Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ulovlig brugerbetaling skal tilbagebetales

Social- og Indenrigsministeriet har i går udsendt en udtalelse om brugerbetaling på pædagogisk støtte og ledsagelse, og den bekræfter - endnu engang - at kommunerne ikke må opkræve betaling for socialpædagogisk støtte og ledsagelse i forbindelse med ferie, fritidsaktiviteter og lignende. Nu er der slet ingen undskyldninger længere - kommunerne skal påbegynde tilbagebetalingen til borgerne.

NYHED

Endelig kom svaret - efter næsten halvandet års venten. Og der er ikke noget at tage fejl af – kommunernes brugerbetaling på støtte og ledsagelse i forbindelse med ferie, udflugter mv. er ikke lovlig.

Helt tilbage i oktober 2014 bad KL Indenrigsministeriet vurdere, om en kommune lovligt kan opkræve betaling fra beboere i botilbud for ledsageres løn samt rejse- og opholdsudgifter under ferieophold uden for botilbuddet. KL ville have ministeriets vurdering af, om brugerbetalingen var lovlig i kraft af den såkaldte kommunalfuldmagt

Forud for KL’s henvendelse til ministeriet var gået et endnu længere forløb. En mor havde klaget til Statsforvaltningen over, at hendes voksne datter med udviklingshæmning skulle betale for pædagogisk bistand i forbindelse med hendes sommerferie i 2013.

Statsforvaltningen svar på klagen var klart – kommunen havde ikke ret til at opkræve betaling for feriedeltagelsen, og nu skulle den betale det opkrævede beløb tilbage til kvinden. Statsforvaltningens udtalelse gjaldt ikke kun i den konkrete sag, men havde virkning for alle andre borgere, der havde betalt for ledsagelse og andre udgifter for deres ledsagere i forbindelse med ferie. Og det er der som bekendt mange udviklingshæmmede, som har.

Men det var KL altså ikke tilfreds med – og derfor bad foreningen Indenrigsministeriet om at se på Statsforvaltningens udtalelse en gang til.

Nu er der ingen undskyldninger længere – pengene skal tilbagebetales
Nu har Social- og Indenrigsministeriet så udsendt sin udtalelse om sagen, og her giver man Statsforvaltningen ret på alle punkter. Ministeriet skriver blandt andet, at ” … der ikke i Serviceloven … er hjemmel til, at en kommunalbestyrelse kan opkræve betaling fra borgere i kommunens botilbud for kommunens udgifter til løn, billetter, rejser, ophold mv. til det personale, som yder støtte og socialpædagogisk bistand, herunder ledsagelse, under sædvanlige ferier og udflugter.” Og Indenrigsministeriet mener heller ikke, at den såkaldte kommunalfuldmagt kan give kommunerne lov til at kræve brugerbetaling for hjælpen.

Det kan kun betyde, at kommunerne skal have sat gang i tilbagebetalingerne til de mange borgere, som – i strid med lovgivningen – er blevet opkrævet betaling for socialpædagogisk støtte og ledsagelse. Mange kommuner har udsat tilbagebetalingen med henvisning til, at man ville afvente udtalelsen fra Indenrigsministeriet, men den begrundelse er nu endegyldigt ude af verden.

Ingen har nemlig sat spørgsmålstegn ved, om ulovligt opkrævet brugerbetaling skal tilbagebetales. KL har således selv i deres oprindelige henvendelse til ministeriet oplyst, at KL er enig i, at ”en kommune skal tilbagebetale eventuelt ulovligt opkrævede beløb”.

LEVs landsformand, Sytter Kristensen, glæder sig over at der nu er sat endegyldigt punktum i spørgsmålet om tilbagebetaling:
- Konsekvensen af KL’s klage til Indenrigsministeriet har mest været ekstra ventetid for de berørte borgere og deres pårørende. Resultatet er præcis, som vi hele tiden har sagt: Brugerbetaling på hjælp og ledsagelse til udviklingshæmmede er i strid med lovgivningen – og er ikke dækket af kommunalfuldmagten.

- Hovedparten af landets kommuner skal nu i gang med tilbagebetalingen. Og det skal ske ’af egen drift’, som det kaldes. Statsforvaltningen har udtalt, at kommunen ikke blot kan læne sig tilbage og vente på, at borgerne beder om tilbagebetaling. Kommunen skal aktivt undersøge, hvem der er blevet opkrævet betaling, og sørge for at det tilbagebetales, siger Sytter Kristensen.

Læs mere
Social- og Indenrigsministeriets pressemeddelelse
Social- og Indenrigsministeriets udtalelse

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.