Det går rigtig godt i Danmark

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

Det går rigtig godt i Danmark. Klimakrise og sikkerhedspolitiske udfordringer truer. Men i Danmark går det godt. Det var hovedbudskaberne da statsminister Lars Løkke Rasmussen åbnede Folketinget den 2. oktober med den traditionsrige åbningstale om rigets tilstand.

I talen opregnede Løkke en række især beskæftigelsespolitiske fremskridt og forklarede, at den økonomiske velstand for den almindelige dansker er steget siden seneste folketingsvalg.

”Men kvaliteten af et velfærdssamfund kan ikke gøres op i kroner og ører alene. Den skal først og fremmest måles på, om borgerne føler sig trygge. Om hjælpen kommer, når de har brug for den. Om der er tid til omsorg,” sagde Løkke blandt andet i åbningstalen. Det udsagn kan der være meget sandhed i. Tryghed og tillid til at velfærdssamfundet kommer til undsætning, hvis man rammes af for eksempel sygdom eller af et handicap, er afgørende.

I LEV Bladet, nr. 5, august måned i år, fik vi imidlertid et billede på, at trygheden og tilliden blandt pårørende til børn, unge og voksne med udviklingshæmning er blevet svækket markant de seneste cirka ti år. Ann-Charlotte Solberg Kjeldsen, der er mor til en voksen søn med udviklingshæmning, udtrykte det på denne måde i en af bladets artikler:

”Benjamin har ikke nogen søskende, så hvem skal så hjælpe ham? Han er totalt afhængig af systemet. Og i Assens Kommune, hvor han bor, bliver der sparet rigtig meget, skulle jeg hilse og sige. Det gør mig pisse utryg.”

Frygt og bekymringer
Ann-Charlotte Solberg Kjeldsen er bestemt ikke alene om at nære en stigende utryghed i forhold til velfærdssamfundets omsorg, når man som pårørende ’ikke er her længere’. Og Assens Kommune er bestemt heller ikke ene om at gennemføre store besparelser på handicapområdet. En af de helt gennemgående bekymringer var da netop også angsten for, at velfærdssamfundet ville svigte endnu mere, hvis ikke der er nogle til at ’tage kampen med kommunen’.

Det kunne være om retten til et ordentligt beskæftigelsestilbud, om ledsageordningen, antallet af pædagoger i botilbuddet eller om, hvorvidt kommunen skal flytte rundt på mennesker, som bor i botilbud… og en række andre emner.

Skiftende regeringers fortælling om deres prioritering af ’kernevelfærd’ står i skærende kontrast til den oplevelse, som mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende oplever i hverdagen.

Ved præsentationen af regeringens forslag til Finanslov for 2019 proklamerede finansminister Kristian Jensen blandt andet, at ”den sunde økonomi [i Danmark, red] skal bruges til at skabe et endnu mere trygt og nært Danmark, hvor vi investerer i kernevelfærd til børn, unge, voksne og ældre…” Konkret mener regeringen, at den med finanslovsforslaget prioriterer hele 4,2 milliarder kroner til ”et løft af velfærden” i 2019.

Det lyder jo af mange penge. Men her er der grund til at være opmærksom på, at ’kernevelfærd’ er et ganske bredt og diffust defineret begreb. Cirka en fjerdedel af de 4,2 milliarder går til regionernes sundhedsvæsen, og en stor del af pengene til kommunerne er ligeledes målrettet det, som kaldes ’det nære sundhedsvæsen’. I finansministerens ’løft af velfærden’ indgår desuden 0,8 milliarder kroner fra Satspuljen. Satspuljen er penge, der er betalt af mennesker på folkepension, førtidspension eller kontanthjælp, idet deres indkomst årligt reguleres mindre end lønudviklingen i samfundet. En betydelig del af velfærdsløftet er så at sige betalt af modtagerne selv.

Hvor bliver velfærdsløftet af?
Kaster man blikket ud over landets kommuner, så er det mere end svært at få øje på, at der er udsigt til et ’løft af kernevelfærden’. I de igangværende budgetforhandlinger i kommunerne er der over hele landet lagt op til en ny omgang besparelser på diverse tilbud til børn, unge og voksne med udviklingshæmning og andre handicap.

Lad os tage et par helt friske eksempler. I Aarhus Kommune beskæres et i forvejen beskedent serviceniveau for socialpædagogisk ledsagelse til ferie med mere end en tredjedel. Fem årlige feriedage bliver til tre.

I Norddjurs Kommune var planen helt at fjerne serviceniveauet for socialpædagogisk ferieledsagelse og forringe den øvrige ledsagelse markant. Kommunen vil desuden beskære støtten i botilbud, aktivitets- og samværstilbud, STU mv. med hele ti procent. Adskillige andre kommuner planlægger tilsvarende besparelser på forskellige typer tilbud til mennesker med handicap. I en række tilfælde er der tale om generelle procentvise rammebesparelser, som byrådet vil lade kommunens forvaltning føre ud i livet i praksis.

I nogle kommuners beskrivelser af spareforslagene lægges der dog ikke skjul på de konsekvenser, det vil have for den enkelte borger. I Faaborg-Midtfyns Kommune er planen at gennemføre en afvikling af den socialpædagogiske ledsagelse til brugere af det, som betegnes ’Viftens tilbud’. Besparelse: en million kroner årligt. Konsekvensen anfører kommunen selv vil være ”… en begrænset mulighed for de borgere til at komme ud fra botilbuddet. Flere af dem gør brug af det til besøg hos pårørende, som det ellers ville være svært eller umuligt for dem at besøge. Andre bruger det til forskellige sportsaktiviteter, som de ellers ikke ville kunne deltage i.” (Faaborg-Midtfyns sparekatalog budget 2019).

Det er sådanne forringelser af livsmuligheder og vilkår for blandt andre mennesker med udviklingshæmning, som er virkeligheden i det Danmark, hvor det ’går rigtig godt’. Og det er disse forringelser, der får utrygheden til at stige blandt pårørende til mennesker med udviklingshæmning.

I eller uden for kernen
I en kommende folketingsvalgkamp kan vi være ret sikre på, at ’kernevelfærden’ vil være et tilbagevendende tema. Et godt gæt er, at praktisk taget alle partier vil love en styrkelse af denne særlige form for velfærd, som åbenbart befinder sig i kernen. Men vi kan formentlig være lige så sikre på, at ingen af partierne vil være særligt præcise i deres definition af, hvad kernevelfærd egentlig er for noget? Især vil der være tilbageholdenhed med at definere, hvem der ikke er en del af kernen, og som derfor ikke fortjener et løft.

Man hører nemlig meget sjældent Folketingets politikere proklamere, at de ønsker nye besparelser på hjælpen til mennesker med udviklingshæmning eller andre med handicap. Velviljen er som regel stor fra den kant. Alligevel har vi over de seneste ti år oplevet, hvordan skiftende regeringer år efter år pålægger kommunerne udgiftslofter, der ikke svarer til det pres på velfærdsydelserne, som kommer af, at Danmark har en aldrende befolkning. På socialområdet er der tale om en vedvarende og stigende underfinansiering, hvilket sætter sig igennem i de kommunale budgetter – og dermed i de vilkår, som bydes eksempelvis mennesker med udviklingshæmning. Vel at mærke alt imens der tales om styrket ’kernevelfærd’.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 7 2018

Læs mere
Læs hele bladet her