Vi kan supplere men aldrig erstatte hinanden

Af Karin Ditlevsen, freelancejournalist 

- Det er for så vidt ikke noget nyt, at ergoterapeuter og socialpædagoger arbejder sammen. Det kan i mange tilfælde give meget god mening. Hvis en borger har brug for ergoterapeutbehandling, skal han have det. Ligesom han måske har behov for behandling af en fysioterapeut. Det hele handler om at få sikret borgerens livskvalitet bedst muligt. Og det kan godt ske i et samspil imellem forskellige faggrupper.

Marie Sonne påpeger dog, at de to faggrupper har vidt forskellig faglig baggrund.

- Ergoterapeuter har en indsigt og viden om kroppens funktioner og fysiologi, som socialpædagoger ikke har. Socialpædagoger arbejder mere med den psykologiske side. Vi holder det hele menneske og hans liv for øje – vi ser ikke en patient, – men en borger. Vi følger tit en beboer op igennem hele hans eller hendes liv; vi er jo på bostederne døgnet rundt, og vi skaber på den måde tætte relationer til beboerne.

- Ergoterapeuter og socialpædagoger kan supplere hinanden, vi kan samarbejde om mange opgaver, men vi vil aldrig kunne erstatte hinanden, fastslår Marie Sonne.

Fast fordeling er ulogisk
På den baggrund undrer hun sig over filosofien om at have fastlagte kvoter for de forskellige faggrupper på bosteder, som for eksempel Følstruphuse.

- Jeg mener egentlig, at det kan være lidt ulogisk at have en fast sats at gå efter i forhold til hvor mange socialpædagoger og hvor mange ergoterapeuter, der skal være ansat på et bosted. Det kan jeg ikke helt se meningen med. Fagfordelingen må rette sig efter behovet, efter hvad der gavner de enkelte borgere, mener Marie Sonne. Hun fortsætter:

- Det er fint, når ergoterapeuter engagerer sig så meget for området, at de vælger at søge ind på stillinger på bosteder for mennesker med udviklingshæmning i stedet for jobs som behandler på et hospital eller genoptræningssted, men der er altså forskel på arten af opgaverne. Og hvis det handler om en form for fysisk behandling, ville jeg aldrig turde kaste mig over det. Det ved jeg ikke nok om; det overlader jeg til en ergoterapeut, siger Marie Sonne.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 4 2018

Læs mere
Læs hele bladet her
Succes med tværfagligt samarbejde