"Man kan godt sige, at jeg føler mig udstillet"

Af Arne Ditlevsen | Foto: Liv  Kastrup

Der var 35 mennesker i køen foran Marianne Bentzen og hendes vejleder fra kommunen, Trine Bysted-Secher, da de i starten af juli skulle i banken for at oprette betalingsser­vice til Mariannes nye lejlighed. I køen stod mennesker med udviklingshandicap, pen­sionister, folk der bor på gaden. Mennesker der ikke bruger MitID og ikke kan klare de fleste bankforretninger på computeren.

Inde i banken stod og sad kunderne og ventede. Og køen fortsatte langt ud på Stengade, Helsingørs gamle hoved- og gågade. Og sådan er det hver mandag fra kl. 10-13, som er det eneste tidspunkt i ugen, hvor bankens filialer har åbent. Over en times venten. Engang blev Marianne mødt med ”Hej Marianne, hvad kan jeg hjælpe dig med?”, når hun kom hen til kassen i banken. I dag er det blevet en ubehagelig oplevelse for hende at komme der:

”Jeg bliver forvirret, fordi folk kigger på en. Det er svært for mig… jeg bliver lidt usikker. Man kan godt sige, at jeg føler mig udstillet.”

Trine Bysted-Secher nikker: ”Det kan være noget af en mundfuld at stå og vente. Og vi har også måttet opgive, fordi der var så lang en kø. I mandags var der en multi­handicappet dreng, som skulle have sonde inde i banken. Og nogle hjemløse, vi kender fra gaden, begyndte at råbe, for de var jo også topfrustrerede. Det kan være svært med tålmodigheden, når man står der så lang tid.”

Umyndiggjort

64-årige Marianne klarer ellers de fleste ting selv. Hun køber ind, laver mad, passer sin lejlighed, tager i Tivoli, lever sit liv. Men livet i en digitaliseret tidsalder betyder, at hun reelt bliver forhindret i at klare sine egne banksager.

”I gamle dage gik man jo hen til disken og viste en bankbog, så hjalp de en der. Nu er det noget med automater, og det kan jeg ikke finde ud af, så det får jeg hjælp til, hvis det er,” forklarer Marianne.

Trine supplerer: ”Tidligere kunne du gå hen og trække et nummer, og så kendte du dem, der stod der, og de vidste, hvad du havde brug for hjælp til. Når der kom en regning, plejede du selv at gå ned og få den betalt, men det kan du jo ikke længere, for det har de lukket ned for i Danske Bank. I dag er der ikke særlig mange ting, som Marianne kan i bankregi, for det er ligesom taget fra hende. Det er langt ude.”

Og det frustrerer Marianne: ”Jeg synes faktisk, at man bliver behandlet som en, der ikke kan tænke selv, en der hverken kan det ene eller andet. Det er dybt godnat, og jeg bliver ked af det. Jeg føler mig jo som et menneske som alle andre.”

Vejleder Trine Bysted-Secher (tv.) og Marianne Bentzen bruger mange timer på at ordne Mariannes ’banksager’.

På tanken for at hæve penge

Den eneste mulighed lige nu for Marianne er imidlertid at stå i den lange kø i banken. Marianne har en time og et kvarter om ugen i støttetid, så meget af den tid går med at stå i en kø for at få noget praktisk hjælp i banken. Men mange ting kan ban­ken ikke hjælpe med længere, for eksempel hæve penge. Og da Marianne godt kan lide at have nogle kontanter at betale med, har hun fundet ud af at bruge kiosken på den nærmeste tankstation.

”Jeg køber noget slik, vingummier eller noget, for at hæve penge. Jeg betaler med mit kort. Så fortæller de mig, hvordan jeg skal hæve over beløbet, og så får jeg nogle kontanter.”

Marianne kan nemlig godt bruge sit Dankort i bestemte butikker, det bliver bare uoverskueligt for hende ved automaterne, fordi der er for mange valg.

Marianne afvist af to banker

Besværlighederne med at klare de løbende pengesager har nu fået Trine til at ansøge om en halv times ekstra vejlederhjælp til Marianne om ugen.

