Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ændring af servicelov tages op igen

I januar 2015 trak daværende socialminister Manu Sareen forslaget til ændring af serviceloven. Forud var kritikken massiv – også fra LEV. Nu har den nye V-regering officielt meldt ud, at den vil igangsætte en revision af serviceloven. Det sker i en opfølgningsaftale mellem regeringen og KL, som blev offentliggjort fredag. LEVs landsformand advarer mod, at regeringen genopfinder de stærkt problematiske elementer fra det oprindelige forslag.

NYHED

Under overskriften ”Aftale sikrer friere rammer til kommunerne” offentliggjorde KL fredag en såkaldt opfølgning på forhandlingen om økonomiaftalen, som faldt på plads i begyndelsen af juli måned. KL mener ifølge pressemeddelelsen på organisationens hjemmeside, at man med aftalen har sikret ” frie rammer og bedre muligheder for at styre økonomien i kommunerne”.

Aftalen omhandler en lang række områder. Men i et afsnit med overskriften ”Regelforenkling og afbureaukratisering” angives det kortfattet: ”Regeringen har tilkendegivet, at den vil igangsætte et arbejde med en revision af serviceloven. KL vil blive inddraget i det forberedende arbejde.”

Dermed kunne det se ud til, at bolden givet op til endnu en omgang om ændring af servicelovens voksenbestemmelser – et projekt som daværende socialminister Manu Sareen, ellers lagde i skuffen tilbage i januar 2015, oven på heftig kritik fra LEV og en lang række andre handicaporganisationer.

Kommunale prioriteringsmuligheder og effektiviseringer
Det fremgår ikke eksplicit af aftalen, hvilke ændringer regeringen ønsker at gennemføre i servicelovens voksenbestemmelser. Men et længere afsnit senere i aftalen beskriver, hvordan man vil forsøge at skabe ”bedre styring på det specialiserede socialområde”.

Her fremgår det, at man ønsker større gennemsigtighed mellem pris og indhold på det specialiserede socialområde, og at kommunernes styrings- og prioriteringsmuligheder forbedres. Med aftalen vil man ”… understøtte kommunernes arbejde med en mere effektiv drift af de sociale tilbud.”

LEVs landsformand, Sytter Kristensen, anerkender, at det er vanskeligt at vurdere, hvad regeringen præcist har tænkt sig med ændringen af serviceloven. Men hun synes det ligner de tanker, som lå i det lovforslag, som Manu Sareen tog af bordet:

- Effektiviseringer betyder jo oprindeligt ’samme kvalitet for færre penge’. Men som vi har erfaret de seneste mange år, har man i Finansministeriet og KL omskrevet det til ’besparelser og forringelser’. Derfor er jeg som udgangspunkt ret bekymret over den linje som aftalen afspejler. Der er jo reelt ingen positive visioner om kvalitet i indsatsen, borgernes vilkår og retssikkerhed.

- Sådan var det også på lange strækninger med det oprindelige forslag til ændring af serviceloven, som Manu Sareen lagde i skuffen. Styrkede kommunale muligheder for at gennemføre forringelser og nedskæringer, men pakket ind i løs og uforpligtende snak om styrket faglighed og kvalitet.

- Jeg vil indtrængende opfordre regeringen til at gentænke hele projektet med at revidere servicelovens voksenbestemmelser. Der er på ingen måde brug for at forringe sårbare borgeres rettigheder. Tværtimod har mennesker med udviklingshæmning og andre med handicap brug for stærke rettigheder og beskyttelse.

- Fortsætter regeringen og KL af den vej, som skitseres i aftalen – og som kendetegnede det oprindelige forslag - så tør jeg godt udstede en garanti. En garanti for, at de mest sårbare bliver taberne – og for at den aktuelle tillidskrise mellem borger og kommuner, bliver endnu dybere, siger Sytter Kristesen.

Læs mere
Opfølgning på forhandlingsresultat fra juli 2015 (KL)

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.