Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ny film om berømt finsk punkrock band

Bandet var finsk deltager ved det europæiske Melodi Grand Prix i Wien i 2015.

MAGASINARTIKEL

Af Lars Ege

I Finland har der i syv år huseret et fantastisk punkrock band, der opnåede tårnhøj international status. Bandet er nu opløst, efter at dets leder og ’maestro’, Pertti Kurikan, trak sig fra rampelyset. Der blev i løbet af de ti år lavet to film om dem.

Bandet, der hed Pertti Kurikan Nimipäivät (PKN), spillede og sang med sit helt eget udtryk, blev berømt i Europa – og videre ud i verden. Og ja, så var der også noget andet helt særligt ved bandet, nemlig at det bestod af dem, det gjorde. Fire musikere, seje og bløde gutter med masser af personality. Og så forresten også med udviklingshæmning inde over.

Et filmhold fulgte PKN gennem tre år, til og med 2016, hvor deres tid som band sluttede. Det blev til filmen Punk Voyage, der har international og dansk premiere i København fredag d. 16. marts. Det sker på CPH:DOX dokumentarfilm festivalen. Den nye film handler om, hvorfor festen måtte slutte. Og hvorfor det var så svært at komme overens om det, og hver for sig acceptere det.

Mødes på institution
Punk Voyage er produceret i et finsk, svensk, norsk og dansk samarbejde (dansk medproducent er Lise Lense- Møller/Magic Hour Films). Bandets medlemmer havde oprindelig fundet sammen på en finsk institution, der hedder Lythy. Den arbejder ud fra den grundantagelse, at udviklingshæmmedes sociale kompetencer og evner til at kommunikere opbygges gennem musik og andre kunstneriske aktiviteter. Det kom mildest talt til at passe for vores fire venners vedkommende, der udviklede sig til sammen at udgøre et af Europas største punkrock bands.

Denne forbløffende skabelsesproces hen over nogle år fra at være fire ukendte musikere til at blive stadigt mere populære blev dokumenteret i den første film, den internationalt anerkendte The Punk Syndrome fra 2012. Den blev optaget i bandets tidlige periode. Herfra bare steg populariteten frem til, da offentligheden virkelig fik øjnene op for dem. De to instruktører, Jukka Kärkkäinen og J-P Passi, har omtalt deres første film som en glædesfuld historie om fødslen af noget nyt og den nye film som snarere det modsatte. Et komplekst mix af ups and downs, bitre følelser, lettelse, usikkerhed om ’hvad-nu’ for de enkelte - og at se sit liv i øjnene uden stjernestøv.

If you retire, i'll shoot myself
Mere konkret førte deres identitet som celebriteter - efter mere end 300 koncerter i 16 lande og optræden ved grand prix’et i Wien for mere end 100 millioner seere – til sidst til kiv og kant. Kari kæmpede med fristelser og ansvar over for publikum; Sami begyndte at udvide sit territorie til politik og religion; Toni og roadien konkurrerede om den samme pige. Og Pertti rumlede jo med sine pensionsplaner.

Gnisterne illustreres i en kort sekvens i den nye film. Bandets leder Pertti Kurikan bemærker, at han er træt af ræset, vil stå af det og gå på pension. Hvortil trommeslageren Toni resigneret, men tørt, replicerer, at han i så fald vil skyde sig.

Og så alligevel helt sikkert komme videre.

 

BOKS
Filmen Punk Voyage vises fire gange i København
Den internationale (og danske) premiere på ’Punk Voyage’ (se artiklen) finder sted i København fredag d. 16. marts. Det sker på CPH:DOX, der er en af verdens største og mest prestigefyldte dokumentarfilms festivaler.

Filmen vises fire gange under CPH:DOX-filmfestivalen:
Fredag d. 16. marts kl. 22.00 – i Empire Bio
Lørdag d. 17. marts kl. 21.30 – i Falkoner Biografen
Tirsdag d. 20. marts kl. 14.00 – i Cinemateket
Fredag d. 23. marts kl. 20.00 – i Empire Bio

Billetter købes i den enkelte biograf

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2018

Læs mere
CPH Dox - Punk Voyage deltager i en nordisk konkurrence på filmfestivalen
CPH Dox - Program for visning af Punk Voyage
CPH Dox - Information og billetter

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.