Socialministeren vil undersøge reglerne for forældrebetaling
I et svar til Spastikerforeningen og LEV lover socialminister, Manu Sareen, at få Ankestyrelsen til at foretage en undersøgelse af kommunernes praksis for at opkræve betaling for børns ophold uden for hjemmet. Socialministeriets embedsfolk kigger desuden nærmere på reglerne for forældres egenbetaling.
Baggrunden for, at ministeren nu sætter gang i disse undersøgelser, er sagen om forældrebetaling fra Aarhus Kommune, hvor kommunen har ændret praksis, så det nu er ikke færre end 72% af forældrene, der bliver opkrævet betaling for deres døgnanbragte børn. I andre kommuner er det langt færre som opkræves denne betaling.
Aarhus Kommunes begrunder opkrævningerne med om et barn "har udsigt til en udvikling af ikke ubetydeligt omfang", og dermed fritages for forældrebetaling, eller om et barn "ikke har udsigt til en udvikling af ikke ubetydeligt omfang", og dermed pålægges forældrebetaling. Socialforvaltningen i Aarhus Kommune henviser i den forbindelse til en principafgørelse fra Ankestyrelsen (158-12), som siger, at barnets udviklingspotentiale skal vurderes, før der kan tages stilling til, om der kan ske fritagelse for forældrebetaling.
Endvidere oplyser Socialforvaltningen, at definitionen af hvornår der er tale om behandling afgøres ud fra om anbringelsen har et sigte, der lægger udover omsorg og opvækst.
Læs mere
Svaret fra Manu Sareen til Lonne Møller og Sytter Kristensen
LEV og Spastikerforeningen: Drop forældre-betalingsreglerne, Manu Sareen