Leder: En del af fællesskabet
I dette nummer af LEV Bladet har vi særlig fokus på frivillighed – i flere forskellige afskygninger. Vi fortæller for eksempel om Team U-Frivillig, hvor mennesker med udviklingshæmning i Odense yder en indsats i forhold til en række forskellige lokale aktiviteter – og opgaverne vælter ind. Eller om Unified Fodbold i Aarhus, hvor mennesker med og uden udviklingshæmning spiller fodbold sammen.
Af Anni Sørensen, landsformand for LEV
”Jeg synes, at det er rigtig fedt at gøre det sådan. Det er bedre, end hvis det kun var udviklingshæmmede, for vi kan sagtens være med her.” Sådan siger Sanne Hermannsen Broxgaard i en af bladets øvrige artikler om frivillighed. Her handler det om Djursland Folkehøjskole, som netop i disse uger er i gang med forberedelserne til teaterforestillingen ’Tågen i bakkerne’. Den opføres af en blanding af professionelle, lokale amatørskuespillere og elever fra Djursland Folkehøjskole, som er unge med udviklingshæmning.
Sannes budskab er enkelt – det er bedre, når vi gør det sammen. Og det er på mange måder kernen i det meste frivillige arbejde og den gensidighed, som altid skal være til stede. Frivilligt arbejde er ikke kun noget, man gør for andre, men også for sig selv.
De forskellige frivillig-projekter er også beretningen om inklusion mellem mennesker med handicap og mennesker uden. Dette er i øvrigt også kernen i LEVs egne frivillighedsprojekter Best Buddies og LEV-venner. Projekterne, både de LEV-interne og de eksterne, bidrager hver på deres måde til at skabe anledninger og arenaer, hvor mennesker mødes og skaber værdi for hinanden og for andre. Teaterforestillingen, foldboldspil, U-Frivillig – og de mange andre initiativer med tilsvarende fokus – er på den måde vigtige elementer i at modvirke den eksklusion, som mennesker med udviklingshæmning er blevet udsat for gennem så mange år.
På den måde kombineres to af de mest ’hotte’ politiske dagsordener, nemlig inklusion og frivillighed. Skiftende regeringer har gennem de seneste i hvert fald tre årtier sat ’det frivillige sociale arbejde’ på dagsordenen – og med vores nuværende regerings civilsamfundsstrategi har det frivillige fået endnu en omgang i den politiske mølle. Senest fik inklusionen for alvor fokus med Thorning- regeringens folkeskolereform, hvor parolerne handlede om alles mulighed for at blive en del af fællesskabet.
Næsten hver gang frivillighed og inklusion kommer på den politiske dagsordenen, afføder det, hvad man kunne kalde ’motivspekulation’. Handler det i virkeligheden bare om, at politikerne vil undergrave det offentliges ansvar og om at spare penge? Skal de frivillige overtage de ansattes opgaver – og skal børn med handicap bare inkluderes for at spare på specialskoletilbud?
Den diskussion er selvfølgelig meget relevant, og vi skal ikke være naive, når vi eksempelvis forholder os til diverse kommunale frivillighedsinitiativer. Men omvendt må vi ikke blive så forskrækkede over de underliggende dagsordner, at vi glemmer den værdi, som frivillighed med et inklusionssigte formår at skabe for dem, som er med – og for alle andre. En værdi, som handler om relationer mellem mennesker.
Lederen blev bragt i LEV Bladet nr. 3 2018.
Læs mere
Læs hele bladet her