Stor bekymring for regeringens sundhedsreform
Et udspil til en sundhedsreform blev i sidste uge præsenteret af regeringen. Bliver reformen en realitet, betyder det blandt andet, at landets regioner bliver nedlagt. Det vil få stor betydning for en række tilbud på handicapområdet, der hidtil har været drevet af regionerne. Det vækker stor bekymring i Landsforeningen LEV og blandt LEVs følgere på Facebook
Af Clavs Sylvest, kommunikationsmedarbejder i LEV
”Hvis de regionale botilbud skal drives af kommunerne, vil alle botilbud i kommunerne igen opleve besparelser. For der bliver formentlig ikke tilført de ressourcer, der er behov for til de ekstra opgaver. Endnu en gang er det blandt andre vore udviklingshæmmede medborgere, der betaler en høj pris for regeringens nye tiltag.” Sådan lyder en af kommentarerne på LEVs Facebook-side, efter nyheden om regeringens sundhedsreform blev delt på siden.
Hvis reformen bliver en realitet, vil det få konsekvenser for en række sociale tilbud på det specialiserede område, der ifølge reformudspillet skal overgå til kommunerne – heriblandt bosteder og dagtilbud for mennesker med udviklingshæmning. Bekymringen går på, at dette vil medføre besparelser og forringelser på bostederne og dagtilbuddene, og at en sådan omlægning vil medføre en yderligere afspecialisering på det sociale område.
Dårlige erfaringer fra 2007
Ved kommunalreformen i 2007 overtog kommunerne det fulde finansierings- og myndighedsansvar på det specialiserede socialområde. Men regionerne har siden reformen drevet en række specialiserede tilbud på socialområdet, herunder botilbud og dagtilbud for mennesker med udviklingshæmning.
Indtil videre er der ikke kommet ret meget information om, hvordan kommunernes overtagelse skal foregå rent praktisk, hvilket bekymrer LEVs Landsformand Anni Sørensen.
- Det er bekymrende, hvis denne del af opgaveomlægningen ikke er mere gennemtænkt. Man skal huske på, at disse tilbud i dag er regionale, fordi kommunerne i forbindelse med kommunalreformen i 2007 selv vurderede, at man ikke kunne løse opgaven. Erfaringerne fra 2007 viser entydigt, at specialiserede tilbud og vidensmiljøer kom under pres, da man ændrede strukturen. Det viste regeringens egen evaluering af strukturreformen faktisk også. Det havde selvfølgelig ikke kun noget med struktur og ansvarsfordeling at gøre, men jeg savner at se konkrete bud på, hvordan specialiseringen bliver sikret. Og det indeholder regeringens udspil ikke noget om, siger Anni Sørensen.
Strukturreformen svigtede mennesker med handicap
I 2017 var det tiåret for strukturreformen, der opløste amterne og delte Danmark op i fem regioner, mens 271 kommuner blev reduceret til 98. Tidligere departementschef Erik Bonnerup, var som uafhængig ekspert med i strukturkommissionen, hvis arbejde banede vejen for reformen i 2007. Bonnerup udtalte i et interview med Ugebrevet A4 i 2017, at mennesker med handicap blev svigtet af strukturreformen, og kommunerne dengang ikke greb muligheden for at få samlet noget ekspertise på området i de kommuner, der blev større efter strukturreformen. Faktisk blev ekspertisen på området splittet, udtalte han til Ugebrevet A4:
”Kommunerne fik morderligt travlt med at rage for meget til sig. De sejlede i deres egen sø i stedet for at se på de fordele, der var i at have fået nogle større enheder. Det gjaldt kun om at blive større. I forhold til de handicappede var kommunerne fuldstændig balstyriske. Det handlede om, hvem der kunne overtage mest muligt, ikke om, hvad der var bedst for borgerne,” udtalte Erik Bonnerup i år 2017 til Ugebrevet A4.
”Vi er bombet tilbage til Ebberødgård-tiderne”
Den samme bekymring kan man også spore på LEVs Facebook-side. Her skriver Kate Overgaard:
”Efter kommunerne overtog handicapområdet, er det kun gået en vej, forringelser og besparelser. Efterhånden er vi bombet tilbage til Ebberødgård tiderne. Så det er ikke godt det her.”
Den holdning deler Connie Krogh, der skriver i kommentarfeltet på Facebook:
”Hvor er jeg enig, kommuner kan ikke klare den opgave. Vi ved, at den opgave lå langt bedre i amtet i sin tid, og derefter er det blevet dårligere og dårligere.”
Selvsamme bekymring har LEVs landsmand også. Hun opfordrer regeringen til at gennemtænke konsekvenserne på det specialiserede område, skulle denne sundhedsreform blive besluttet.
- Kommunerne skal med udspillet spille en endnu større rolle på sundhedsområdet. Jeg kan godt være bekymret for, hvad det kommer til at betyde for det kommunale fokus på det specialiserede socialområde, som i forvejen ikke står højst på dagsordenen. Her bør regeringen som minimum gøre sig nogle overvejelser om, hvordan vi sikrer, at området ikke drukner i forbindelse med en reform. Både når det gælder de økonomiske prioriteringer og det nødvendige politiske fokus.
LEV vil nu se nærmere på regeringsudspillet, herunder også de markante forandringer på sundhedsområdet.
Boks
OM UDSPILLET
De fem regioner skal i følge udspillet omdannes til fem administrative sundhedsforvaltninger. Herudover oprettes en national overbygning med navnet ”Sundhedsvæsen Danmark” og 21 sundhedsfællesskaber, der skal bygge bro mellem sygehus, kommune og almen praksis eller egen læge.
Regeringens mål med reformen er at løse nogle af de kendte problemer på sundhedsområdet med manglende sammenhæng i behandling og koordination mellem region og kommune. Desuden er det ambitionen at flytte den mindre specialiserede behandling, som for eksempel kontrolbesøg og opfølgning, ud af sygehusene og tættere på borgerne. Flere skal behandles tættere på egen bopæl.
Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2019
Læs mere
Læs hele bladet her