Søvnløse nætter, mavesmerter og en søn, der ikke vil spise. Det er under store personlige omkostninger for Dorte og hendes søn Claus, da kommunen vil fjerne Claus fra hans gamle bosted. Med over 50 års erfaringer med ’systemet’ er det velkendte følelser for Dorte.
Claus stoppede med at spise, da kommunen ville flytte ham til en anden by. Hans mor kunne ikke sove og havde ondt i maven.
Det er hårdt for mange, når myndigheder beslutter ting hen over hovedet på folk. Heldigvis kunne de ikke tvinge Claus væk. Efter en lang kamp vandt han og hans mor.
Men hun venter bare på, at kommunen kommer med et nyt angreb. For dem handler det kun om at spare penge, mener Claus’ mor.
Af Arne Ditlevsen | Foto: Anita Graversen
Da Dorte Karup Andreasen erfarer, at Silkeborg Kommune vil flytte hendes søn fra Aarhus til Silkeborg, bliver hun rigtig træt. Endnu en gang kan hun se frem til en strid med kommunen. Og det bliver aldrig rutine.
”Jeg hænger I, selv om det jo er Davids kamp mod Goliath, det her system.”
Dortes søn, Claus, er i dag 56 år. Så, som hun siger, har hun ”været i gang med det her i over 50 år. Altså ved du hvad, jeg er 75 år. Og nu ser jeg, en ældre kone, og en forholdsvis ældre herre på den slags trusler. Det er virkelig trusler, når de snakker om at flytte vores børn, selv om de trives, hvor de er. Bare for at spare penge.”
’Det her’ er altså senest en påtænkt tvangsflytning af hendes søn.
Jeg har haft stress over systemet i over 50 år. Det er en kamp, jeg bliver nødt til at kæmpe, lige til jeg lukker mine øjne.
Dorte Karup Andreasen, mor
Her kommer den korte version af handlingsforløbet: Claus’ nye sagsbehandler var i 2019 til statusmøde på Claus’ bosted i Aarhus. Det så fint ud, Claus trivedes og var velanbragt, skriver hun i sagen. Nogle få måneder senere, vi er i 2020, og Silkeborg Kommune har nu indgået et samarbejde med firmaet Brorson Consult. De er hyret til at finde besparelser i taksterne på mennesker med handicap, som Silkeborg Kommune ’betaler til’. Claus’ sag bliver en af mere end 300 sager i kommunen, som Brorson Consult siger, der kan spares penge på.
Konsulentfirmaet griber fat i, at Claus er visiteret til et §107-tilbud – det vil sige et midlertidigt botilbud – selv om han har boet der i langt over 20 år. De kræver, at taksterne bliver genforhandlet, men bliver afvist af det private botilbud.
Brorson Consult/kommunen opsiger nu Claus’ kontrakt, og man har også fundet et nyt botilbud til ham i Silkeborg Kommune. Dorte bliver indkaldt til et møde i kommunen, hvor hun får deres beslutning at vide. Dorte er dog ikke alene, for hun har fået en bisidder, der kender juraen indgående. De afviser kommunen – og så står den på klageskrivning og ubehagelige møder. I processen forsøger kommunen blandt andet at fjerne Dorte som Claus’ værge for at få indsat en professionel værge. Uden overhovedet at nævne det for Dorte, der først opdager, hvad der er i gære, da hun bliver kontaktet af Familieretshuset, som undrer sig over, hvad kommunen har gang i. Endnu engang bliver kommunen afvist.
Til sidst beslutter kommunen, at Claus skal tvangsflyttes efter §129 i serviceloven. Det indebærer så også, at sagen skal i retten, og Claus får beskikket en advokat. Dommeren afgør her, at når man har boet i et botilbud i 2½ år, så har man vundet hævd, og man kan ikke bare flyttes. Der står sagen nu – Claus bor i sit botilbud, Silkeborg Kommune har taget afgørelsen til efterretning, og Claus har fået en ny sagsbehandler efter krav fra Dorte og hendes bisidder.
Dorte lader op ved at gå ture med den seks måneder gamle puddel, Palle.
