Handicappolitik er andet end økonomi

- De ser mig meget mere på det lille botilbud. Her er pædagogerne meget bedre til at få øje på de psykiske støttebehov, som man ikke lige kan se, men som er dem, der fylder mest hos mig. Så det har været meget bedre for mig at bo et sted, hvor der bor otte mennesker, end der hvor jeg boede før, hvor der bor 60.
Sådan sagde Katrine Pil Jensen tirsdag på konferencen Modvilje og uvidenhed – om værdiskred i handicappolitikken.

Katrines udtalelse satte meget præcist hele baggrunden for debatten i scene. Handicappolitikken befinder sig i et skred, hvor der alt for ofte ikke prioriteres med individets behov for øje. Det er en opfattelse, man i stigende grad har haft i de tre organisationer, FOA, SL og LEV, der står bag debatturneen ”Modvilje eller uvidenhed”. Den kommunale økonomi dikterer ikke bare rammen, men også indholdet i de ydelser og tilbud, som mennesker med udviklingshæmning får. Med det resultat, at begreber som stordrift, styringsredskaber og institutionalisering er blevet altdominerende, mens pædagogikken er blevet en slags appendiks til alt det andet. Uden at forholdene er sammenlignelige, så bringer denne udvikling mindelser om nogle forhold for mennesker med udviklingshæmning, som vi alle troede, der var gjort op med for mange år siden.

Eksklusion
Diskussionen på det første debatturné-arrangement i Odense gav en klar indikation af, at det er på høje tid, at debatten om indhold og pædagogik vender tilbage. Og her har pædagogerne også selv et stort ansvar for at reflektere over deres eget arbejde. Som Lars Romild, socialpædagog og konsulent på botilbuddet Hulegården, sagde:

- Jeg har været med til at lave apartheid for udviklingshæmmede i Danmark – ølejr og festivaller for udviklingshæmmede. Vi skal som socialpædagoger ikke lave eksklusionsfællesskaber.

LEVs formand, Sytter Kristensen, byggede videre på dette, da hun sagde:

- Inklusion er stadig et kritisk punkt på dagsordenen – her er udviklingen ikke tilstede. Man opbygger institutioner, som ekskluderer mennesker.

Her burde man i stedet se på, hvad man for årtier siden gjorde for at almindeliggøre tilværelsen for mennesker med udviklingshæmning. I det rum kunne pædagogikken udvikles. Der var et mål for indsatsen. Og det var ikke kontrol og dokumentation, som fyldte det hele, sagde LEV-formanden.

Den røde tråd
Politikerne har selvfølgelig også et stort ansvar. Brian Skov Nielsen, rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense deltog i konferencen, og han var forfærdet over at se og høre om de forhold for mennesker med udviklingshæmning, som man kan se i filmene om ”De åndssvages historie”, der blev brugt under debatten til at underbygge vigtigheden af historiebevidsthed på området:

- Det er godt, at vi er kommet videre derfra. Og det er vigtigt, at handicapområdet fortsat prioriteres. Mennesker med handicap eller udviklingshæmning er mennesker som os alle. De har drømme, og de kan og vil en masse. Og vores fornemmeste opgave er at hjælpe dem med at opnå deres drømme. Det bør for mig at se være den røde tråd i handicappolitikken i de kommende år.

Nogen må gøre noget
Mogens Wiederholt, direktør i Spastikerforeningen og rådsmedlem i Det Centrale Handikapråd, gjorde det klart, at det ikke er en nem kamp, at få pædagogikken og indhold på dagsordenen igen:

- Vi må alle tage et ansvar på os. Det er en modvindsbevægelse, hvor man kæmper fra hus til hus. Men hvem skal ellers gøre det?

Det fik denne kommentar med på vejen af Brian Skov Nielsen:

- Enhver social bevægelse, der har gjort en forskel, har skyldtes, at nogen har påtaget sig et ansvar for det…

Debatten stopper da heller ikke med mødet i Odense. Allerede i næste uge bliver den fulgt op af to debatarrangementer i henholdsvis Aarhus den 17. maj og København den 19. maj. Der er stadig ledige pladser begge steder, og man kan læse mere og tilmelde sig på linket herunder.

Læs mere
Debatturné - Program