Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Cecilie elsker at komme ud – men uden ledsagelse bliver hendes verden mindre

Uden sine forældre ville 29-årige Cecilie sjældent komme på café, i biografen eller til bowling – aktiviteter, hun elsker. Hendes bosted har ikke ressourcer til ledsagelse, og den ordning, hun tidligere havde, blev taget fra hende. Nu er det op til familien at sikre, at hendes liv ikke går i stå

MAGASINARTIKEL

KORT FORTALT


Cecilie elsker at tage på café, i biografen og til bowling.

Men uden ledsagelse kommer hun sjældent afsted.

Hendes forældre gør alt, hvad de kan, for at give hende et aktivt liv.

Af Arne Ditlevsen | Foto: Anita Graversen

Hun kan godt lide at gå i biografen, hun kan godt lidt at gå ture. Hun elsker at komme på McDonald’s. Men hendes yndlingsbeskæftigelse er nok bowling.” Pia Nørgaard trækker vejret og fortsætter: ”Cecilie er en meget social pige. Hun elsker festligt samvær med sine venner – og det er primært dem, hun bor sammen med.”

Problemet er bare, at stort set intet af dette sker, medmindre Pia og hendes mand Kristian sørger for det. Som forældre til 29-årige Cecilie har de i årevis stillet op som både initiativtagere og ledsagere, hvis Cecilie skal have en oplevelse, som bare kan være en tur på McDonald’s.

Cecilie bor på et lille bosted i Aarhus Kommune med seks andre beboere. Aktiviteterne her begrænser sig til det årlige besøg på et par timer til Sølund Musik Festival, tre dages lejr en gang om året samt en bustur i ny og næ.

”Ofte kommer de ikke ud af bussen, men holder og kigger lidt ved vandet. Det er ikke sådan, at de kommer på café eller på McDonald’s. Det er der ikke ressourcer til,” uddyber Pia.

Det var ikke planen, da hun flyttede hjemmefra, at vi skulle stå for alle de oplevelser, hun får

Pia, Cecilies mor

Ingen ledsageordning, ingen ledsagelse

Ture med vennerne i botilbuddet er altså yderst sparsomme. Men ture efter eget ønske er nærmest ikke eksisterende. Cecilie får stort set ikke individuel ledsagelse. Som ung kvinde med multiple handicap herunder et yderst begrænset talesprog er hun ellers oplagt som modtager af socialpædagogisk ledsagelse.

Paradoksalt nok fik Cecilie for nogle år siden ledsagelse efter den såkaldte ledsage ordning. Hun var reelt ikke i målgruppen for ordningen, erkender Pia, men det blev alligevel fikset ved hjælp af en medarbejder i Cecilies daværende botilbud. Og det fungerede perfekt, fortæller Cecilies mor.

”Hun fik 15 timers ledsagelse om måneden. Og det kørte i nogle år. Så blev det sat ned til syv timer. Men da vi kom ud af corona, og jeg ville sætte gang i ledsageordningen igen, fik jeg at vide, at hun jo egentlig aldrig har været berettiget til den, for hun kræver alt for meget hjælp og støtte til den ordning.”

Det kan Pia sådan set ikke indvende noget imod, men hun er godt nok ked af, at den ikke er der mere. ”Det er mega-ærgerligt. Ikke mindst for hende, men også for vi andre. For der er ikke en anden form for ledsagelse, der har erstattet den, der blev fjernet. Nu er det så os forældre, der skal lave nogle af de her ting, hun elsker, med hende. Der er jo ellers en årsag til, at Cecilie og andre som hende skal ud at bo væk fra mor og far.

For det handler også om, at vi kan få noget aflastning. Det var ikke planen, da hun flyttede hjemmefra, at vi skulle stå for alle de oplevelser, hun får. Men på den ene side føler vi os tvunget, for hun er afhængig af, at vi gør noget, og på den anden side vil vi gerne hjælpe hende, så hendes verden ikke bliver så bitte lille.”

