Af Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev

Sidste år, i 2023, blev i november afrundet med skandalen om behandlingen af mennesker med udviklingshandicap i to botilbud. TV2’s Operation X afslørede med brug af skjulte optagelser, hvordan meget sårbare mennesker blev udsat for systematiske omsorgssvigt, overgreb, ulovlig magtanvendelse – og faglig ligegyldighed.

Forargelsen var bred og sympatien stor – både blandt politikere på Christiansborg og i medierne. ’Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste’ var melodien hele vejen rundt. Det var den også, da Lev i december overrakte daværende socialminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, 192 vidnesbyrd og 5.839 underskrifter, der bevidnede, at rædslerne i Operation X ikke er enestående – og at der er behov for, at regeringen tager ansvar og retter op på forholdene.

Det var bagtæppet, da SVM-regeringen i foråret tog sit første reelle handicappolitiske initiativ, nemlig de historisk vidtgående ændringer af servicelovens magtanvendelsesregler.

Linjen i Pernille Rosenkrantz-Theils forslag var helt uden undtagelser, at det skulle gøres nemmere for personalet i botilbud at bruge magt over for mennesker med udviklingshandicap. Lettere adgang til tvangsflytning, flere fysiske fastholdelser og en markant forringelse af kontrollen med brugen af magt – og ingen initiativer til den helt nødvendige forebyggelse.

Stor modstand, lille effekt

Sammen med en enig handicapbevægelse – og en meget bred vifte af andre aktører på social og handicapområdet – bekæmpede Lev lovforslaget intensivt. Der var kampagner på sociale medier, henvendelser til politikere på Christiansborg, høringssvar og en historisk stor demonstration på Christiansborg Slotsplads.

Men effekten var desværre lille. En bred alliance af så forskellige partier som SF, Enhedslisten, Alternativet, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti kæmpede bravt mod magtforslaget. Men alligevel valgte Det Radikale Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti at stemme sammen med regeringspartierne og vedtage den vidtgående liberalisering af adgangen til at bruge magt og indgreb.

Hvis man troede, at det så var gjort med  det, tog man desværre grueligt fejl. 

Efter et rodet og uskønt forløb, hvor socialministeren (uden held) forsøgte at presse handicapbevægelsen til at bakke op, lykkedes det således regeringen i maj at indgå en såkaldt handicappolitisk rammeaftale.

Ændringen af magtreglerne var et delelement i denne aftale, men aftalen indeholdt desuden en bred vifte af andre initiativer på handicapområdet.

En mindre del af disse initiativer var – i hvert fald på overskriftsniveau – positive og fremadrettede. Men rammeaftalens samlede indhold var domineret af en klar ambition om at gennemføre omfattende besparelser på hjælpen til mennesker med handicap: Forringede rettigheder, mindre retssikkerhed og svagere beskyttelse.

Historisk lavpunkt

Trods megen snak om at være ’sammen om handicap’ havde SVM-regeringen med rammeaftalen entydigt valgt at overdrage taktstokken og vetoretten i dansk handicappolitik til kommunernes interesseorganisation, KL.

Derfor fremstår forløbet omkring den handicappolitiske rammeaftale også som et nyt lavpunkt i samarbejdet mellem regeringen og handicapbevægelsen. Rosenkrantz-Theils ”Sammen om handicap” lød flot og involverende. Men det er svært ikke at blive efterladt med det indtryk, at der i lige så høj grad var tale om et taktisk træk - en mistanke som jeg naturligvis håber, at den nye socialminister vil gøre til skamme i det videre forløb med ”Sammen om handicap”.

Bortset fra ændringen af magtreglerne har vi endnu ikke set særligt meget til det helt konkrete indhold i rammeaftalens mange initiativer. På et enkelt område er regeringen dog tilsyneladende ret langt, nemlig i forhold til endnu en planlagt forringelse af retssikkerheden og beskyttelsen af mennesker med handicap.

Det skal ske via en markant forringelse af Socialtilsynet, som blandt andet foretager tilsyn med samtlige botilbud, børn og ungetilbud, plejefamilier mv. Motivet for forringelserne er såkaldt ’afbureaukratisering’, og ifølge de oplysninger, som vi indtil videre har fået, ønsker regeringen at barbere hele 30% af tilsynet. Blandt andet ved at de fleste tilbud kun skal have tilsyn hvert tredje år og ved at slække markant på den standard, som tilbuddene skal leve op til. En rundbarbering som med stor sikkerhed vil føre til en endnu svagere beskyttelse af sårbare mennesker med handicap i botilbud.

Jeg har i mere end to årtier beskæftiget mig indgående med handicappolitik i
Danmark. Det har budt på mange udfordringer og svære politiske kampe. Alligevel forekommer 2024 at være i en liga for sig. En slags bundrekord, hvor regeringen og et flertal i Folketinget har brudt med en række principper, som har været gældende på handicapområdet de seneste 30-40 år. Det gælder både på det indholdsmæssige i forhold til retningen i de ændrede magtregler og forringelsen af socialtilsynet. Men i høj grad også i forhold til dialog, åbenhed og samarbejde med os i handicapbevægelsen. Den slags giver skår i tilliden. Jeg håber, at regeringen er klar over, at det er den, som har ansvaret for at bremse dehumaniseringen og rette op igen.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2024

---