Livshistorier kan give større forståelse

Af Arne Ditlevsen

- Det er vigtigt, at alle har sin historie med sig. Så det er helt fantastisk, hvis forældre kan hjælpe med at lave en billedbog, om deres udviklingshæmmede søn eller datter, der ligger fremme i borgerens lejlighed. Medarbejderne har nemlig stor glæde og gavn af at vise interesse for borgerens historie og dermed også få del i minderne. For ofte er der jo ikke tid til at læse lange tekster om borgerne.

Det siger Susanne Hollund, der i 35 år har været optaget af, arbejdet med og undervist i udviklingshæmmedes livshistorie. Nu er hun gået på pension efter at have arbejdet som pædagog og leder i mange tilbud for mennesker med udviklingshæmning, men hun er fortsat aktiv. Blandt andet er hun medforfatter til bogen ”Når udviklingshæmmede sørger”, der udkom tidligere i år. Heri er der også et afsnit om vigtigheden af, at livshistorien holdes i live.

En livshistorie er måske på en 10-15 sider, fyldt med billeder og lidt tekst. Her kan stå noget om, hvor personen er født, forældrenes og andre familierelationers navne, hvad han godt kan lide at lave, hvad der gør ham ked af det eller glad osv. Bogen skal være let tilgængelig og løbende blive opdateret via eksempelvis handleplansmøder.

En livshistorie er også indgangen til det, der i bogen ”Når udviklingshæmmede sørger” bliver kaldt ”Mindernes land”, det vil sige en dokumentation af begivenheder og oplevelser, som har haft særlig betydning for den enkelte, og som det derfor er dejligt, at medarbejdere og andre kender til og kan tale om sammen med ham.

- Tit er der fokus på de velfungerende udviklingshæmmede, og de kan fortælle deres egen historie og få den skrevet ned og selv sætte billeder ind. Men alle har en historie. Uanset hvor mange handicap, man har, og hvor lidt talesprog, man har, har man ret til at forvente, at dem, der hjælper en, kender ens historie.

I ”Når udviklingshæmmede sørger” fortæller Susanne om de fem eksistentielle grundvilkår, som er: tilknytning, identitet, trøst, inklusion og meningsfuld beskæftigelse, der sammen med kærlighedsbegrebet er omdrejningspunkter i det arbejde med livshistorier, som Susanne har stået for. Er der et af disse grundvilkår, der ikke er opfyldt, er der sorg forbundet med det.

Susanne Hollund er så old school, at livshistorien skal fortælles i papirformat og ikke elektronisk, da hun mener, at det er mere tilgængeligt i en travl hverdag.

Stor interesse for livshistorier
Susanne Hollund oplever, at der i øjeblikket er en stor interesse for livshistorier. Hun får selv jævnligt henvendelser om kurser og lignende, som hun dog sender videre til andre. Da Susanne begyndte at arbejde med at fortælle livshistorier med billeder og skrift, indtog den pårørende generelt en mindre rolle.

- Nu ved de pårørende, at de har en vigtig rolle, og det gør en stor forskel. Og det er kun godt, for det er forældrene, der kender deres barn bedst, og sådan skal de også mødes af pædagogerne. Derfor er det selvfølgelig også oplagt, at det så vidt muligt er forældrene, der er med til at lave livshistorierne.

For Susanne Hollund er det også vigtigt, at man på pædagogsiden arbejder med en kontaktperson, og en sekundær kontaktperson, for hver beboer med udviklingshæmning. Den tætte kontakt er helt afgørende for, at beboerne kan føle sig trygge, fordi de ved, at der er en, der holder øje med, at de trives, og som er god til at trøste, når beboeren har det svært. På den måde vil der også altid være en medarbejder, som sammen med den skrevne livshistorie kan give beboerens historie videre. Det er vigtigt – også for de pårørende.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 5 2018

Læs mere
Læs hele bladet her