Med ledsageordningen kom Cecilie jævnligt i indkøbscenteret Bruuns Galleri i Aarhus. ”De startede altid med at besøge Fætter B.R. Ham kan hun godt lide. Og så kunne de for eksempel tage i biografen og sluttede måske af med McDonald’s. Da timerne blev sat ned, blev det lidt sværere at nå de her ting, for der er også noget transporttid fra, hvor hun bor, til midtbyen i Aarhus. Så det kunne bare være, at ledsageren kom og gik en tur med Cecilie.”

Cecilie på besøg hjemme hos mor og far, Pia og Kristian. Og hunden Bobby.

Cecilie skal hjælpes på vej

En gang om ugen går Cecilie til ridefysioterapi, som hun holder meget af. Det har hun fået bevilget af sin læge og handler først og fremmest om, at hendes krop skal vedligeholdes.

Men hvordan påvirker det Cecilie ikke at komme afsted til de fritidsaktiviteter, hun ellers gerne vil?

”Der er ikke tvivl om, at hun savner det. Hun kan bare ikke give udtryk for det med ord. Men hvis vi kører forbi den lokale bowlinghal, bliver hun vildt glad og siger ”boa”, som betyder bold, og peger på sig selv. Sådan viser hun, at hun godt kan lide at bowle. Og hvis vi selv laver nogle af de her ting med hende, så synes hun jo, det er fantastisk. Hun har altid været en pige, som blev glad, når der skete noget omkring hende. Men som hun bor nu, er der ikke ressourcer til nogen aktiviteter. Det er der simpelthen ikke. Og der er slet ikke en-til-en tid. Skal de afsted, skal de have nogle stykker med. Og det kan være lidt problematisk, fordi halvdelen sidder i kørestole. Det kræver jo alene én hjælper pr. kørestol. Så det er meget svært for dem at komme afsted sammen. Det er det.”

Hvis der skal ske noget for Cecilie, er der så altid nogen, der skal tage initiativ til det på hendes vegne?

”Ja, absolut. Og det er jo det, der er problemet. Hun kan ikke selv fortælle, hvad hun godt kunne tænke sig. Man skal kende hende og vide, at det er det, hun er glad for. Så der er andre, der skal tage initiativet for hende. Cecilie kan meget. Men man skal hjælpe hende i gang med alting. For ellers sidder hun bare og sumper.”

Gider ikke weekender og ferier

Pia fortæller, at Cecilies kompetencer skrumper ind, fordi hun lever i en meget lukket verden.

”Hun taber sociale færdigheder mere og mere - et område hvor hun egentlig altid har været stærkest. Og vi oplevet tit, når vi besøger hende om søndagen, at hun er frustreret. Hvis der tydeligvis ikke er sket noget sjovt og oplivende, kan hun godt blive frustreret og sidde og bide i sig selv eller i en bamse. Og så spørger hun efter sit aktivitetscenter. Hun er vildt glad for at komme der. Og gider ikke weekender og ferier, fordi hun allerhelst bare er derude, hvor der sker noget.”

Der er således ikke noget at sige til, at Pia og Kristian Nørgaard gør, hvad de kan, for at sætte farve på Cecilies liv. Men det er ikke en opgave, som de ønsker at give videre til Cecilies 25-årige lillebror.

”Vores liv er jo fuldstændig styret af livet omkring Cecilie. Men det skal hans ikke være. Den opgave, skal han aldrig nogensinde påtage sig. Det vil vi ikke byde ham.”

 Læs også:

Carl bor på et bosted, hvor ledsagelse med fagpersonale altid er muligt

Ledsagelse giver Carl frihed til at opleve verden på egne præmisser. For hans mor, Astrid Meinild, betyder det alt at vide, at han får den støtte, han har brug for – hver dag.

KORT FORTALT


Cecilie elsker at tage på café, i biografen og til bowling.

Men uden ledsagelse kommer hun sjældent afsted.

Hendes forældre gør alt, hvad de kan, for at give hende et aktivt liv.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.