Det skrev vi for 51 år siden: Burde åndssvage berøves valgretten?
Der er opstået røre i Vodskov, fordi 70-80 af forsorgscentrets beboere deltog i kommunevalget fornylig.
- Det er på tide, myndighederne får øjnene op for det urimelige i, at vor kommunes fremtid bestemmes af otte hundrede evnesvage. Og det ligger klart, at hvis jeg modtager en beboerhenvendelse - hvad der tilsyneladende er gode chancer for - vil den omgående blive sendt videre til ministerium og folketing.
Ordene kommer fra sognerådsformand Simon Nielsen, Horsens-Hammer, nord for Aalborg. Horsens-Hammer gør sig udadtil bemærket ved at være hjemsted for den landskendte forsorgsinstitution Vodskov, hvor 800 evnesvage lever deres daglige tilværelse. Dette er baggrunden for sognerådsformandens udtalelser.
Kommunalvalgets efterdønninger i den nordjydske kommune er svære, og mand og mand imellem nævnes ordet ”skandale” i forbindelse med valget. Foreløbig har dog én vovet at sige det højt. Moderat i, læserbreve i den ålborgensiske presse, lige ud i en udtalelse til B. T.
- Måske er det et upopulært standpunkt, siger fru gårdejer Karen Gylling, - men jeg mener virkelig, der er tale om en skandale, når de evnesvage under ledsagelse møder op i store flokke på valgstedet for at stemme. Enkelte kan hverken læse eller skrive.
Misforstå mig ikke. De evnesvage diskrimineres ikke, og til daglig omgås alle på lige fod i butikker og på gader.
Men at de skal have så stor indflydelse på mandat-fordelingen, kan der ikke være nogen mening i…
- Hvor stor indflydelse?
- Det er umuligt at svare nøjagtigt, men efter den store valgdeltagelse fra forsorgscentret drejer det sig formentlig om flere mandater i sognerådet, siger sognerådsformand Simon Nielsen. - Det fremgår alene af, at blot to stemmer mere på en af listerne havde betydet et mandat ekstra…
Evnesvage har ifølge-lovgivningen af 1959 - hvis de ikke er umyndiggjorte eller under valgretsalderen - krav på at blive optaget på valglisterne og dermed deltage i kommune- og folketingsvalg. I Danmark har ca. 50.000 evnesvage valgret. Af disse befinder de ca. 20.000 sig under forsorg.
- Bestemmelserne er et led i arbejdet på at normalisere de evnesvage, og dermed er det imod lovens ånd at forhindre dem i at stemme, siger centrets inspektør, Stig Pedersen.
Ovenstående er citeret fra BT d. 11. marts, der dagen efter skriver:
Vil kæmpe imod af al magt
Skulle man følge borgerne i Vodskov, ville man ende i den sorteste middelalder, hvor kun en snæver kreds havde valgret. Og hvem tør påtage sig at afgøre, hvem der har intelligens nok til at stemme…
Det manglede bare, at de evnesvage ikke skal have valgret i kommunen. De bruger for ca. en halv million kroner af deres lommepenge om året i byens butikker og opfylder alle betingelser som gode borgere. De er med til at holde kommunens økonomi oppe, såvel som alle andre. Hvorfor så afskære dem fra deres ret?
Det er forfærdeligt med denne ballade i en tid, hvor alt sættes ind på at normalisere de evnesvages tilværelse. Dette er en dansk form for diskrimination.
Tre af de mest fremtrædende mænd i arbejdet med evnesvage vender sig alle skarpt mod de nordjyske protester i forbindelse med det omdiskuterede valg i Horsens-Hammer kommune, hvor de evnesvage ”kom dragende til valglokalet i store flokke”. Sådan blev situationen i går i B. T. beskrevet af en valgdeltager. De tre mænd er kontorchef i Statens Åndssvageforsorg Erik Frandsen, chefen for forsorgsinstitutionen Vodskov, overlæge G. Wad og næstformanden i Landsforeningen Evnesvages Vel, assurandør Bent Ørbæk Nielsen, Aalborg.
Horsens Hammer Kommune tæller ca. 5.500 beboere, hvoraf 3.300 har valgret. Forsorgsinstitutionen Vodskov for åndeligt handicappede har ca. 800 patienter, hvoraf de 500 er over valgretsalderen.
Overlæge G. Wad: - Hele diskussionen er en storm i et glas vand. Højst 80 af patienterne stemte i tirsdags, og der er bestemt ikke tale om store flokke. Ingen behøver at være bange for, at de evnesvage skal dominere kommunalbestyrelsen, og tanken om, at en alumneliste skulle få to mandater valgt ind i sognerådet, er helt forrykt.
Jeg er ikke blind for problemerne, men Folketinget har vedtaget, at evnesvage har valgret, og det kan vi kun rette os efter.
- Der er tale om at gå til Folketinget?
