Den oversete vælgergruppe

Hvis det står til den siddende regering, som i går præsenterede sit udspil, ”Danmark på sikker vej”, så skal valgkampen handle om velfærd – tilsyneladende især sygehuse, daginstitutioner og ældrepolitik. Ifølge udspillet, vil regeringen således bruge ”i alt 39 mia. kr. mere i årene 2016 - 2020 på at bevare og udvikle vores fælles velfærd”. Dermed lægges der op til, at en af de dominerende dagsordener i valgkampen bliver om vi skal have en stigning i det offentlige forbrug på 0,6 procent årligt eller om vi skal have nulvækst, som er Venstres position.

Regeringsudspillet ”Danmark på sikker vej” er meget overordnet og u-konkret. Men vi kan dog udlede, at regeringen frem mod 2020 blandt andet vil prioritere 15 mia. kr. til bedre sundhed for kræftpatienter, ældre, kronikere med videre, 5 mia. kr. til børn, uddannelse og social mobilitet, 4 mia. kr. til forskning, grøn omstilling og vækst og endelig 15 mia. til øget tryghed, socialt udsatte og uforudsete udgifter.

Mennesker med handicap - for slet ikke at tale om mennesker med udviklingshæmning - er ikke nævnt med et eneste ord. Ikke ét.

Det er selvfølgelig skuffende og urimeligt i et udspil, der handler om velfærdspolitik. Og selv hvis jeg forsøger at ’læse bagom teksten’, er det svært at finde tegn på, at regeringsudspillet indirekte vil prioritere en sikring – og en genopretning – af vilkårene for mennesker med udviklingshæmning og andre handicap. Det fremgår ganske vist, at man vil ”..skabe bedre vilkår for de mest udsatte og sårbare i samfundet. Eksempelvis anbragte børn, hjemløse, voldsramte kvinder og misbrugere.” Men hvis man mener det alvorligt med ”de mest udsatte og sårbare i samfundet”, vil det være på sin plads også at nævne mennesker med udviklingshæmning og andre handicap.

Hvorfor vælger regeringen så alligevel at ignorere mennesker med handicap i sit udspil? Jeg forstår det ikke rigtigt.

Det kan i hvert fald ikke skyldes, at der ikke er et behov. Enhver, med blot et minimum af indsigt i hvordan hjælpen til ”de mest udsatte og sårbare” med handicap er blevet forringet de senere år, ved, at situationen er alvorlig. Jeg kan heller ikke tro, at den manglende prioritering skyldes, at man ikke anser mennesker, der på grund af handicap har brug for omfattende hjælp i hverdagen, for at være udsatte og sårbare.

Nej, begrundelsen er nok mest af alt, at ”Danmark på sikker vej” er et valgoplæg – og her er den kølige analyse, at mennesker med handicap er en ubetydelig vælgergruppe der ikke er grund til at kaste valgløfter efter. Det tror jeg på mange måde er en forkert analyse – lad mig blot nævne to grunde.

Samlet set er der faktisk ganske mange mennesker, som har et handicap – alene medlemmerne af Danske Handicaporganisationers 32 medlemsorganisationer tæller cirka 320.000 mennesker. Hertil komme de mange, som har et handicap, men som ikke er medlem af en handicaporganisation. Men mindst lige så vigtigt – de mange pårørende, venner og familie til mennesker med handicap. Disse borgere er også vælgere, og et rimeligt gæt er, at handicapspørgsmål spiller en vis rolle for hvor de sætter deres kryds.

Vi kan også konstatere, at mennesker med handicap generelt nyder stor sympati i den danske befolkning. Det store flertal af danskerne – og på tværs af partiskel – mener, at mennesker med handicap har krav på ordentlig hjælp fra samfundet, og de er også indstillet på, at vi skal prioritere de nødvendige ressourcer til opgaven.

Mange mennesker med udviklingshæmning og andre handicap - og deres venner og familie - har oplevet barske forringelser i hjælpen de seneste år - konkret og på egen krop. En politisk interesse, der tager disse oplevelser alvorligt og signalerer vilje til at ville rette op, tror jeg helt sikkert vil blive belønnet på valgdagen.