Mad med kærlighed
Mad er meget mere end næring. Det er glæde, fællesskab og kreativitet – og det bør være tilgængeligt for alle, uanset livsvilkår.
Dan Einwaller elsker at lave mad. Han har udgivet to kogebøger, fyldt med kærlighed og opskrifter som hans egen ”Dansnitzel”. Hver onsdag er Dans maddag, hvor han står i køkkenet og skaber glæde for sine bofæller med sine krydderier og hemmelige tricks.
Dan elsker at lave mad. Han deler ud af sin glæde i sit bofællesskab i Herlev.
Dan har udgivet to kogebøger, fyldt med kærlighed og opskrifter.
Dan mener, mad smager bedst, når man lægger kærlighed i. Og han taler endda med maden!
Af Arne Ditlevsen | Foto: Niels Hougaard
Fotografen dirigerer rundt med Dan Einwaller. ”Kan du prøve at stå der og så røre i gryden?”
”Ja,” siger Dan, der er en mere end medgørlig fotomodel. Han fortsætter: ”Sesam sesam luk dig op! Ama margarine er den bedste i byen. Græskarsuppe, ja tak. Det elsker jeg at lave. Dum dum dum de dei. Gute appetit!” Fotografen drøner rundt for at fange Dan i det helt rigtige moment. Og Dan – han slutter af med at jodle som en indfødt østriger. Hvilket ikke er tilfældigt, da hans far stammer fra alpelandet. Og så griner han.
Vi er dog ikke i Østrig, men hjemme i fælleskøkkenet i bofællesskabet i Herlev, hvor Dan bor. Dan er et meget passioneret menneske – ikke mindst når det gælder mad. Han elsker både at lave og spise mad.
”Lav maden med kærlighed, så smager den bedst,” slår Dan fast.
De andre, der bor her, siger – nu er gamle her bindegal. Taler han nu med maden igen!
Han ved, hvad han snakker om. Kærligheden har nu udmøntet sig i hans anden kogebog. Det er et smukt lille værk, hvor Dan har fået plads til en række af sine yndlingsretter – lige fra Danschnitzler til Skiferie æggesandwich.
Hvad er det bedste ved at have lavet sådan en bog?
”Det står her på forsiden – ”Mad lavet med kærlighed. Dan Einwaller. Det er mig.”
Dan har fået hjælp undervejs, men han har selv stået for en stor del af produktionen.
”Jeg har lavet maden, taget billederne af maden og sendt dem til min brors kone. Hun printede billederne ud. Jeg har tegnet. Jeg elsker at tegne. Men ohhh, mange har hjulpet med at lave den. Den er fra sidste år, da jeg blev 40. Jeg fik den i fødselsdagsgave.”
Tegningerne er små vignetter, der er rundt om i bogen. Dan er nemlig ikke bare madkunstner, han laver også kunst i sit dagtilbud, Job- & Aktivitetscenter Hørkær. I øjeblikket arbejder han med ler, men han har også tegnet. Og tidligere har han faktisk også lavet mad i caféen på stedet.
Er der en kok eller andre, der har inspireret dig?
”Den her!” Dan peger på sit hoved, ”Det har jeg selv.”’
Har du et godt råd til, hvordan man kommer i gang med at lave mad?
”Start med noget nemt. Arbejd jer stille og rolig op.”
Hvad er nemt at lave?
”Bub bub bub buuub…” Dan tænker sig om. ”Det nemmeste er wienersnitzel – eller Dansnitzel – der er i kogebogen.”
Hvis Dan ikke ved, hvad han vil lave til aftensmad, kan han blive inspireret i sin egen kogebog,
der har fået titlen ”Mad lavet med kærlighed”.
Annette Høfler, hjemmevejleder i Dans botilbud, er kommet forbi for lige at tjekke, at Dan har det ok med interviewet med Lev. Hun var med, da Dans første kogebog kom til verden.
”Jeg kan huske den første kogebog, der var jeg lige startet herovre. Der skulle jeg i lære, i kokkelære, her med dig. Hver gang vi lavede mad, sagde du: jeg drømmer om at få lov til at lave min egen kogebog. Og så spurgte jeg en dag: Hvordan vil du have den? Og så begyndte du fra start med billeder og opskrifter og ingredienser.”
”Ja, det er også rigtigt. Til sommer er det fem år siden, jeg lavede den første.”
Håber du, at andre også ser din kogebog?
