Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Inklusion hele livet

Inklusion hele livet. Det var overskriften, da cirka 100 mennesker samledes til LEVs konference i Nyborg sidste onsdag. På programmet var forskning og viden fra ind- og udland, og dagen sluttede af med en ’sofasnak’ og en tankevækkende perspektivering af Knud Romer.

NYHED

Julie Beadle-Brown gav konferencens første faglige indlæg. Julie er lektor på University of Kent, og har gennem en række forskningsprojekter undersøgt, hvad der styrker – og hvad der hæmmer – udviklingshæmmedes muligheder for inklusion. Blandt de mange centrale pointer i Julies indlæg var, at en inkluderende bolig i lokalsamfundet er en betingelse for at inklusionen kan styrkes. Men boligen er ikke nok i sig selv – det handler også om personalets faglige tilgang til opgaven. Til illustration af hvordan det kan gøres i praksis afspillede Julie flere videoklip, som viste det praktiske samspil mellem borgere og medarbejdere.

Martin Sandø fra Socialstyrelsen fortalte herefter om inklusion af mennesker med handicap i det almindelige foreningsliv. Socialstyrelsens undersøgelser viser, at det blotte kendskab til mennesker med handicap, er med til at gøre foreninger mere åbne over for inklusionen. Foreninger som allerede har et eller flere medlemmer med handicap, er langt mindre forbeholdne over for at få nye medlemmer med handicap. Desuden viser styrelsens undersøgelser faktisk, at det går fremad – foreningsdanmark er eksempelvis blevet langt åbne over for mennesker med udviklingshæmning siden midten af 00'erne, hvor den første undersøgelse blev gennemført.

Frem mod frokost fortalte Camilla Dyssegaard fra Aarhus Universitet om erfaringerne med folkeskolereformen og det fokus på inklusion af elever med handicap, som den indebar. Camilla fortalte blandt andet, at internationale undersøgelser har vist at elever, som inkluderes i den almene skole, har bedre faglige resultater. Men der er også udfordringer med at få folkeskolereformen til at fungere i praksis, fortalte Camilla. Især fremhævede hun at det har været vanskeligt at komme godt fra start, når reformen er blevet iværksat samtidigt med en gennemgribende ændring af lærernes arbejdsforhold – og store besparelser i folkeskolen.

Efter frokost fortalte psykolog, Dorthe Birkmose, om hendes oplevelse af den aktuelle debat om inklusion af mennesker med handicap. Hun opfordrede til at vi er opmærksomme på administrativ og politisk misbrug af inklusionsbegrebet. For hvis økonomer og politikere bruger flotte ord om inklusion til at dække over noget som i virkeligheden er forringelser, så risikerer vi at mennesker med behov for hjælp efterlades i stikken. Dorthe hudflettede også vores samtids manglende vilje til at tale om problemer, som hun mener forvanskes til at være udfordringer. Men problemer eksisterer faktisk, og vi må ikke skjule dem bag betegnelsen ’udfordringer’. Et problem er nemlig noget man har behov for hjælp til at håndtere – en udfordring er blot noget, hvor man skal tage sig sammen.  

Konferencen blev afrundet med en sofasnak og en perspektivering af radiovært, debattør og forfatter, Knud Romer. I sofasnakken deltog flere af dagens oplægsholdere, samt Enhedslistens handicapordfører Jakob Sølvhøj. Debatten kom vidt omkring, men kredsede blandt andet om de problemer som opstår når administratorer og politikere ’kapre’ begreber som inklusion.

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.