Lev Magasinet 1 2025
- Tema: Mad med kærlighed
- Portræt: "Vi står stærkt i alt det usikre"
- Hjælp ril et land i krig: Lev støtter NGO i Ukraine
Betina Christensen har benyttet Levs bisidderordning med stor succes.
Kan du fortælle lidt om den konkrete sag, du har fået hjælp af en bisidder i?
”I 2023 starter en sag vedrørende min nevø, der har Angelman syndrom. Min søster ønsker ham flyttet til et andet dagtilbud, da han mistrives i det nuværende (§ 104).”
Det synes kommunen imidlertid ikke. Efter både møder og omfattende mailkorrespondance med ledere, socialrådgivere og andre fagpersoner er sagen uændret. I august 2024 sender Betina et bekymringsbrev, som hun ikke kan få svar på, da hun ikke er partsrepræsentant i sagen. I oktober 2024 bliver hun så partsrepræsentant. Kommunen samt dagtilbuddet mener, at Betinas nevø trives og er i udvikling. Det på trods af at Betinas nevø næsten ikke kan gå mere, må liftes ud af bussen og stritter imod, når han skal ud ad døren om morgenen.
I forbindelse med kommunens afslag på flytning til et andet dagtilbud oplyste kommunen, at der ikke var klagemulighed over afgørelsen.
Jeg ved nu, at jeg bare kan koncentrere mig om mødet, mens bisidder sørger for notaterne.
Hvordan bliver du opmærksom på Levs bisidderordning?
”Min søster er medlem af Lev, så jeg gør i første omgang brug af rådgivningen. Her bliver jeg bekendt med, at jeg godt kunne have anket afgørelsen. Det er virkelig en god og brugbar rådgivning, og jeg bliver fortalt om muligheden for en bisidder.
I december 2024 skal jeg til møde med fem personer fra Billund Kommune/dagtilbuddet. Forinden kontakter jeg Lev, da jeg nu har brug for en bisidder til at tage noter, da min søster slet ikke kan klare situationen mere. Her bliver jeg rigtig fint guidet igennem til, hvordan jeg søger. Herefter bliver jeg hurtigt kontaktet – Lev har fundet en bisidder, der kan hjælpe. Bisidderen kontakter mig, hvorefter vi mødes hos bisidder til gennemgang af sagen samt en konkret afklaring af, hvordan bisidderen kan hjælpe under mødet.
På mødedagen kommer bisidder hjem til mig, hvor vi kort taler sammen og herefter følges til mødet. Efter mødet sender bisidderen et fint og brugbart referat med noter, der ikke var nævnt i referatet fra Billund Kommune. Jeg er meget taknemlig for denne mulighed og har allerede fået tildelt en bisidder til næste møde i marts. Jeg har været heldig at få den samme bisidder igen, og det sætter jeg virkelig stor pris på. Vi har allerede været i kontakt med hinanden igen, og jeg ved nu, at jeg bare kan koncentrere mig om mødet, mens bisidder sørger for notaterne.
Jeg har aldrig haft en bisidder før, men vidste jo heller ikke, at det var en mulighed. Det gør jeg nu, og jeg kan kun anbefale andre at gøre brug af dette.”
Som medlem af Lev kan du få en frivillig bisidder med til dit møde med kommune, botilbud eller dagtilbud.
Bisidderen er en støtte, der kan hjælpe med at skabe ro og overblik i mødet med det offentlige. Et møde som kan være overvældende og svært at navigere i med komplekse sagsforløb og beslutninger.
Levs bisiddere hjælper dig med at forberede mødet, de deltager under mødet, og bagefter afrunder I mødet sammen. Herefter afslutter I kontakten, men du er altid velkommen til at kontakte Lev igen, hvis du får brug for en bisidder en anden gang.
Levs bisiddere arbejder frivilligt, og de er klædt grundigt på til at hjælpe dig, så det bliver et godt møde. De er ikke konfliktmæglere eller partsrepræsentanter, men de er det ekstra sæt ører, der hjælper med at holde styr på, hvad der skal siges, og hvad der bliver sagt.
Har du brug for en bisidder? - så udfyld formularen her >
Har du lyst til selv at blive bisidder?
Som frivillig i Levs bisidderkorps bliver du en del af et stærkt fællesskab, hvor alle arbejder for at skabe bedre vilkår for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende.
Før du bliver sendt ud som bisidder, skal du gennemgå et grundkursus, hvor du bliver klædt på til rollen som bisidder. Du har også mulighed for at få sparring undervejs i en sag.
Er du interesseret i at høre mere om rollen som bisidder hos Lev så kontakt Katrine Svendsen på ks@lev.dk eller 9215 8254.
Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 1 2025
- Tema: Mad med kærlighed
- Portræt: "Vi står stærkt i alt det usikre"
- Hjælp ril et land i krig: Lev støtter NGO i Ukraine