet interesseret i livet på sådan et sted. Der sker noget hele tiden, der er travlt, og der kommer mange mennesker, forklarer Troels engageret.

Så Troels ville i praktik på en tankstation. Men Tønder Kommunes eneste tilbud om en praktikplads var at sende Troels til en second hand-forretning, hvor udviklingshæmmede arbejder under pædagogers vejledning.

Det var ikke, hvad Troels ønskede, og han ville derfor gerne have hjælp på kommunens jobcenter til at skrive en ansøgning til en tankstation om at komme i praktik. Men han følte, at den ene sagsbehandler bare sendte ham videre til den næste, så han ikke fik den hjælp, han havde brug for.

- Jeg må ærligt indrømme, at jeg var meget overrasket over, at jeg ikke kunne få hjælp til at skrive den ansøgning, siger Troels.

Storebror måtte hjælpe
Igen måtte familien i sving. Denne gang var det Troels’ storebror, som trådte til. Han hjalp Troels med at formulere en ansøgning om en praktikplads og sende den til Circle K i udkanten af Tønder.

Troels og hans storebror havde held med deres fælles indsats. Troels fik et ja fra Circle K om en praktikplads. Han skal være i praktik i to måneder, og på nuværende tidspunkt er den første måned gået rigtig godt. Om et par uger får Troels svar på, om praktikopholdet kan føre videre til hans store drøm om et fast skånejob på 15 timer om ugen.
- Men hvis vi får nej til det skånejob, så prøver vi bare et andet sted, siger Marianne med meget fast stemme.

- Ja, og så tager jeg bare de erfaringer, jeg har fået fra Circle K, med mig, siger Troels.

Blev kaldt tosset
Undervejs har Marianne måttet lægge ører til lidt af hvert.

Stationsforstanderen ved Arriva, Troels' gamle praktikplads, fortalte en dag Marianne, at han havde haft en oplevelse, der havde chokeret ham.
- Han havde besøg af to pædagoger vedrørende en handleplan for Troels. De to sagde direkte til stationsforstanderen, at de syntes, at jeg var tosset i hovedet. - Jeg er blevet betragtet som kværulant af kommunale medarbejdere – bare fordi jeg går imod deres planer vedrørende min søn, siger Marianne Jakobsen.
- Mange kommunale ansatte mener, at de ved, hvad der er bedst, men i sidste ende har de en tendens til at skubbe ansvaret fra sig. Hvor har jeg hørt den sætning: ”Det er ikke mit bord” mange gange! fortæller Marianne og fortsætter:
- De vælger tit den nemmeste løsning og sætter sig ikke ind i det enkelte menneskes mulighed for udvikling, og man belønner heller ikke en udviklingshæmmets eget initiativ.

Systemet før mennesket
- Man ser ikke på det enkelte menneske i det offentlige system. Det hele handler om kassetænkning. Der er så meget, kommunen siger, der ikke er muligt på grund af de og de regler. Jeg synes, at jeg har oplevet, at det er systemet, der kommer før menneskene, siger Marianne.
- Jeg vil gerne ændre kommuners måde at tænke på generelt. Kommuner bør stoppe med at se sig blinde på penge og regler og i stedet fokusere på at hjælpe mennesker videre fremad i deres liv. Kommunerne skal høre bedre efter, hvad pårørende har af ideer, når det gælder deres børn med specielle behov, mener Marianne.
- I dag går det rigtig godt for Troels. Nu vil jeg gerne hjælpe andre forældre ved at inspirere dem. Det kan betale sig at kæmpe for sine egne og sine børns rettigheder.

Artiklen var i LEV Bladet nr. 7 2017

Læs mere
Troels har travlt
Vi tager det skridt for skridt
Læs hele bladet her