"Det er ikke terapi - det er forretning"

Af Arne Ditlevsen | Foto: Niels Hougaard

Claus Malta Nielsen har fortalt histo­rien før, men han gør det gerne igen med smil på læben, for den viser, at det er en arbejdsplads ud over det sædvanlige. Scenen udspiller sig under frokosten.

”Der var en af medarbejderne, som var blevet skilt. Han sad og knurrede over, at eks-konen havde skullet sælge deres fælles bil, og så endte han med at sælge den. De havde så ikke fået det for den, som hun ville have, og så siger han bare i en bisætning, at hun skulle måske også lige huske, at hun havde kørt den ind i en bus. Hans pointe var bare, at så var den jo ikke så meget værd længere.

Men reaktionerne fra nogle af frokostkollegerne var ikke lige til at forudse og førte snakken et helt andet sted hen. For hvilken bus var det? ville en gerne vide. Det er jo vigtigt at vide, om man nu kunne risikere, at en rød Berlingo kørte ind i den. Og kom nogen til ska­de? Nej, hun kørte fint derfra. Jamen i bussen? Nej, det var der heller ikke. Det blev helt glemt, at det egentlig var en vredeshistorie over ikke at kunne få nok for sin bil.”

Foran den gamle filmrulle-projektor studerer David, Mathilde, Dennis og Magnus både nye og historiske filmplakater.

Tid til kunderne

Vi er på den socialøkonomiske arbejdsplads Parktea­tret i Frederikssund, og Lev Magasinet forstyrrer netop i dagens frokostpause. Lige nu sidder Mathilde, Dennis og Magnus og spiser.

”Det er godt at være her. Jeg gør rent og alt muligt,” fortæller Dennis Hoffmann Larsen mellem bidderne af sin sandwich. Han kan godt lide, at der kommer mange mennesker, så der sker noget. Hvis det bli­ver lidt for kedeligt at gøre rent, kører han nogle gange med ud og sætter plakater op, ordner tagrender eller hjælper med andet udendørsarbejde.

”Han er en drillepind,” fortæller Mathilde Rehder Faurholt med et grin. Hun ligner en, der har det som en kat i solskin. Hendes faste arbejde er at holde toiletterne rene. Og det er hun stolt af. ”Det er jeg rigtig god til. Der er ingen, der kan lide beskidte toiletter. Det er derfor, at vi rengør dem,” siger hun. ”Du får meget ros,” tilføjer Cristina Taiger Öcalan, som er pædagog i den sociale del af virksomhe­den. Mathilde arbejder også nogle gange om aftenen. Der sælger hun billetter, kaffe og nogle gange popcorn til kunderne. ”Og du kan slå beløb ind på kasseapparatet,” siger Cristina. ”Det kan jeg i hvert fald,” bekræfter Mathilde.

Hvad betyder det for dig at arbejde i en biograf lige midt i byen?

”Det er faktisk meget rart, fordi det er lidt historisk. Min far er kommet her, siden han var ung. Han har set film inde i salen, dengang det var med store filmruller. Og jeg har også fundet ud af, at Parkteatret er fra 1941. Og det samme er min morfar faktisk også,” siger Mathilde.

Men det er også et sted, hvor der kommer rigtig mange mennesker. Hvordan har du det med det?

”Det er det lige præcis. Så det skal man jo også ligesom kunne klare. Jeg synes, det er meget hyggeligt. Og det skal være på en måde, så de får lyst til at komme tilbage. Man skal tage tid til kunderne. Give dem lov til at komme ind ad døren. Byde dem velkommen.”

Kunstneriske og sociale visioner

Som Mathilde fortæller, har Parkteatret eksisteret siden 1941. Claus Malta Nielsen og hans kone Karen overtog biografen i 2016. På det tidspunkt hed den Park Bio og var et lidt bedaget sted. Men Claus og Karen havde en klar vision:

”Vi overtog den med henblik på at drive kunstbiograf og teater. Jeg har altid elsket film og har været med til at danne en filmklub. Min kone er teaterleder, og da muligheden kom for at overtage biografen, slog vi til.

Vores ambition var fra starten, at det skulle drives som en socialøkonomisk virk­somhed. Jeg er læge, tidligere socialmedi­ciner, og har arbejdet med forskellige typer af udfordrede grupper, som havde svært ved at få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi syntes derfor, at det kunne være en god ide at tilbyde skånejob til førtidspensioni­ster i Parkteatret. Så i 2018 søgte vi og blev godkendt som beskyttet beskæftigelse,” uddyber Claus Malta.

Fokus er på at ansætte mennesker med udviklingshandicap i den socialøkonomiske del af virksomheden. Men der kan også være autisme og opmærksomhedsforstyr­relser inde over. Desuden er der ansatte i flexjob. Den socialøkonomiske virksomhed varetager hele servicearbejdet i biografen med rengøring, vasker tøj og betjener kunder. Der er i øjeblikket otte ansatte i beskyttet beskæftigelse, dog ikke alle på fuld tid.

Mathilde og Magnus foran det historiske Park Bio-skilt, som er fra 1941. Det er uden elektrisk lys på grund af mørklægningsreglerne under krigen.

Særlig oplevelse

Det sociale aspekt tiltaler en bestemt gruppe af biograf-og teatergængere. At have fat i den niche giver også god mening rent markedsmæssigt, for selv om det er en socialøkonomisk virksomhed, er det også en forretning, der skal løbe rundt.

”Vi er i et marked, hvor der også ligger en biograf på den anden side af gaden, og der er masser af caféer i byen, så vi skal gøre noget, der skiller sig ud og bidrager med noget andet på vores måde. Vi kunne godt drive stedet med almindelige ansatte, og det ville også balancere, men vores kunder ville ikke synes, at det var den samme ople­velse,” siger Claus Malta Nielsen.

Og det ville det heller ikke være, for net­op mængden af hænder gør stedet særligt. Der er bare en anden service, end hvis det er unge, der har arbejdet som fritidsjob. Det er ellers ikke fordi, at biografen skilter med de lidt særlige ansatte.

”Vi er blevet anbefalet at synliggøre over for gæsterne, at det er sådant et sted, som det er. Og vi har en gang imellem talt om, om vi skulle hænge en plakat op, så man kan se, hvem der arbejder her. Men der er aldrig nogen, der har spurgt til det, så jeg tror ikke, at behovet er der.”