Klumme af Nynne Billesbølle Tworek | Foto: Hans Juhl

Min søster har aldrig kunnet fortælle mig helt præcist, hvordan hun har det.

I det hele taget hvordan hun helt præcist føler eller tænker. Mine forældre, pædagoger og jeg bruger Tegn Til Tale, når vi kommunikerer med hende. Hun kan sige enkelte ord og sætninger som ”Nej tak” eller ”Rå-gå-gå” som betyder ’at gå en tur’. Derfor har jeg aldrig haft mulighed for at forstå hendes måde at se og forstå sine omgivelser på.

I 2018 gik jeg i gang med at skrive minder ned om vores barndom og vores voksne liv. Teksterne var korte og bestod af rytmer og billedsprog, som udtrykte stemninger og følelser om vores søskendeskab. Det var en overskuelig måde for mig at kortlægge vores fortælling.

Det blev efter to år til min digtsamling ”Glasdøren”, som i høj grad har været kilden til delvist at forstå min søster, men allermest at forstå vores søskendeskab på en helt ny måde.

”Når hun og jeg / legede sammen / glemte jeg / hendes handicap.” (Fra Nynnes digtsamling ”Glasdøren”)

Da jeg skrev netop dét digt, gik det op for mig, at vi faktisk kunne lege sammen som børn, selv om jeg i mange år har haft idéen om, at det ikke var sådan. Det er et eksempel på, hvordan digtformen, og det at skrive en bog, blev en måde for mig at bearbejde nogle oplevelser. Men jeg blev også mindet om, at vi faktisk har haft et søskendeskab, selv om jeg længe har bildt mig selv det modsatte ind, fordi det var anderledes.

 

I maj holdt Eva (min mor) og jeg et foredrag til årsmødet på skolehjemmet Marjatta i Tappernøje, som min søster har været på i en længere årrække som barn. Eva og jeg var også forbi sidste år til Marjattas søskendedag, hvor netop søskendeperspektivet var i fokus. Efter foredraget fortalte lederen Bernhard Schmitz mig, at de efter sidste foredrag har taget digtformen til sig og bruger den både til deres egen uddannelse og til søskendedage.

Det at skrive oplevelser og følelser ned som en måde at bearbejde nogle ting på, er ikke ligefrem nyt, men for mit vedkommende blev det mere end terapi. Det blev et talerør, hvor jeg kunne skabe en ny relation til min søster. Men det største i processen var, at hun udtrykte forståelse for, at jeg skrev om os.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 4 2023