Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Endelig kom KL’s undersøgelse om ledsagelse – pakket ind i spin

I starten af november offentliggjorde LEVs landsformand dele af resultaterne fra en undersøgelse, som Kommunernes Landsforening (KL) har gennemført af kommunernes serviceniveau for pædagogisk ledsagelse til ferie og fritidsaktiviteter. Undersøgelsen var blevet forsinket igen og igen - uden særlig gode begrundelser. Nu har KL så endelig offentliggjort den samlede rapport.

NYHED

Undersøgelsens resultater viser en del om, hvordan nogle kommuner behandler deres mest sårbare borgere, som har behov for pædagogisk støtte og ledsagelse:

  • Hele 12 kommuner har fastlagt et serviceniveau, hvor de hverken yder ledsagelse i forbindelse med ferie eller i forbindelse med aktiviteter og udflugter.
  • 18 kommuner har et serviceniveau, der angiver, at der ikke gives nogen ledsagelse til ferie.
  • 17 kommuner har et serviceniveau, der angiver, at der ikke gives nogen ledsagelse til fritidsaktiviteter, udflugter mv.
  • 54 kommuner har et serviceniveau, der angiver, at der gives ledsagelse til ferie i et eller andet omfang (fra 2 dage til 10 dage eller derover)
  • 36 kommuner har et serviceniveau, der angiver, at der gives ledsagelse til aktiviteter i et eller andet omfang (fra 2 dage til 10 dage eller derover)

Men undersøgelsens resultater er forbundet med en del usikkerhed. KL gør i undersøgelsen en del ud af at forklare, at et kommunalt serviceniveau på nul dages ledsagelse til aktiviteter eller ferie ikke nødvendigvis betyder, at der ikke gives nogen ledsagelse fra botilbuddene. Men den modsatte tendens er mindst lige så sandsynlig - der er således formentlig langt flere kommuner end KL påstår, som reelt ikke yder den fornødne støtte og ledsagelse i et anstændigt omfang.

Eksempelvis angiver 11 kommuner, at ledsagelse til fritidsaktiviteter, udflugter mv., "Indgår i rammen" - og 18 kommuner angiver, at det er "Individuelt", om der ydes ledsagelse til denne type formål. Disse svar er vanskelige at afkode, men i en del tilfælde kan det meget vel dække over en situation, der ikke er stort bedre end de 17 kommuner, som angiver, at de slet ikke yder denne type ledsagelse.

Derfor er det også ekstremt spin, når KL i sin pressemeddelelse om rapporten skriver, at 86 af landets 98 kommuner "… yder støtte til handicappede borgere under ferier, udflugter mv.", mener LEVs Landsformand, Sytter Kristensen:

- Det er positivt, at en del kommuner faktisk har et eller andet niveau for støtte og ledsagelse i forbindelse med ferie, aktiviteter mv. Om end jeg synes, det er meget lavt de fleste steder. Men grundlæggende er resultaterne i denne undersøgelse alarmerende. Og så nytter det altså ikke, at KL forsøger at pakke det ind tågesnak.

Formanden for KL's Social- og Sundhedsudvalg siger i pressemeddelelsen til offentliggørelsen af undersøgelsen, at de kommuner, som angiver deres serviceniveau for ledsagelse til nul dage, giver ledsagelsen alligevel. Det sker blot som led i en lokal prioritering i botilbuddene, hævder udvalgsformanden. Og det er ekstremt KL-spin, mener LEVs landsformand:

- Det ville klæde KL, hvis de i stedet tog resultaterne alvorligt og hankede op i deres medlemmer. Enhver med kendskab til dette her område ved, at de ressourcemæssige rammer i botilbuddene er blevet forringet år efter år - igen og igen. Så mange steder er den lokale prioritering, som udvalgsformanden taler om, slet ikke mulig. Desuden synes jeg det er stærkt betænkeligt, hvis det alene er op til ledelse og medarbejdere i bostederne at beslutte om - og hvor meget - ledsagelse de synes borgerne skal have, siger Sytter Kristensen.

Forsinket offentliggørelse
I et debatindlæg i Altinget den 6. november fremlagde LEVs landsformand, Sytter Kristensen, nogle udvalgte resultater fra KL's undersøgelse. Der var tale om midlertidige resultater, fordi KL trak offentliggørelsen af rapporten i langdrag.

I forhold til den udgave af rapporten, som var refereret i Sytter Kristensens debatindlæg, så har KL nu fået svar fra alle 98 kommuner. Men det har ikke ændret på resultaterne, nemlig at ca. 1/5 af landets kommuner svigter deres ansvar over for nogle af de mest sårbare borgere på det groveste.

LEVs landsformand, Sytter Kristensen, siger om KL's offentliggørelse af rapporten:

- Det er kritisabelt, at offentliggørelsen af rapporten er blevet forhalet, så meget som det er tilfældet. Som jeg skrev i indlægget i Altinget, er det svært at undgå den tanke, at man ville gemme de problematiske resultater til efter finanslovsforhandlingerne.

- Men det er også problematisk, når undersøgelsesresultaternes udlægges, som det sker fra KL's side - både i rapportens konklusion og i pressemeddelelsen. Man gør, hvad man kan for at sløre og nedtone, at undersøgelsen reelt viser en alarmerende situation.

Læs mere
Kommunale serviceniveauer indespærrer handicappede

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.