Når du beder mig tage mig sammen, tænker jeg, at du skulle prøve at have det ligesom mig

Af Maja Hansen, førtidspensionist

Kære dig, der læser dette. Jeg lever på mange måder ligesom dig. Jeg bor i egen lejlighed, handler ind selv, har haft et arbejde, sidder i to bestyrelser og har hjulpet til som frivillig på en festival. Men jeg er ikke som dig. Jeg kæmper med det, der hedder mine ’eksekutive funktioner’, som på forståeligt dansk er det, der har med behovsstyring, planlægning, overblik og motivation at gøre.

Det hele begyndte ved fødslen, hvor jeg ikke fik nok ilt. Jeg er udviklingshæmmet, og jeg plejer at sige, at min hjerne modarbejder mig, men det er der mange, der ikke forstår. Så når jeg skal forklare det, plejer jeg at sammenligne min hjerne med en teenagers. For eksempel skal jeg ofte bruge dobbelt så langt tid og dobbelt så mange kræfter på at løse de kedelige opgaver i hjemmet. Simpelthen fordi jeg først skal bruge tid på at overbevise min hjerne om, det skal gøres. En opvask kan for eksempel tage mig en halv time at komme i gang med, og en tur ned at handle kan tage mig ligeså lang tid at overbevise mig selv om.

Min hverdag afhænger af, hvordan min nat er gået. Hvis jeg er vågnet mange gange i løbet af natten, sover jeg formiddagen væk, ellers står jeg op ved 6-7 tiden og skriver godmorgen til min far og min kammerat. Jeg hører musik på YouTube eller finder en serie - altid en med flere afsnit - som jeg ser. Tiden går bare, og det er ikke altid, jeg har noget at se til. Mit humør, når jeg går i seng, hænger meget sammen med, om jeg har oplevet noget negativt i løbet af dagen, for jeg bliver nemt slået ud af kurs, hvis jeg ikke selv kan styre min hverdag eller bliver presset eller stresset.

Jeg prøver altid at berolige mig selv, når jeg går i seng, men det er ikke altid, det virker så godt, som jeg ønsker det. Når du møder mig, ser du nok ikke med det samme, at der er noget galt. For ligesom mange andre udviklingshæmmede, handicappede og mennesker med skjulte sygdomme går vi rundt med smerter, hjerner der modarbejder os, depression, angst, en psykisk lidelse eller andet, du ikke kan se med det blotte øje.

”Hvorfor tager du dig ikke sammen”, får jeg tit at vide. ”Det hjælper at komme ud og få frisk luft”.

Og så er det, jeg får jeg tanken, jeg bare ikke må tænke, men som kommer til mig alligevel: Jeg vil ønske, du selv kunne prøve at have det som os, så du kunne mærke, hvordan det er.

Jeg ved godt, at det er forkert at tænke sådan, men jeg kan ikke altid lade være. For selvom folk måske siger noget i en god mening, så hjælper det ikke rigtig. Tværtimod. Vi, der har det svært, gør jo allerede det, vi kan for, at det, vi kæmper med, ikke skal holde os nede mere end højest nødvendigt. Vi tager os sammen hver dag. Og bare fordi du ikke kan se, hvad vi fejler, skal du ikke dømme os uden at kende os og det, vi kæmper med.

Jeg har været heldig at møde nogle få personer i mit liv, der har været med til at gøre, at jeg har kunnet udvikle mig, og det er jeg mere end almindelig glad for. Den ene er min kontaktperson fra kommunen, den anden er en sexolog. De har set på det, som jeg vidste, jeg kunne, men som jeg ikke har kunnet udvikle, uden de var der. Desværre er ikke alle så heldige som mig. De har ikke overskud til noget, men er overladt til sig selv. Men uanset hvilken situation, man står i, og hvilken hjælp og støtte, man har fået, har man brug for at blive set som den, man er.

Jeg vil gerne ses på som et almindeligt menneske, men vil gerne have, at du tager hensyn til, at der er ting, der er sværere for mig, end de er for dig. Prøv at sætte dig ind i min situation i stedet for at have travlt med at dømme mig og irriteres over mig. Lad være med at give mig dine dumme kommentarer. De gør det kun endnu sværere at få en hel almindelig dag til at gå.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 8 2018

Læs mere
Læs hele bladet her