Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Fra DR.dk

Ankestyrelsen omgør afgørelse – ung kvinde skal have sin førtidspension

Unge udviklingshæmmede skal have førtidspension, straks de fylder 18 år - uanset førtidspensionsreformens slogan om ingen pension til unge under 40 år. Det har Ankestyrelsen afgjort i en sag om en ung kvinde med udviklingshæmning. LEVs landsformand opfordrer kommunerne til at gennemgå de forkert afgjorte sager de senere år af egen drift. Kommunen skal ikke bare afvente, at borgeren reagerer.

NYHED

En principafgørelse fra Ankestyrelsen kan få konsekvenser for flere hundrede udviklingshæmmede landet over. En ung kvinde med udviklingshæmning fra Odense skulle ifølge Ankestyrelsen have fået tilkendt førtidspension, fra hun fyldte 18 år, frem for det såkaldte jobafklaringsforløb, som kommunen havde henvist hende til.

Odense Kommune burde meget tidligere have indset, at det var 'åbenbart formålsløst' at teste kvindens arbejdsevne. I stedet for kontanthjælp skulle hun være tilkendt førtidspension. Det fortalte DR.dk i TV-Avisen onsdag aften.

Fald i tilkendelser af førtidspension
Som LEV har gjort opmærksom på gennem en længere periode, tyder tal fra Ankestyrelsen på, at den unge kvinde fra Odense langt fra er den eneste, som er gået glip af den førtidspension, hun ifølge loven er berettiget til. Fra 2010 til 2013 har der på landsplan været tale om mere end en halvering af det antal udviklingshæmmede, som kommunerne har tilkendt førtidspension. Fra 883 tilkendelser i 2010 til blot 304 i 2013. I Odense Kommune alene har faldet ligeledes været voldsomt: Fra 55 tilkendelser i 2010 til blot 4 i 2013.

Til DR udtaler LEVs landsformand bl.a.: "Det kan jo ikke være rigtigt. Der er jo ikke blevet færre udviklingshæmmede, som ikke kan forsørge sig selv, fordi man har lavet lovgivningen om. Så det må være tolkningen af lovgivningen, som er kørt helt af sporet", siger Sytter Kristensen.

Egen drift
I indslaget i TV-Avisen medgav Odenses rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Per Berga Rasmussen fra Enhedslisten, at det store fald er problematisk. Men han mener dog ikke, at Odense Kommune af egen drift skal genoptage sager, der ligner den, som Ankestyrelsen har afgjort. Det må være op til de unge udviklingshæmmede selv at henvende sig og bede om en genoptagelse af sagen.

Den holdning forbløffer LEVs landsformand, Sytter Kristensen:

- Rådmanden hævder i indslaget, at lovgivningen på dette område er 'skredet', og at de først nu er blevet klar over, at også udviklingshæmmede under 40 år har krav på førtidspension. Men sådan er det ikke - reglerne når det gælder de åbenlyse pensionssager er overhovedet ikke ændret.

- Rådmanden må bede om bedre rådgivning fra sin forvaltning. Det giver ganske enkelt ikke mening, at en ansvarlig offentlig myndighed først laver kassetænkning, der rammer udviklingshæmmede. Dernæst lader det være op til denne gruppe sårbare borgere selv at sørge for, at sagen genoptages. Jeg mener klart, at Odense Kommune - og alle de øvrige kommuner, som har forvaltet i strid med reglerne - har en egen-drift forpligtelse, siger Sytter Kristensen.

Landsformanden vil i løbet af den kommende uge rette direkte henvendelse til Odense Kommune og bede om, at sagerne gennemgås af egen drift.

Læs mere
Se Ankestyrelsens principafgørelse
varighed 5:42)
Ny vejledning om førtidspension giver håb
Svært handicappede nægtes førtidspension
Beskæftigelsesminister: Det rigtige svar kan være førtidspension
Udviklingsforløb eller førtidspension

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.