På sin vis er det jo endt godt. Men sådan et forløb kommer ikke uden store omkostninger. Dorte fortæller:
”Han (Claus, red.) kender jo ikke et øje i Silkeborg. Han har ikke boet der i 40 år. Nu bor han et sted, hvor han har det hele tæt på – frisør, tandlæge, læge, genbrugsbutikken hvor han arbejder, sin egen kioskmand. Det er hans liv. Han har ikke noget ønske om at flytte til Silkeborg. Og jeg kan da fortælle dig, at da de begyndte at rasle med sablen i Silkeborg Kommune, da gik han i spisevægring. Han tabte sig, så han var på nippet til at blive tvangsindlagt.” Her skal det nævnes at Claus i forvejen er en meget tynd mand, så han kan ikke tåle sig at tabe ret mange kilo. I dag får han stadig proteindrik som næring på grund af det, der skete dengang.
Det er forfærdeligt for Dorte at se sin søn så desperat. ”Det gør ondt helt ind i hjertekulen,” forklarer hun. Derudover har hun også sine egne tanker at kæmpe med.
”Så snart de kom på banen med beslutningen om, at Claus skulle flytte, så kender man følelsen igen. Jeg har jo haft systemstress i 56 år.” Dorte uddyber:
”Man sover ikke om natten, håret stritter, man har ondt i maven. Selv om han er en voksen mand, så er han stadigvæk mit barn. Og han skal ikke lide overlast på nogen måde, bare fordi kommunen gerne vil spare de par kroner.”
Er det den samme uro, du får nu, hvor Claus er i 50’erne, som da han var fem år?
”Ja. Eller måske er det i dag endnu sværere. For dengang stod jeg fast i mine sko. Jeg gik ikke fra kommunen, før jeg havde fået min vilje. Men jeg har ikke noget med dem at gøre nu. Og det er der faktisk ingen, der har. Ikke andet end når der er statusmøder.”
Det værste er dog, at kendskabet den anden vej rundt – fra systemet til Claus – er forsvindende lille.
”De aner ikke, hvem beboerne er. Det ville da være dejligt, hvis de vidste, hvad de snakkede om, men det er åbenbart for besværligt for dem.”
På spørgsmålet om Claus’ spisevægring gør indtryk i kommunen, siger Dorte næsten helt forbavset: ”Nej, det gør det da ikke. De forholder sig ikke til andet end kroner og øre. De ser ikke mennesket. De siger, Silkeborg er hans ’hjem’kommune, men han har jo ikke boet her de seneste 40 år. Hvis han bliver flyttet, så bliver han jo sat 100 år tilbage. Han vil ikke kunne klare det.”
Flytningen af Claus blev ikke til noget i denne omgang. Det giver Dorte lidt ro i maven. Alarmklokkerne er dog kun sat på stand by.
”Jeg har haft stress over systemet i over 50 år. Det er en kamp, jeg bliver nødt til at kæmpe, lige til jeg lukker mine øjne. Hvis jeg ikke havde været her nu, så var Claus helt sikkert blevet flyttet. Man har det altid hængende over hovedet -hvornår kommer den næste retssag? De finder helt sikkert på noget nyt.”
Tema bragt i Lev magasinet nr. 6 2024.
Læs også:
Selv små opgaver kan føles som store udfordringer, når du har en søn eller datter med udviklingshandicap. Så behovet for at der er et system ’rundt om’, der fungerer, er stort. Det er fantastisk, hvis der ligefrem er nogle mennesker i systemet, der rækker ud til en.
Katastrofesituation med pludselige og omfattende ændringer i hjælp og støtte - eller langvarigt pres? Resultatet kan meget vel være det samme for dig som pårørende – nemlig ingen nattesøvn, ondt i maven, ingen appetit. Karin B. Nissen kender systemet både som bruger og ekspert. Hun kan stadig blive chokeret over, hvad hun ser i de sager, hvor hun er ude som bisidder. Men hun har også et par fif i ærmet.
Her er 6 gode råd til at få styr på din sagsbehandling.
- Tema: Når systemet stresser
- Portræt: Ansatte med superkræfter holder biografen kørende
- Mor og psykolog: Søg hjælp i god tid
Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.