- Det kommer der intet ud af, siger kontorchef Erik Frandsen. Statens Åndssvageforsorg vil kæmpe imod af al magt, og jeg ved, at adskillige folketingsmænd er imod tanken om en indskrænkning af de evnesvages rettigheder. Desuden kan jeg ikke se, hvilket kriterium man ville anvende til bedømmelse af valgretten…
- Jeg er målløs over reaktionerne i Vodskov, siger Bent Ørbæk Nielsen, og jeg skal ikke skjule, at jeg finder dem i høj grad usmagelige. Adskillige af indbyggerne har stor gavn af de evnesvage, der anvendes som billig arbejdskraft. For en kop kaffe og et par kroner benyttes de ofte en hel dag til forårsgravning af haver eller lignende. Ingen kan vel i fuld alvor frygte Vodskov-patienternes indflydelse på kommunalpolitikken. Man skulle tro, at det snarere er dem udenfor end dem indenfor, det er åndeligt handicappede.
De bør holdes udenfor
Flere vælgere i Vodskov og Horsens-Hammer kommune, hvor forsorgscentret med de 800 evnesvage er placeret, overvejer at gå med i en protest til Folketinget imod, at evnesvage kan være med til at bestemme i den by, hvor de ellers færdes frit uden gnidninger med de øvrige beboere. Her er tre Vodskov-borgeres mening:
- Alene det, at de er under forsorg, gør, at de ikke burde stemme, siger chauffør Norman Andersen, Skovgårdsvej. Til daglig opstår ingen konflikter, men når det drejer sig om noget så væsentligt som et valg, mener jeg, der bør være en kant. Jeg bryder mig ikke om, at evnesvage bestemmer sognerådets sammensætning. Og tanken er ikke utænkelig. Lad dem stemme i deres hjemkommuner. Så bliver der intet vrøvl.
- Evnesvage kan ikke have den fornødne indsigt i offentlige sager, mener lektor Aa. G. Holtved, og derfor synes jeg, de bør holdes udenfor. Men loven skal holdes, så der er vel ingen vej udenom.
Snedkermester Valdemar Kohl, Syrenvej 28: - De evnesvage er altid venlige og hjælpsomme, deri ligger en fare. Man kan få dem til alt, hvis man forstår at tage dem rigtigt. Det vil sige, at folk, de kender, har nemt ved at påvirke dem før et valg. Jeg er imod, at de får indflydelse på kommunevalget.
– Wils.
BT kommenterer endvidere sagen i en ledende artikel:
Det er deres ret
Fremskridt kan være svært at administrere. At medborgere under åndssvageforsorg bliver stimuleret til interesse for samfundets anliggender, er helt i pagt med nutidens opfattelse af de evnehandicappedes muligheder.
Alligevel forstår man godt reaktionen fra beboere omkring det store åndssvagecenter Vodskov nord for Limfjorden: Her lever ca. 800 evnesvage deres daglige tilværelse, og nogle af dem har ved lige afholdte kommunevalg for første gang sat deres kryds på en stemmeseddel.
At de evnesvages aktive interesse for samfundets anliggender ikke er et let problem, fremgår af sognerådsformandens udtalelser til B. T. i går. Med stor valgdeltagelse fra Vodskov regner han med, at de evnesvage har kunnet vælge to mandater ind i sognerådet.
Reaktionen fra sognets faste beboere er ikke udeblevet. Mange synes, at det er en skandale. Der er dog endnu ikke fremsat krav om ”umyndiggørelse af hele bundtet”, således som indenrigsministeren foreslog, da Folketinget behandlede netop dette problem. Det kommer forhåbentlig heller ikke. Vi præsterer i disse år en kraftanstrengelse for at løfte behandlingen af åndssvage op i et mere humant og tolerant plan. Bestræbelserne går ud på at lade dem mærke, at samfundet anerkender dem. Mange af dem fylder på udmærket måde deres plads i samfundet, og ingen tænker på, at disse mennesker er under åndssvageforsorg.
Man bliver altså også i Vodskov nødt til at indstille sig på de evnesvages deltagelse i kommunalvalget. Er man forskrækket over disse medborgeres store antal, er der kun ét råd, man kan give de fastboende i sognet i fremtiden at prøve at tage hensyn til denne store gruppe ved opstillingsmøderne. Man tager jo allerede i forvejen taktiske hensyn til minoritetsgrupper, når man sammensætter kandidatlisterne.
Det har åbenbart overrumplet beboerne i det nordjyske sogn, at de evnesvage har gjort så kraftig brug af deres borgerlige rettigheder. På denne baggrund er reaktionen forståelig. Men næste gang ved man, at der i sognet findes en særdeles aktivt interesseret gruppe medborgere, som man må tage hensyn til.
Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 6, 2017 og oprindeligt i Evnesvages Vel, april 1966
Læs mere
Læs eller hent hele bladet her