”Familien har fået den – min bror, min storesøster.” Annette supplerer: ”Og din egen læge. Da du var til sundhedstjek, havde du en med til din egen søde læge. Han blev meget glad for den. Og bageren nede i byen. Der så jeg lige pludselig bogen på hylden. Jeg kan huske at jeg sagde til bageren, at jeg kender den unge herre, der har lavet den.”
Har du en sjov historie om at lave mad?
Dan tænker sig om, men kan ikke rigtig komme på en. Det kan Annette: ”Jeg sidder og tænker på dengang, vi lavede græskarsuppe helt fra bunden…”
”Jo jo jo jo!!!!” indskyder Dan begejstret. ”Det sprøjtede ud med græskarkerner… neiiijjjj… Vi købte græskar i Netto, skrællede den, skar toppen af, fjernede kerner og så skulle det koge og alle mulige lækkerier i. Opskriften kan den her huske, du,” siger Dan og peger på sit hoved. ”Jeg har selv fundet den.”
”Det er lang tid siden, men jeg kan stadig huske det. Et kæmpe arbejde, men det blev verdens bedste suppe,” siger Annette.
”Jeg hører dig sige, at du gerne vil gøre det igen? siger Dan. ”Det kan vi godt,” svarer Annette. ”Jeg er med på den. Det var sjovt,” siger Dan med et grin.
Dan Einwaller (40) bor i et bofællesskab i Herlev.
Han arbejder på dagtilbuddet Hørkær.
Dan elsker mad – både at lave det og spise det. Men der er faktisk en ting mere, han næsten elsker lige så meget – det er lastbiler. Han er bare vild med lastbiler. Her i foråret skal han endnu en gang til lastbilmesse i Herning.
Mange med udviklingshandicap har ikke samme muligheder som Dan for at dyrke glæden ved at lave mad og dufte krydderierne i gryden. Måske bliver maden leveret udefra i foliebakker til en uge ad gangen.
Har du nogensinde prøvet at få mad leveret fra kommunen eller andre?
”Nej, og det skal jeg heller ikke. Jeg laver mad fra bunden af. Ikke noget mad fra kommunen. No way.”
Har du hørt om det?
”Ja, det har jeg. No go. Der sætter jeg grænsen. For det bliver hurtigt koldt. Man skal spise det, mens maden er varm. Det er mit motto. Jeg vil gerne kunne dufte, hvad jeg laver og spiser. Det gør jeg ikke, hvis maden kommer på den måde. Det gør jeg ikke.”
Onsdag er Dans maddag i bofællesskabet. To af de tre andre beboere har også en maddag hver. Da Lev Magasinet møder Dan en tirsdag, er han allerede ved at forberede næste dags aftensmad. Han starter med at lade sig inspirere i skabet med krydderier. Det skal være noget med paprika. Det ender med en gryderet med oksekød i tern og cocktailpølser. Næste skridt er, at Dan får hjælp af Annette til, hvad der skal købes ind, og så tager han selv ’alpeekspressen’ – sin trehjulede cykel – til bussen. Og derfra til Bilka.
Dans bofæller kan så opleve Dan for fuld udblæsning om onsdagen, når han går i gang med at lave maden. Og han har sin egen hemmelige opskrift på lækker mad:
”Snak med maden, kæl for den, maden smager bedre, når man lægger kærlighed i. Sig: hvordan har I det dernede?”
Det må give en god stemning i køkkenet, når du er så glad for det, du laver?
”Det er der. De andre, der bor her, siger – nu er gamle her bindegal. Taler han nu med maden igen!”
Tema bragt i Lev magasinet nr. 1 2025.
Læs også:
Mad er meget mere end næring. Det er glæde, fællesskab og kreativitet – og det bør være tilgængeligt for alle, uanset livsvilkår.
God mad er en rettighed, som alle burde have glæde af. Det indebærer både ordentlige råvarer, og at man skrotter alle regler. Det mener kokken Claus Holm, der selv har spredt sin madglæde, når han har lavet mad sammen med mennesker med alle mulige udfordringer.
Køkkenet er omdrejningspunktet i de fleste hjem. Sådan er det også på botilbuddet Birketoften i Frederikshavn. Her skiftes beboerne til at lave mad til hinanden
To af Dan Einwallers favoritter - fra "Mad lavet med kærlighed", samt lækker medister fra Claus Holm.
- Tema: Mad med kærlighed
- Portræt: "Vi står stærkt i alt det usikre"
- Hjælp ril et land i krig: Lev støtter NGO i Ukraine