Cecilie elsker at komme ud – men uden ledsagelse bliver hendes verden mindre

Ingen ledsageordning, ingen ledsagelse

Ture med vennerne i botilbuddet er altså yderst sparsomme. Men ture efter eget ønske er nærmest ikke eksisterende. Cecilie får stort set ikke individuel ledsagelse. Som ung kvinde med multiple handicap herunder et yderst begrænset talesprog er hun ellers oplagt som modtager af socialpædagogisk ledsagelse.

Paradoksalt nok fik Cecilie for nogle år siden ledsagelse efter den såkaldte ledsage ordning. Hun var reelt ikke i målgruppen for ordningen, erkender Pia, men det blev alligevel fikset ved hjælp af en medarbejder i Cecilies daværende botilbud. Og det fungerede perfekt, fortæller Cecilies mor.

”Hun fik 15 timers ledsagelse om måneden. Og det kørte i nogle år. Så blev det sat ned til syv timer. Men da vi kom ud af corona, og jeg ville sætte gang i ledsageordningen igen, fik jeg at vide, at hun jo egentlig aldrig har været berettiget til den, for hun kræver alt for meget hjælp og støtte til den ordning.”

Det kan Pia sådan set ikke indvende noget imod, men hun er godt nok ked af, at den ikke er der mere. ”Det er mega-ærgerligt. Ikke mindst for hende, men også for vi andre. For der er ikke en anden form for ledsagelse, der har erstattet den, der blev fjernet. Nu er det så os forældre, der skal lave nogle af de her ting, hun elsker, med hende. Der er jo ellers en årsag til, at Cecilie og andre som hende skal ud at bo væk fra mor og far.

For det handler også om, at vi kan få noget aflastning. Det var ikke planen, da hun flyttede hjemmefra, at vi skulle stå for alle de oplevelser, hun får. Men på den ene side føler vi os tvunget, for hun er afhængig af, at vi gør noget, og på den anden side vil vi gerne hjælpe hende, så hendes verden ikke bliver så bitte lille.”

Med ledsageordningen kom Cecilie jævnligt i indkøbscenteret Bruuns Galleri i Aarhus. ”De startede altid med at besøge Fætter B.R. Ham kan hun godt lide. Og så kunne de for eksempel tage i biografen og sluttede måske af med McDonald’s. Da timerne blev sat ned, blev det lidt sværere at nå de her ting, for der er også noget transporttid fra, hvor hun bor, til midtbyen i Aarhus. Så det kunne bare være, at ledsageren kom og gik en tur med Cecilie.”

Cecilie på besøg hjemme hos mor og far, Pia og Kristian. Og hunden Bobby.

Cecilie skal hjælpes på vej

En gang om ugen går Cecilie til ridefysioterapi, som hun holder meget af. Det har hun fået bevilget af sin læge og handler først og fremmest om, at hendes krop skal vedligeholdes.

Men hvordan påvirker det Cecilie ikke at komme afsted til de fritidsaktiviteter, hun ellers gerne vil?

”Der er ikke tvivl om, at hun savner det. Hun kan bare ikke give udtryk for det med ord. Men hvis vi kører forbi den lokale bowlinghal, bliver hun vildt glad og siger ”boa”, som betyder bold, og peger på sig selv. Sådan viser hun, at hun godt kan lide at bowle. Og hvis vi selv laver nogle af de her ting med hende, så synes hun jo, det er fantastisk. Hun har altid været en pige, som blev glad, når der skete noget omkring hende. Men som hun bor nu, er der ikke ressourcer til nogen aktiviteter. Det er der simpelthen ikke. Og der er slet ikke en-til-en tid. Skal de afsted, skal de have nogle stykker med. Og det kan være lidt problematisk, fordi halvdelen sidder i kørestole. Det kræver jo alene én hjælper pr. kørestol. Så det er meget svært for dem at komme afsted sammen. Det er det.”

Hvis der skal ske noget for Cecilie, er der så altid nogen, der skal tage initiativ til det på hendes vegne?

”Ja, absolut. Og det er jo det, der er problemet. Hun kan ikke selv fortælle, hvad hun godt kunne tænke sig. Man skal kende hende og vide, at det er det, hun er glad for. Så der er andre, der skal tage initiativet for hende. Cecilie kan meget. Men man skal hjælpe hende i gang med alting. For ellers sidder hun bare og sumper.”

Gider ikke weekender og ferier

Pia fortæller, at Cecilies kompetencer skrumper ind, fordi hun lever i en meget lukket verden.

”Hun taber sociale færdigheder mere og mere - et område hvor hun egentlig altid har været stærkest. Og vi oplevet tit, når vi besøger hende om søndagen, at hun er frustreret. Hvis der tydeligvis ikke er sket noget sjovt og oplivende, kan hun godt blive frustreret og sidde og bide i sig selv eller i en bamse. Og så spørger hun efter sit aktivitetscenter. Hun er vildt glad for at komme der. Og gider ikke weekender og ferier, fordi hun allerhelst bare er derude, hvor der sker noget.”

Der er således ikke noget at sige til, at Pia og Kristian Nørgaard gør, hvad de kan, for at sætte farve på Cecilies liv. Men det er ikke en opgave, som de ønsker at give videre til Cecilies 25-årige lillebror.

”Vores liv er jo fuldstændig styret af livet omkring Cecilie. Men det skal hans ikke være. Den opgave, skal han aldrig nogensinde påtage sig. Det vil vi ikke byde ham.”