Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Foto: Jesper Blæsild og Herlev Kommune

Spekulerer Herlev Kommune i svage borgeres retssikkerhed?

Herlev Kommune har i et nyt serviceniveau forringet rammerne for beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud. Da serviceniveauet skulle føres ud i livet, blev kommunen underkendt af Ankestyrelsen i over 60 pct. af klagesagerne. Alligevel vil kommunen ikke genbehandle de sager, hvor borgeren ikke har klaget. LEVs landsformand har i dag skrevet til Herlevs borgmester og kritiseret, at kommunen på denne måde spekulerer i handicapbetinget ulighed i retssikkerhed.

NYHED

Indledningsvis konstaterer LEVs landsformand, Sytter Kristensen, at det er stærkt beklageligt, at Herlev Kommune tilsyneladende finder det rimeligt at foretage forringelser i mennesker med udviklingshæmnings grundlæggende vilkår. Hun skriver, at det er alarmerende ”…at Herlev Kommune nærmest ser ud til at spekulerer i, at stærkt handicappede borgere ofte har meget svage – eller reelt helt fraværende – forudsætninger for at sikre deres egne rettigheder i forhold til kommunale myndighedsafgørelser på socialområdet.”

Selvom kommunen er blevet underkendt i hele 67 pct. af de kommunale myndighedsafgørelser, som er blevet behandlet i Ankestyrelsen, nægter kommunen at genbehandle de sager, som ikke er blevet anket. Og det finder landsformanden stærkt kritisabelt ”… idet der er al mulig grund til at antage, at der blandt de ikke-ankede afgørelser er et tilsvarende højt antal fejlagtige afgørelser. Vi kan således antage, at årsagen til, at borgerne ikke har klaget, i mange tilfælde skal findes i de pågældendes handicap snarere end i enighed i afgørelsen.”

Kommunalt lovbrud
LEVs landsformand mener desuden, at Herlev Kommune har overtrådt lovgivningen ved at have en så ekstremt høj fejlprocent i sine afgørelser:
”En fejlprocent på hele 67 pct. udgør en fundamental trussel mod borgernes retssikkerhed – og er ikke værdigt for en ansvarlig offentlig myndighed. En udtalelse fra Statsforvaltningen Midtjylland i 2012 angiver således eksempelvis, at en fejlprocent på 30 ikke er lovlig”, skriver Sytter Kristensen blandt andet.

Hun har derfor også valgt at sende en kopi af brevet til kommunetilsynet ved Statsforvaltningen. Her opfordrer hun Statsforvaltningen til at overveje en tilsynssag mod Herlev Kommune.

Synes Socialministeren, at retstilstanden er betryggende?
Landsformanden har desuden sendt en kopi af brevet til socialminister Manu Sareen. Det sker for at bede ministeren tage stilling til, om han finder retstilstanden for mennesker med udviklingshæmning betryggende på socialområdet.

Læs mere
Brev til Herlev Kommune
Brev til socialministeren

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.