”Det er ikke på baggrund af Mariannes formåen, for hun klarer sig rigtig godt i hverdagen. Og lige så godt som hun altid har gjort. Det er det uden om, der har ændret sig. I en kort periode er det ikke et problem, vi kan slække på noget, men i længden er det et rigtig stort problem, hvis vi til alle borgere skal bruge længere tid på økonomidelen,” siger Trine.

En anden mulighed er at skifte bank. Trine Bysted-Secher fortæller:

”Jeg har været ude og høre nogle af de andre banker. Og det er lidt svært. Spar Nord og Arbejdernes Landsbank sagde, at de faktisk ikke vil modtage borgere, der modtager støtte. De synes, at de har taget deres del af byen, der har brug for støtte.

Spar Nord tilføjede, at hvis de skal have flere borgere med støtte, vil de bede Helsingør Kommune om kompensation for det, for det tager længere tid for dem at have de borgere, der ikke har MitID. Jeg spurgte, om de godt kunne afvise dem på den baggrund, når der kommer en myndig person, der gerne vil skifte til dem. Svaret var: Det kan jeg i princippet ikke, men så kan vi gøre livet rigtig surt for jer, så I opgiver på den måde. Han var flink og rar, men det provokerer mig bare så meget på alle de borgeres vegne, der ikke kan tale deres egen sag, at det skal være sådan i dag.”

En tredje bank, Nykredit Bank, har dog vist sig mere imødekommende, så der overvejer Marianne at skifte til. Her var meldingen, at MitID ikke var et must, men at det selvfølgelig var lidt af en udfordring, som de kunne hjælpes ad med.

Digitaliseringens mange ofre

Den helt overordnede problemstilling for Marianne og mange som hende er den omfattende digitalisering, det danske sam­fund helt generelt har gennemgået. Det har Trine som vejleder inde på nært hold.

”Hele MitID er en generel udfordring på mit område. Vi har mange borgere uden MitID, fordi de ikke kan varetage det. Den del er super svær. Det besværliggør vores arbejde, og det uselvstændiggør borgerne, fordi alle de ting, de kunne før, det kan de altså ikke mere.”

Marianne er fritaget for digital post, men problemet bliver så at få behandlet den post, der havner i hendes postkasse og i det hele taget kommunikation med myndighe­der og virksomheder. For eksempel betaling af regninger. Men også senest med registre­ring af flytning hos folkeregistret. Marianne har nemlig lige fået en ny lejlighed. Trine forklarer:

”Man skal melde flytning inden tre dage, men borgerservice har først tid om fire uger, når man ikke selv kan gøre det digitalt. Det er en udfordring. Så skal man møde frem, og jeg skal skrive under på, at Marianne er den, hun er, fordi hun ikke har MitID. Så der er rigtig mange postsager, der er svære at få ordnet.”

”Det er noget, der fylder rigtig meget på vores personalemøder. Hvordan håndterer vi det? Hvordan følger vi de retningslinjer, der er? Vi er nået til med Marianne, at hun og jeg har snakket om, at hun skal have en økonomisk værge. Og jeg synes jo, at det er uanstændigt, fordi Marianne har styr på sin økonomi. Hun bruger ikke flere penge, end hun har. Hun har en god økonomi. Men skal man så have en økonomisk værge, fordi man ikke kan få adgang til sin konto? Det synes jeg er langt ude. Jeg forbinder en økonomisk værge med, at man ikke kan styre sin økonomi, og at man ikke kan gøre det i samarbejde med en vejleder. Det vil vi sagtens kunne. Men vi har simpelthen ikke adgang til kontoen. På et tidspunkt når vi jo også til, hvor jeg som vejleder må sige, at det simpelthen er for stor en tjans for mig. Vi bliver nødt til få hjælp fra nogen, der kan sidde med det og få adgang direkte til Mariannes konto.”

Hvis man skal betale for en værge koster det 800 kroner om måneden, fortæller Trine.

Marianne bryder sig ikke om at kritisere nogen, men hun mener, at det er vigtigt, at nogen som hende står frem og fortæller, hvordan det påvirker hende, når hendes mulighed for at bestemme over sit eget liv bliver mindre og mindre. ”Det hele skal bare gå hurtigt, vi skal væk i en fart, så nogle andre almindelige mennesker kan komme til. Jeg forstår ikke, at det skal være sådan.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet  nr. 4 2024