Skyhøj fejlprocent i kommunernes afgørelser
Ny praksisundersøgelse viser alvorlige fejl i 40 procent af de sociale afgørelser i forhold til mennesker med senhjerneskade og andre alvorlige handicap. Konsekvensen er, at de mest sårbare borgere ikke får den hjælp, som de har behov for – og krav på. Undersøgelsen er bevis på, at udviklingshæmmedes retssikkerhed er i klemme, mener LEVs landsformand.
Så kom dokumentationen, sort på hvidt. Der er rigtig mange fejl og mangler i de kommunale afgørelser, som borgerne ikke klager over. Tusindvis af udviklingshæmmede og andre med handicap sidder tilbage med mindre og dårligere hjælp end de har krav på.
En ny praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen viser således, at der er alvorlige fejl og mangler i hele 40 procent af de kommunale sager om hjælp til borgere med sjældne handicap og erhvervet hjerneskade. Fejl og mangler, som var i strid med regler og praksis – og som ifølge Ankestyrelsen havde medført, at sagen var blevet om omgjort eller hjemvist, hvis borgeren havde klaget. Styrelsen har gennemgået i alt 98 sager som led i undersøgelsen.
Ankestyrelsens rapport viser eksempelvis, at borgere med sjældne handicap mangler at få den nødvendige socialpædagogisk støtte, personlig pleje og praktisk hjælp. Når det gælder borgere med erhvervet hjerneskade er der en stor andel, som ikke får socialpædagogisk støtte eller aktivitets- og samværstilbud. Også når det gælder afgørelser om botilbud efter Serviceloven er der mange fejl og mangler i kommunernes afgørelser.
Undersøgelsen dokumenterer dermed det alvorlige problem, som man havner i, hvis ikke man kan finde ud af at klage over en afgørelse – og hvis ikke man har nogen til at hjælpe sig med det, mener LEVs landsformand Sytter Kristensen.
- Denne undersøgelse handler om alle de afgørelser, som ikke kommer i Ankestyrelsen, fordi borgeren ikke klager. Og det er jo ret få, som rent faktisk klager. Blandt andet fordi de ikke ved, hvordan man gør, eller har nogen, som kan hjælpe dem, siger Sytter Kristensen.
Til Dagbladet Information, som i dag fortæller om Ankestyrelsens undersøgelse, udtaler social- og indenrigsminister Karen Ellemann: ”Det her skal ganske enkelt blive bedre. Jeg har en klar forventning om, at kommunerne retter op på det her og påtager sig det ansvar, de har, med at give en sagsbehandling i overensstemmelse med loven. Og så forventer jeg, at kommunerne ser meget nøje på de anbefalinger, Ankestyrelsen kommer med”
LEVs landsformand deler ministerens ønske om, at der bliver rettet op på kommunernes sagsbehandling. Hun mener imidlertid, at der skal mere til end forventninger og forhåbninger fra ministerens side.
- Jeg kan snart ikke tælle de mange gange, hvor skiftende socialministre har udtrykt forventninger om, at der bliver rettet op fra kommunernes side. Men problemerne forbliver uløste.
- Derfor skal der langt mere håndfaste redskaber i brug. Jeg mener eksempelvis, at man skal ind og se på Statsforvaltningens tilsyn, og deres forpligtelse til at gribe effektivt ind over for kommuner, hvor sagsbehandlingen sejler og sårbare borgere kommer i klemme. Tilsynet skal forpligtes til at indlede tilsynssager mod kommuner, der har mange fejl i deres afgørelser, siger Sytter Kristensen.
Læs mere
Kommuner har fejlet i fire ud af 10 handicappedes sager (Information.dk)
Ankestyrelsens praksisundersøgelse (PDF)