Martins replikker sidder lige i skabet

Af Martin Hungeberg, freelancejournalist

Hver eneste morgen traver Anne Sejthen Hansen stien rundt om Djurslands Folkehøjskole tynd. Med et sæt dokumenter i hånden og blikket stift rettet mod de replikker, som hun skal fremføre i årets forestilling.

- Man skal jo øve sig hele tiden. Når vi kommer tættere på premieren, tager jeg mine replikker med overalt, fortæller Anne Sejthen Hansen, der har placeret sig på en bænk foran højskolen sammen med forstanderen og to veninder.

Hun er én af de unge med udviklingshæmning, der står på scenen i forestillingen ’Tågen i bakkerne’, som Djurslands Folkehøjskole for anden gang står bag. Årets stykke skal opføres i slutningen af maj, og det kan mærkes på skolen, der summer af forventning og forberedelser til premieren.

- Det er også bare fantastisk at være med til. Jeg har glædet mig, og samarbejdet med alle de andre, som kommer udefra, går super godt, siger højskoleelev og medvirkende Sanne Hermannsen Broxgaard.

Mødes altid i et kram
Inde på skolen er prøverne i fuld gang. Hovedrolleindehaverne Carla Hoeg Mikkelsen og Martin Vestergaard har indtaget scenen foran instruktøren og manuskriptforfatteren, mens andre interesserede stikker næsen ind og kigger med. Carla og Martin spiller søskende i stykket, men de har vidt forskellige baggrunde i virkeligheden. Carla er 14 år og friskoleelev, mens Martin er 43 år, elev fra højskolen og har Downs syndrom samt autistiske træk.

- Vi mødes i et kram, hver gang vi ses. Det er en meget varm forestilling at være en del af, og det skyldes blandt andet, at der er en bred vifte af mennesker med. Jeg havde faktisk ikke regnet med, at det kunne fungere så godt, som det gør. Jeg lærer især meget af at spille med mennesker som Martin. Det er helt sikkert med til at nedbryde fordomme og ens egen uvidenhed om mennesker med et handicap, beretter Carla Hoeg Mikkelsen.

- Det er fuldstændig lige meget, om vi er nogle, der er udviklingshæmmede og andre, der ikke er. Jeg har spillet, siden jeg var helt lille, så jeg er vant til det. Det gør mig glad at stå på scenen foran en masse mennesker, og det er rigtig godt at spille sammen med Carla og de andre, tilføjer Martin Vestergaard.

Til spørgsmålet, om det ikke kan være svært at navigere i alle de replikker, svarer Martin:

- Nej, nej, slet ikke. Kun, hvis man mister sine papirer. Men jeg var jo også med, da vi lavede en forestilling for to år siden, så jeg ved, hvordan det hele er, og jeg øver også om aftenen, inden jeg skal i seng.

Forestillingen tæller 200 mand, hvoraf Djurslands Folkehøjskoles 50 elever efter eget valg bidrager. En håndfuld har replikker på scenen, nogle er statister, mens andre arbejder på at smede våben til stykket, lave kostumer og kulisser.

Fællesoplæsning af manus
Tilbage på bænken er der bred enighed om, at der er en stor fordel i at blande alle slags mennesker i en teateropsætning.

- Jeg synes, at det er rigtig fedt at gøre det sådan. Det er bedre, end hvis det kun var udviklingshæmmede, for vi kan sagtens være med her. Om morgenen får vi læst op fra manuskriptet, så vi kan dykke ned i historien og følge med. Det kan jeg godt lide, og jeg er sikker på, at det bliver en rigtig god forestilling, forklarer Sanne Hermannsen Broxgaard.

- Det er spændende for os at være med i. Vi kan være en del af det hele og ikke kun se på, supplerer Heidi Betina Jørgensen, som er statist i årets forestilling.

Og det er der en særlig grund til:

- Jeg går ikke så godt, så det var svært for mig at have en rolle, hvor jeg skulle bevæge mig en masse. Men jeg ville bare være med, så nu er jeg statist i stedet, forklarer Heidi Betina Jørgensen.

- Der er så mange mennesker med i den her forestilling. For eksempel vores kok her fra højskolen. Jeg bliver glad af at deltage, det gør jeg virkelig. Jeg har mine replikker, som jeg skal huske, og det er en kæmpe udfordring, men det går rigtig fint, tilføjer Anne Sejthen Hansen.

Hovedtanken er inklusion
Entusiasmen deler forstander på Djurslands Folkehøjskole Heidi Vølcker. Hun mener overordnet, at det er helt forkert at tage for mange hensyn til mennesker med udviklingshandicap.

- Når der bliver stillet høje krav som her i forestillingen, så vokser man. Tag for eksempel den ene hovedrolle, Martin Vestergaard. Han har Downs syndrom, men også autistiske træk, så han er enormt god til at huske sine replikker. De sidder lige i skabet, forklarer forstander Heidi Vølcker.

Det er op til eleverne selv, om de vil være en del af forestillingen, og hvad de i så fald vil bidrage med.

- Men så bliver de også givet et meningsfuldt ansvar, hvis de vil have det. Det giver stor værdi for os alle, og vi ser ikke en barriere, fordi du eksempelvis har Downs syndrom. Samtidig sætter vi barren højt. Det er vores ambition, at forestillingen skal have et højt kunstnerisk niveau, siger Heidi Vølcker.

Manuskriptforfatter og lærer på højskolen Mai Wied er enig:

- Hele hovedtanken er inklusion. Det ville være fjollet, at andre lavede teater for elever med udviklingshæmning her på skolen, eller at det udelukkende var udviklingshæmmede, som deltog, når vi nu kan lave det så godt sammen. I mange tilfælde bliver et udviklingshandicap vendt til et plus i den her sammenhæng, og det er en fantastisk drivkraft for os alle sammen, pointerer Mai Wied.

De sociale bånd, der skabes på kryds og tværs, er for Martin Vestergaard en klar sidegevinst ved at være med i ’Tågen i bakkerne’:

- Det er min hobby at spille teater, og det giver oplevelser at være med. Jeg er venner med alle de andre, og bagefter holder vi kontakten, slutter hovedrolleindehaveren.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 3 2018

Læs mere
Læs hele bladet her
stjernestøv og fodbold
Frivillige er noget man avler
Leder: En del af fællesskabet